Fejlekspedition, opgørelse af tab.
| Sagsnummer: | 290 /1994 |
| Dato: | 28-02-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Fejlekspedition, opgørelse af tab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren henvendte sig i november måned 1993 til indklagedes Farum afdeling med henblik på en omprioritering af sin ejendom. Afdelingen indhentede lånetilbud fra Realkredit Danmark, som i tilbud af 15. december 1993 tilbød et kontantlån på 761.000 kr. med en underliggende obligationshovedstol på 855.056 kr. til indfrielse af et eksisterende 8% obligationslån med en restgæld på ca. 741.000 kr. Af tilbudet fremgik, at det nye pantebrevs prioritetsstilling var med respekt af to pantstiftende deklarationer på henholdsvis ca. 7.562 kr. og 6.168 kr.; deklarationerne var i aflyst i 1986, men afdelingen blev ikke i første omgang opmærksom på, at det nye kreditforeningslån desuagtet respekterede deklarationerne.
Den 28. december 1993 underskrev klageren og dennes ægtefælle pantebrev til Realkredit Danmark. I løbet af januar 1994 blev afdelingen opmærksom på de to servitutter nævnt i Realkredit Danmarks lånetilbud; afdelingen aftalte herefter med Realkredit Danmark, at der skulle udfærdiges nyt lånetilbud og pantebrev.
Den 1. februar 1994 modtog indklagede nyt lånetilbud fra Realkredit Danmark med tilbud om et kontantlån på 755.000 kr. med en underliggende obligationshovedstol på 860.889 kr. Der var tale om lån i samme serie som i lånetilbudet af 15. december 1993.
Den 24. februar 1994 underskrev klageren det nye pantebrev til Realkredit Danmark, ligesom der blev indgået kurskontrakt om lånets udbetaling pr. 30. juni 1994. Det eksisterende kreditforeningslån opsagdes til indfrielse pr. samme dag.
Kurskontrakten af 24. februar 1994 sikrede klageren kurs 87,7.
Indklagede har oplyst, at kursen på lånet ifølge lånetilbudet af 15. december 1993 den 28. december 1993 ville have kunnet være sikret til kurs 89,5.
I skrivelse af 29. marts 1994 til klageren erkendte afdelingen, at det eksisterende kreditforeningslån burde have været opsagt senest 31. januar 1994 med henblik på indfrielse pr. 31. marts s.å. Da dette ikke var sket, tilbød afdelingen at erstatte klagerens merrente for perioden opgjort til netto 1.963 kr. Klageren var ikke tilfreds hermed, og i skrivelse af 2. maj 1994 tilbød afdelingen at refundere klageren den fulde merrente på 3.775 kr.
Klageren fandt, at han fortsat ikke var fuldt kompenseret, og efter yderligere korrespondance med indklagedes direktion, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte kurstabet, at forrente terminsydelse til Realkredit Danmark for perioden 1. april - 30. juni 1994, at dække hans likviditetstab, da ydelsen kunne have været lavere 3 måneder tidligere, samt at betale omkostningerne vedrørende den foretagne kurssikring.
Indklagede har under sagens forberedelse tilbudt klageren en godtgørelse på 10.000 kr. indbetalt som ekstraordinært afdrag på klagerens nye lån samt 1.162,16 kr. i rentegodtgørelse alt med fradrag af 3.775 kr. Klageren har ikke ønsket at indgå herpå. Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, idet man har tilkendegivet samtidig at vedstå førnævnte tilbud.
Klageren har anført, at indklagede begik en fejl ved at overse, at det første lånetilbud fra Realkredit Danmark respekterede de to aflyste deklarationer. Indklagede undlod endvidere at opsige det eksisterende lån til indfrielse pr. 31. marts 1994; som følge heraf kunne indfrielse først ske pr. 30. juni 1994 og han er herved påført en merrenteudgift. Der var ikke sket kurssikring af det første lånetilbud; han havde nøje fulgt kursudviklingen, og i forventning om et fortsat stigende kursniveau kunne han derfor når som helst have kurssikret det første lånetilbud. Indklagede afskar ham imidlertid fra denne mulighed, idet man uden at orientere ham rekvirerede et nyt lånetilbud. Han finder ikke, at indklagedes tilbud kompenserer ham fuldt ud for indklagedes fejl, hvortil kommer, at han ikke opnår erstatning for likviditetstabet som følge af for sen opsigelse af det gamle lån.
Indklagede har anført, at det oprindelig var aftalt, at klageren skulle underskrive kreditforeningspantebrevet den 29. december 1993, men tidspunktet blev fremskyndet efter klagerens ønske til dagen forinden; afdelingen havde herved ikke den fornødne tid til at gennemgå pantebrevet forinden dets underskrift. Indklagedes tilbud om kompensation til klageren har taget udgangspunkt i, at der var blevet underskrevet kurskontrakt den 28. december 1993 med forfald den 31. marts 1994. Obligationskursen den 28. december 1993 var da blevet fastsat til 89,5, svarende til en kontantlånsrente på 7,07%. Den faktiske kurs pr. 31. marts 1994 viste sig at blive 84,60. Med udgangspunkt i renten 7,07% har man tilbudt at godtgøre et ekstraordinært afdrag på lånet, således at nettoydelsen på det lån, som blev kurssikret ved klagerens underskrift den 24. februar 1994, og nettoydelsen på lånet, således som den er beregnet ved hjemtagelse på en kurskontrakt den 28. december 1993 svarer til hinanden over lånets løbetid. Indklagede har fremlagt en beregning herfor. Ved indbetaling af et ekstraordinært afdrag på klagerens lån på 10.000 kr. ville man opnå den sum af nettoydelser over en 30-årig periode, som oprindeligt var forudsat. Fra det tilbudte beløb skal trækkes 3.775 kr., som allerede er godtgjort klageren. Herudover tilbyder indklagede at erstatte klagerens merudgift på brutto 1.162,16 kr. svarende til forskellen mellem terminsydelsen på det gamle lån pr. 30. juni 1994 og ydelsen på tilsvarende tidspunkt på det nye lån. Det er i klagerens interesse at beregne tabet ud fra den forudsætning, at der var foretaget kurssikring den 28. december 1993, idet en undladelse af at kurssikre på dette tidspunkt, ville føre til et kurstab svarende til forskellen mellem kursen den 28. december 1993 på 89,5 og kursen den 31. marts 1994 på 84,60. Det kontantprovenu, der fremkommer i forbindelse med omprioriteringen skal betales de efterstående panthavere som afdrag. Det medfører derfor ingen ændring af klagerens likviditet, at omprioriteringen sker pr. 30. juni i stedet for 31. marts.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at klageren har krav på erstatning som følge af den af indklagede begåede fejl.
3 medlemmer - Niels Waage, Lars Pedersen og Søren Stagis - udtaler herefter:
Det er oplyst, at kursen på de obligationer, der ifølge lånetilbuddet af 15. december 1993 skulle sælges til fremskaffelse af det kