Afgørelse

Opsigelse af kortrentelån. Ekspeditionstid.

21007087

Opsigelse af kortrentelån. Ekspeditionstid.

Klagerne, som i deres ejendom havde et kortrentelån, modtog i januar 2010 en meddelelse fra det indklagede realkreditinstitut om den forestående refinansiering af lånet. Af brevet fremgik det, at refinansieringen ville ske automatisk, medmindre klagerne senest den 26. februar 2010 kontaktede instituttet om ønskede ændringer. Klagerne solgte den 20. februar 2010 ejendommen. Købers pengeinstitut sendte den 23. februar 2010 en købesumsgaranti til det koncernforbundne pengeinstitut. Den 25. februar fremsendte den medvirkende ejendomsmægler kopi af købsaftale vedrørende salg af ejendommen. Den 18. marts 2010 fremsendte realkreditinstituttet indfrielsesaftale, som klagerne underskrev den 25. marts 2010. Klagerne rettede i april 2010 henvendelse til instituttet, idet de var utilfredse med, at instituttet ikke på baggrund af brevene fra købers pengeinstitut og ejendomsmægleren havde ekspederet opsigelsen af lånet inden udgangen af februar 2010 til indfrielse til kurs 100. Klagerne fremsatte derfor et erstatningskrav på 75.000 kr. Instituttet afviste klagernes erstatningskrav med henvisning til, dels at brevene først var modtaget efter udløbet af opsigelsesfristen, dels at brevene ikke kunne anses for at indeholde en opsigelse af lånet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at opsigelsen af lånet var sket rettidigt, således af indfrielsen skulle være sket til kurs 100, og at instituttet derfor var erstatningsansvarligt for klagernes merudgifter ved indfrielsen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at instituttet havde modtaget brevene af 23. og 25. februar så betids, at opsigelsen af lånet kunne være sket rettidigt til kurs 100. De fremsendte breve kunne imidlertid ikke i sig selv anses for en opsigelse af lånet, og instituttet havde derfor haft pligt til at søge afklaret, hvad der videre skulle ske. fandt, Da brevene var modtaget umiddelbart inden udløbet af fristen for opsigelsen af lånet til kurs pari, fandt flertallet, at det ikke kunne anses som ansvarspådragende, at instituttet ikke inden opsigelsesfristens udløb havde afklaret, hvad der videre skulle ske. Mindretallet fandt under hensyntagen til brevenes indhold, at instituttet havde været forpligtet til at reagere omgående, og at der havde været den fornødne tid hertil. Mindretallet bemærkede, at det ikke kunne være en usædvanlig foreteelse, at opsigelser af realkreditlån fremkommer på dagen for den sidste rettidige opsigelsesfrist. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev som følge heraf frifundet.


K E N D E L S E

afsagt den 8. april 2011


JOURNAL NR.: 2010-01-07-087-N


INSTITUT: Nykredit Realkredit A/S


KLAGEEMNE: Opsigelse af kortrentelån. Ekspeditionstid.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 24. marts 2011


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Hugo Wendler Pedersen (formand)
Maria Hyldahl (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 14, stk. 1)
Per Englyst
Mads Laursen


SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klagerne havde primo 2010 deres ejendom til salg. I ejendommen indestod et kortrentelån F1 på 1.998.000 til det indklagede realkreditinstitut samt et ejerpantebrev på 575.000 kr.

Indklagede fremsendte den 15. januar 2010 meddelelse til klagerne om den forestående refinansiering. Af brevet fremgår følgende:

”…Det er tid til rentetilpasning
Tilpasningslån i …(indklagede)… skal rentetilpasses pr. 31. marts 2010.

Rentetilpasningen sker automatisk
Når den nye rente er fastlagt, sender vi oplysninger om lånets nye ydelse og rente.

Hvis lånet eller rentetilpasningsmetoden ønskes ændret, eller der ønskes en fastkursaftale, skal vi kontaktes i god tid inden den 26. februar 2010…”

Efter det oplyste blev der den 20. februar 2010 indgået en købsaftale vedrørende klagernes salg af ejendommen til en kontantpris på 2.875.000 kr.

Købernes pengeinstitut 1 fremsendte den 23. februar 2010 en købesumgaranti på 2.800.000 kr. stilet til medarbejder 1 i det med indklagede koncernforbundne pengeinstitut. Pengeinstitut 1 gav samme dag den medvirkende ejendomsmægler besked om garantistillelsen.

Den 25. februar 2010 fremsendte ejendomsmægleren kopi af den underskrevne købsaftale adresseret til medarbejder 1 i det koncernforbundne pengeinstitut. Brevet indeholdt følgende anmodning:

”…Vi beder Jer endvidere kontakte sælgerne med hensyn til indfrielsen af følgende lån:
1. Realkreditpantebrev stort kr. 1.998.000 kr. (indklagede)…
2. Ejerpantebrev stort kr. 575.000 …(pengeinstitut 2)…”

Den 18. marts 2010 fremsendte indklagede en indfrielsesaftale til klagerne, som klagerne underskrev den 25. marts 2010.

Klagerne rettede den 28. april 2010 henvendelse til indklagede, idet de var utilfredse med forløbet af låneindfrielsen. Af brevet fremgår følgende:

”Vi, …(klagerne)…, ønsker med denne henvendelse at klage over de ekstraudgifter, vi er blevet påført i forbindelse med indfrielse af vores realkreditlån, F1 knyttet til vores solgte ejendom, … Lånet blev indfriet i april 2010 i forlængelse af vort salg af ejendommen.

Vores klage bunder i, at …(indklagede)… ikke har sikret rettidig opsigelse af lånet forud for rentetilpasningen den 1. april 2010. Dette skulle ske senest med udgangen af februar måned. Havde …(indklagede)… gjort dette, ville lånet være blevet indfriet til kurs 100 svarende til obligationsrestgælden på kr. 1.953.442,04. I stedet er lånet blevet indfriet til kr. 2.029.846,29.

Vi er således uden skyld blevet påført ekstraudgifter i størrelsesordenen kr. 75.000.

Vores klage baserer sig på følgende:

• …(Pengeinstitut 1)…, som er købers bankforbindelse, har afsendt en endelig garanti for gennemførelse af ejendomshandlen til …(indklagede)… dateret 23. februar 2010. Dette anser vi for værende i god tid forud for deadline for rettidig opsigelse af lånet med udgangen af februar måned. Vi er gjort bekendt med, at …(indklagede)… har registreret brevet som modtaget 1. marts 2010. Dette stiller vi os uforstående over for.
• …(Ejendomsmægleren)…, som har forestået salget, har afsendt brev den 25. februar 2010 til …(indklagede)…, hvori man beder om, at sælgers realkreditlån vedrørende …(ejendommen)… indløses. Vi er gjort bekendt med, at …(indklagede)… ikke har registreret modtagelse af dette brev. Også dette stiller vi os uforstående over for.

Vi er af den opfattelse, at …(indklagede)… er blevet rettidigt orienteret og dermed har haft tid til at handle og sikre indfrielse af vores F1-lån på de bedste vilkår for os. Og dette, mener vi, er …(indklagedes)… opgave som vores realkreditinstitut og bank. At det ikke er sket, mener vi ikke med nogen ret skal belaste os økonomisk. Det er derfor vores opfattelse, at …(indklagede)… bør godtgøre os det tab, vi uforvarende er blevet påført.

Vi imødeser …(indklagedes)… positive tilbagemelding på vores klage, samt tilsagn om at ville dække de tab, som vi er blevet påført…”

Indklagedes centerdirektør besvarede den 3. maj 2010 klagernes henvendelse på følgende måde:

”…Jeg har nu haft mulighed for at gennemgå sagsforløbet og kan se, at vi den 1. marts 2010 har modtaget en købesumsgaranti fra …(pengeinstitut 1)… og at vi samme dag forsøger at kontakte dig telefonisk, desværre forgæves. Vi kontakter herefter …(pengeinstitut 1)… og får oplyst, at ejendomsmægleren var …(ejendomsmæglerfirma)…, som vi samme dag kontakter og beder om kopi af købsaftale. Vi modtager først denne den 18. marts. Ifølge det fremsendte har mægleren fremsendt købsaftale mv. til os med følgebrev dateret den 25. februar – men som vi tidligere har oplyst har vi aldrig modtaget dette brev.

Vi modtager som nævnt først købesumsgarantien den 1. marts – den er ifølge mægleren fremsendt den 23. februar. Opsigelsen af lånet skulle ske senest 26. februar, såfremt lånet ikke skulle rentetilpasses. Dette har vi skrevet til jer om i januar måned og den 24. februar kl. 15.30 har en af mine kollegaer i … indtalt besked på jeres telefonsvarer om, at hun gerne ville tale med Jer på grund af den forestående Rentetilpasning – denne kontakt sker alene som en service fra vores Center i …

Endvidere kan jeg af sagen se, at købsaftalen er underskrevet henholdsvis den 19. og 20. januar; der har således været god tid at fremsende relevant materiale til os inden den 26. februar.

Jeg beklager derfor at måtte meddele, at jeg ikke finder grundlag for, at vi kunne have håndteret tingene anderledes og at vi dermed ikke kan imødekomme Jeres forventninger til, at vi skal dække det tab, som I har lidt som følge af manglende opsigelse af Jeres lån.

Såfremt I ønsker at klage over min beslutning kan jeg henvise til vores Kundeambassadør, …, som kan kontaktes på telefon … eller mail …, som har modtaget kopi af nærværende brev samt jeres brev af 28. april 2010…”

Indklagedes klageansvarlige enhed fremsendte den 9. juni 2010 følgende redegørelse til klagerne:

”…I forlængelse af mit brev af 25. maj kan jeg oplyse, at jeg nu har fået en redegørelse fra …(indklagedes)… center i … og i øvrigt har haft lejlighed til at gennemgå sagen.

Jeg forstår på jeres klage, at I mener, at jeres tilpasningslån burde have været opsagt til indfrielse til kurs 100 pr. 30. april. I stedet for er tilpasningslånet blevet indfriet ved opkøb af obligationer, og dette skulle have påført jer et tab i størrelsesordenen kr. 75.000,00.

Forudsætningen for opsigelse af lånet til indfrielse til kurs 100 pr. 1. april er, at …(indklagede)… senest den 26. april har modtaget meddelelse om, at lånet skal indfries. Dette er fremgået af de advisskrivelser, der er sendt ud til Jer den 15. januar 2010, ligesom betingelserne i øvrigt fremgår af pantebrevet.

Hvad angår en sådan opsigelse fremgår det af jeres klage, at …(indklagede)… skulle have modtaget:

Købesumsgaranti, der er fremsendt fra …(pengeinstitut 1)… den 23. februar. Det fremgår af følgebrevet, at skrivelsen ikke er adresseret til den korrekte adresse, og jeg har fået oplyst, at skrivelsen først er modtaget i …(indklagede)… den 1. marts.

Skrivelse fra …(ejendomsmægleren)… vedrørende salg af ejendommen, der er fremsendt den 25. februar. Jeg har fået oplyst, at brevet ikke er modtaget i …(indklagede)…

Hvad angår både købesumsgarantien samt skrivelsen fra …(ejendomsmægleren)…, er det min opfattelse, at disse ikke kan anses for at være egentlige opsigelsesskrivelser vedrørende lånet. Selvom det af skrivelserne fremgår, at ejendommen er under salg, mener jeg ikke, at modtagelse af en sådan oplysning i sig selv forpligter …(indklagede)… til straks at opsige indestående lån. Opsigelse og indfrielse af lån bør efter min opfattelse ske på baggrund af en specifik instruktion.

Opsigelse af et realkreditlån i størrelsesordenen kr. 2 mio. må derfor efter min opfattelse kræve, at der er tale om en ganske klar og entydig meddelelse vedrørende netop opsigelse af det pågældende lån.

For så vidt angår den fremsendte købesumsgaranti bemærkes endvidere, at det af denne fremgår, at den er fremsendt på vegne af køber, som ikke er legitimeret eller berettiget til at opsige sælgers lån. Hvad angår skrivelsen fra …(ejendomsmægleren)…, fremgår der ej heller en decideret opsigelse af lånet, men alene en generelt opfordring til, at …(indklagede)… skal rette henvendelse til sælger med henblik på indfrielse af lånet.

Hverken den fremsendte købesumsgaranti eller skrivelsen fra …(ejendomsmægleren)… kan således efter min opfattelse antages at have den fornødne klarhed og entydighed til – i sig selv – at statuere en opsigelse af lånet.

Når der yderligere henvises til, at …(indklagede)… så vidt set ikke har modtaget materialet inden udløbet af fristen for opsigelse, finder jeg ikke anledning til at kritisere den fremgangsmåde, som …(indklagedes)… center i … har anvendt i sagen.

På denne baggrund må jeg afvise jeres klage.

Det bemærkes for god ordens skyld, at der er etableret et privat ankenævn, der behandler klager over realkreditinstitutter.

Der kan således indbringes klage over …(indklagede)… til Realkreditankenævnet…”

Klagerne indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klagerne påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at opsigelsen af F1 lånet er sket rettidigt, således at indfrielsen skulle være sket til kurs 100, og at indklagede derfor er erstatningsansvarlige for klagernes merudgifter ved indfrielsen.


Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERNES FREMSTILLING:

Klagerne anfører, at deres anke vedrører indklagedes afvisning af ville godtgøre dem de ekstraordinære omkostninger, de er blevet påført i forbindelse med indfrielse af deres realkreditlån, F1, knyttet til deres solgte ejendom. Lånet blev indfriet i april 2010 i forlængelse af deres salg af ejendommen.

Klagens indhold
Af de fremlagte klagebreve fremgår, hvori deres klage substantielt begrunder sig. Opsummerende rummer klagen følgende punkter:

• Pengeinstitut 1, som er køberens bankforbindelse, har afsendt en endelig garanti for gennemførelse af ejendomshandlen til indklagede dateret 23. februar 2010. Idet lånet skulle opsiges senest ved udgangen af februar for at kunne blive indfriet til kurs 100, anser de dette for værende i god tid forud for deadline for rettidig opsigelse.
• Ejendomsmægleren, som har forestået salget, har afsendt brev den 25. februar 2010 til indklagede, hvori man beder om, at sælgers realkreditlån vedrørende ejendommen indløses.

De er af den opfattelse, at indklagede er blevet rettidigt orienteret og dermed har haft tid til at handle og sikre indfrielse af deres F1-lån på de bedste vilkår for dem. Og dette, mener de, er indklagedes opgave som deres realkreditinstitut og bank. Indklagede er den professionelle aktør og en opsigelse har kun været et telefonopkald til dem som kunde væk.

Indklagedes afvisning af klagen
Afvisningen af deres klage begrundes bl.a. ved følgende:

• Brevet fra pengeinstitut 1 skulle være fejladresseret, selv om dette er sendt til den adresse, som ifølge deres oplysninger var afdelingens adresse frem til 6. april, hvor man flyttet til en anden adresse.
• At man først journaliserer brevet som modtaget den 1. marts – altså 4 hverdage efter afsendelsen.
• At man aldrig har modtaget noget brev fra ejendomsmægleren, selv om ejendomsmægleren kan dokumentere, at brevet er afsendt.

Indklagede har ved deres første mundtlige henvendelse om forholdet fastholdt, at man har professionelt styr på sagsgangene ved den eksterne korrespondance, der knytter sig til kundernes sager. Man fastholder derfor, at man ikke begår fejl i sådanne sager.

Til dette vil de dog fremdrage, at de i den afsluttende proces med deres hussalg har oplevet, at indklagede ikke har haft en sådan styr på tingene. Senest har de i starten af juli 2010 oplevet, at man ikke har registreret modtagelse af mail fra køberens advokat om, at tinglysningen var endeligt færdigbehandlet, og at deponeringskontoen kunne frigives. Denne meddelelse blev afsendt 21. juni til både indklagede og ejendomsmægleren. Kun ejendomsmægleren reagerede med det samme. Først efter adskillige henvendelser og ved efterfølgende selv at have indhentet bekræftende udsagn fra advokaten har de kunnet overbevise indklagede om, at kontoen kunne lukkes og pengene frigives. Det skal bemærkes, at indklagede har accepteret at have begået en fejl i denne forbindelse.

Afsluttende
Det har under hele forløbet med deres hussalg været en forudsætning, at lån i deres gamle ejendom skulle opsiges på de for dem mest favorable vilkår, når ejendommen var solgt. Dette var mundtligt aftalt med deres tidligere kunderådgiver – medarbejder 1 - hos indklagede, som de har brugt som kontakt i flere år. I denne forståelse indgik samtidig, at indklagede netop ved sin ekspertise og professionalisme i forhold til pengesagerne varetog deres interesser ved låntagning og –indfrielse – derfor har de følt sig trygge ved at være knyttet til en kunderådgiver i en afdeling, de har kendt. Omtalte kunderådgiver (medarbejder 1) forlod afdelingen i februar 2010. De vil ikke undlade at bemærke, at det kan have haft en medvirkende betydning for det passerede.

De er af den opfattelse, at det er urimeligt og uacceptabelt, at de alene påføres omkostningerne ved, at indklagede ikke har håndteret tingene hensigtsmæssigt. De stiller sig uforstående over for, at de alene skal bære disse omkostninger.

Til indklagedes udtalelse har de følgende bemærkninger:

Ankens substans
De fastholder, at indklagede har haft mulighed for at reagere i tide i forhold til at indfri deres realkreditlån senest den 26. februar 2010. At dette ikke er sket, finder de beror på forhold hos indklagede. De mener ikke, at indklagedes angivelse af journaliseringstidspunkt/ikke-modtagelse af afsendte dokumenter i denne sammenhæng friholder indklagede for ansvar henset til, at de omtalte dokumenter er afsendt henholdsvis 23. februar (pengeinstitut 1)og 25. februar (ejendomsmægleren).

Generelle bemærkninger
De fastholder, at indklagede igennem hele forløbet har været vidende om, at ejendommen var sat til salg. Der har været jævnlig kontakt om status på salgsprocessen mellem dem og en tidligere medarbejder hos indklagede igennem hele forløbet. Netop denne medarbejders fratræden kan have været medvirkende årsag til det passerede.

De henleder opmærksomheden på, at indklagede i anden sammenhæng i tilknytning til salgsprocessen har begået fejl, hvorfor de ikke kan acceptere indklagedes påstand om professionel og fejlfri håndtering af denne proces. Eksempelvis henvises til den ovenfor beskrevne manglende reaktion fra indklagedes side på meddelelsen fra køberens advokat om, at tinglysningen var endelig færdiggjort, og at deponeringskontoen kunne frigives. I tilknytning til netop dette forhold har de henvendt sig til indklagede flere gange uden nogen reaktion. Og udelukkende deres anmodning til køberens advokat om at bekræfte den afsendte meddelelse har betydet, at indklagede frigav deponeringskontoens midler.

De blev i øvrigt i forbindelse med en henvendelse om frigivelse af denne deponeringskonto opmærksom på, at indklagede havde noteret ukorrekte kontaktoplysninger vedrørende deres e-mail adresse. Den angivne e-mail adresse har de aldrig oplyst eller benyttet. Om der har været øvrige fejloplysninger vedrørende deres kontaktoplysninger, er de uvidende om.

Bemærkninger til den fremsendte udtalelse
Indklagede anfører, at købsaftalen er underskrevet den 19. og 20. februar, og at de derfor har haft tid til at kontakte indklagede forud for den 26. februar og anmode om indfrielse. De fastholder, at meddelelse herom er tilgået indklagede i kraft af brev fremsendt fra pengeinstitut 1 den 23. februar henholdsvis fra ejendomsmægleren den 25. februar. Indklagede har haft mulighed for at iværksætte de fornødne initiativer.

Indklagede anfører i sin udtalelse, at man har indtalt telefonisk besked på deres telefonsvarer den 24. februar 2010 med henblik på den forestående rentetilpasning. De fastholder, at de er uforstående over for dette udsagn. De har ikke modtaget en sådan besked hverken på fastnettelefon, som ikke har svarer, eller på mobil.

Indklagede anfører, at man den 1. marts 2010 modtog en købesumgaranti fra pengeinstitut 1. De kan alene anerkende, at indklagede journaliserede købesumgarantien denne dato. Indklagedes angivelse af, hvornår brevet med købesumgaranti fra pengeinstitut 1 er journaliseret hos indklagede kan ikke sidestilles med modtagelse. Købesumgarantien er afsendt fra pengeinstitut 1 den 23. februar, hvilket de finder, sandsynliggør modtagelse op til 3 hverdage forud for sidste dato for rettidig opsigelse af deres realkreditlån. Forsinkelser i interne sagsgange hos indklagede finder de ikke kan lægges dem til last.

De fastholder, at der er afsendt brev fra deres ejendomsmægler den 25. februar, som indklagede afviser at have modtaget. At indklagede ikke anerkender at have modtaget dette brev er de uforstående over for.

De undrer sig over, at indklagede henviser til, at de skulle have fremført, at deres ejendomsmægler eller købers pengeinstitut 1 skulle have foretaget henvendelse til indklagede på anden vis forud for de fremsendte breve. De har ikke anført noget sådant i den fremsendte anke eller i deres bemærkninger til indklagedes udtalelse.

Indklagede anfører, at man har forsøgt at kontakte dem telefonisk den 1. marts 2010. Dette er korrekt. De var i ugen 28. februar - 7. marts på ferieophold i udlandet og har derfor ikke kunnet modtage opkald. De har på baggrund af dette ikke kontaktet indklagede på basis af denne henvendelse førend efter hjemkomst.

Afsluttende
Det centrale i deres anke er,

• at de ikke genkender at være blevet kontaktet den 24. februar telefonisk af indklagede. Der har ikke været nogen telefonbesked eller anden information fra indklagede på denne dato,
• at der er foretaget henvendelse til indklagede fra henholdsvis køberens pengeinstitut 1 og deres ejendomsmægler, som har kunnet foranledige igangsættelse af processen med henblik på opsigelse af lånet,
• at de er uforstående over for dette, hvis indklagedes angivelse af journaliseringstidspunkt for modtagelse af brevet fra pengeinstitut 1 kan friholde indklagede for ansvar med hensyn til den for sene opsigelse af deres realkreditlån.

De finder derfor, at indklagede kan gøres ansvarlig og pålægges at udrede erstatning for de meromkostninger, de er blevet påført som følge af den for sene opsigelse af realkreditlånet.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klagerne i den omhandlede ejendom havde optaget to lån hos indklagede, herunder et etårigt rentetilpasningslån på 1.998.000 kr.

Den 15. januar 2010 fremsendte indklagede et brev til klagerne, hvori indklagede oplyste, at lånet skulle rentetilpasses pr. 31. marts 2010. Af brevet fremgik desuden følgende:

”Hvis lånet eller rentetilpasningsmetoden ønskes ændret, eller der ønskes en fastkursaftale, skal vi kontaktes i god tid inden den 26. februar 2010.”

Som en serviceopfølgning på dette brev indtalte indklagede den 24. februar 2010 om eftermiddagen en besked på klagernes telefonsvarer om, at indklagede ønskede at tale med klagerne vedrørende den forestående rentetilpasning. I indklagedes logsystem er følgende noteret:

”Rentetilpasning 31./3 har lagt besked på telefonsvarer den 24.2.2010 kl. 15.30.”

Klagerne vendte ikke tilbage på denne henvendelse.

Den 1. marts 2010 modtog indklagede en købesumsgaranti fra pengeinstitut 1, hvoraf det fremgik, at ejendommen var under salg. Det fremgik desuden, at køberne ønskede at overtage det eksisterende ejerpantebrev.

Samme dag den 1. marts 2010 forsøgte indklagede forgæves at kontakte klagerne telefonisk. Indklagede har registreret følgende log:

”Lagt besked på mobilsvar- vi har modtaget sælgersag, hvem er mægler, vi har ingen købsaftale modtaget”.

Indklagede kontaktede herefter samme dag pengeinstitut 1, som oplyste, hvem ejendomsmægleren var. Indklagede kontaktede herefter – ligeledes den 1. marts 2010 – ejendomsmægleren og anmodede om en kopi af købsaftalen. Indklagede har 1. marts 2010 registreret følgende log:

”Sælgersag overtagelse 01.04.2010 – er købsaftale modtaget? Lav indfrielsesaftale”.

Den 16. marts 2010 er tilføjet følgende:

”16.03.2010. Ej modtaget sælgersagen – udbedt dokumentation fra …(ejendomsmægleren)…”.

Kopi af købsaftalen blev modtaget den 18. marts 2010. Af brevet fremgik det, at ejendomsmægleren havde fremsendt købsaftale med fremsendelsesbrev den 25. februar 2010. Som det fremgår af loggen ovenfor, har indklagede imidlertid aldrig modtaget dette brev.

Af købsaftalen fremgik det, at denne var underskrevet henholdsvis den 19. og 20. februar 2010, det vil sige tids nok til, at klagerne kunne have kontaktet indklagede inden 26. februar 2010 og anmodet om indfrielse.

Samme dag, som indklagede modtog kopi af købsaftalen (18. marts 2010), fremsendte indklagede indfrielsesaftale til underskrift hos klagerne.

Den 24. marts 2010 kontaktede indklagede klagerne telefonisk og rykkede for den underskrevne indfrielsesaftale.

Indfrielsesaftalen blev underskrevet af klagerne den 25. marts 2010. Samme dag modtog indklagede en mail fra ejendomsmægleren med den komplette sælgersag.

Indfrielsen blev herefter gennemført ved opkøb af obligationer.

Ved brev af 28. april 2010 oplyste klagerne, at de var blevet påført et tab i størrelsesordenen 75.000 kr., som indklagede var ansvarlig for, fordi lånet var indfriet ved opkøb af obligationer og ikke til kurs 100.

Klagernes brev blev besvaret ved brev af 3. maj 2010, hvori indklagede redegjorde for indklagedes opfattelse af sagsforløbet, herunder at det var indklagedes opfattelse, at købsaftalen var underskrevet tids nok til, at klagerne kunne nå at sende en indfrielsesanmodning til indklagede inden fristens udløb den 26. februar 2010.

Klagerne gik herefter videre med klagen. Klagen blev behandlet af indklagedes klageansvarlige enhed. Den 25. maj 2010 fremsendte den klageansvarlige enhed kvittering for modtagelsen. Klagen blev endeligt besvaret ved brev af 9. juni 2010. I brevet redegjorde indklagede for, at indklagede ikke rettidigt havde modtaget opsigelsesskrivelsen, og at det var indklagedes opfattelse, at brevene, som klagerne henviste til, ikke i øvrigt kunne anses for egentlige opsigelsesskrivelser vedrørende lånet. Indklagede oplyste endvidere, at købesumgarantien var fremsendt på vegne af køber, som ikke var legitimeret eller berettiget til at opsige klagernes lån. Ydermere var denne modtaget efter opsigelsesfristens udløb. Den klageansvarlige enhed fandt således ikke grund til at kritisere sagsbehandlingen.

For god ordens skyld skal det oplyses, at klagerne har ret i, at det ikke var korrekt, at brevet fra pengeinstitut 1 var fejladresseret. Indklagedes oplysning beror på en beklagelig misforståelse.

Hvad angår indfrielsen af lånet til kurs 100, så var forudsætningen herfor, som det fremgik af brevet af 15. januar 2010, at indklagede havde modtaget indfrielsesanmodning senest den 26. februar 2010. Som det fremgår af sagsforløbet ovenfor, skete dette ikke til trods for indklagedes brev af 15. januar 2010 og indklagedes telefonopkald af 24. februar 2010 og til trods for, at klagerne havde mulighed for at orientere indklagede rettidigt efter købsaftalens underskrift den 19. og 20. februar 2010.

Klagerne har på intet tidspunkt selv kontaktet indklagede og oplyst, at de havde solgt ejendommen og ønskede deres lån indfriet. Klagerne besvarede heller ikke indklagedes telefoniske henvendelser.

Indklagede modtog først ved brevet af 1. marts 2010 fra pengeinstitut 1 besked om, at klagerne var ved at sælge deres ejendom. På dette tidspunkt var fristen for indfrielse til kurs 100 sprunget.

Som det fremgår af de ovenfor nævnte logs, forsøgte indklagede straks at indhente flere data om ejendomshandlen, da indklagede blev bekendt hermed.

Oplysningen om, at henholdsvis køberens pengeinstitut og klagernes ejendomsmægler skulle have foretaget henvendelse til indklagede på anden vis forud for de fremsendte breve, er ny for indklagede. Indklagede bånder ikke telefoniske samtaler, men indklagede har gennemgået indklagedes elektroniske logsystem for at se, om der er noteret oplysninger om indgåede opkald fra henholdsvis køberens pengeinstitut eller klagernes ejendomsmægler. Der er ingen noteringer herom.

På baggrund af ovenstående er det indklagedes opfattelse, at indklagede ikke er ansvarlig for, at lånet ikke blev opsagt inden 26. februar 2010, således at indfrielse kunne ske til kurs 100.

På baggrund heraf gøres det gældende,

at indklagede allerede ved brev af 15. januar 2010 oplyste, at fristen for ændring af lånet var 26. februar 2010,

at indklagede den 24. februar 2010 kontaktede klagerne telefonisk som opfølgning på det af 15. januar 2010 fremsendte brev vedrørende den forestående refinansiering,

at klagerne ikke reagerede herpå til trods for, at de vidste, at de ønskede lånet indfriet,

at indklagede ikke kan finde beviser, der understøtter klagernes påstand om, at indklagede skulle være blevet kontaktet af klagernes ejendomsmægler eller købernes pengeinstitut vedrørende opsigelse af lånet,

at indklagede først den 1. marts 2010 modtog købesumgarantien fra pengeinstitut 1,

at at fristen for indfrielse til kurs 100 på dette tidspunkt var sprunget,

at købesumgarantien i øvrigt ikke kan anses for en indfrielsesanmodning,

at indklagede forsøgte at få tilstrækkelig dokumentation ved henvendelse til klagerne, pengeinstitut 1 samt ejendomsmægleren,

at klagerne heller ikke reagerede herpå,

at indklagede først den 18. marts 2010 modtog tilstrækkelig dokumentation ved købsaftalen,

at indklagede straks herefter fremsendte indfrielsesaftale,

at det ikke beror på indklagedes forhold, at indfrielsen ikke blev gennemført til kurs 100,

at indklagede ikke har handlet ansvarspådragende, og

at indklagede derfor skal frifindes.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Indklagede har på forespørgsel fra Nævnssekretariatet oplyst, at medarbejder 1, til hvem brevene af henholdsvis 23. februar 2010 fra pengeinstitut 1 af og 25. februar 2010 fra ejendomsmægleren var stilet, fratrådte sin stilling hos indklagede den 28. februar 2010 med sidste arbejdsdag den 22. februar 2010. Indklagede har i den forbindelse understreget, at indklagede har forretningsgange, der sikrer, at sager, der behandles af medarbejdere, der fratræder, overtages af andre medarbejdere.


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Efter nævnspraksis er det bevismæssige udgangspunkt, at en dateret kopi af et brev, der fremlægges af en part, anses som tilstrækkeligt bevis for, at det originale brev er kommet frem til modparten inden for normal postgang. Denne bevisvurdering fraviges, hvis der foreligger konkrete omstændigheder i den enkelte sag, der klart og utvetydigt peger i modsat retning. Efter Nævnets opfattelse findes sådanne omstændigheder ikke i denne sag.

Nævnet lægger som følge heraf til grund for afgørelsen, at indklagede har modtaget brevene af 23. og 25. februar 2010 så betids, at opsigelsen af F1 lånet kunne være sket rettidig, og indfrielsen være sket til kurs 100.

De fremsendte breve kan ikke i sig selv anses for en opsigelse af lånet. Efter de sædvanlige pantebrevsbestemmelser forudsætter en opsigelse en skriftlig anmodning til indklagede fra debitor eller dennes befuldmægtigede.

Indklagede har imidlertid efter indholdet af brevene haft pligt til at søge afklaret, hvad der videre skulle ske.

3 medlemmer – Hugo Wendler Pedersen, Per Englyst og Mads Laursen – udtaler herefter:

De nævnte breve er efter den foran anlagte bevisvurdering modtaget af indklagede umiddelbart inden udløbet af fristen for opsigelsen af lånet til kurs pari. Vi finder på denne baggrund, at det ikke kan anses for ansvarspådragende, at indklagede ikke inden opsigelsesfristens udløb den 26. februar 2010 havde afklaret, hvad der videre skulle ske.

1 medlem – Maria Hyldahl – udtaler:

Uanset at indklagede måtte have modtaget brevene umiddelbart inden udløbet af opsigelsesfristen, har brevene efter min opfattelse et sådant indhold, at indklagede har været forpligtet til at reagere omgående. Jeg finder, at der har været den fornødne tid hertil. Det kan ikke være en usædvanlig foreteelse, at opsigelser af realkreditlån fremkommer på dagen for den sidste rettidige opsigelsesfrist.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Som følge heraf


b e s t e m m e s


Indklagede, Nykredit Realkredit A/S, frifindes.











Hugo Wendler Pedersen / Susanne Nielsen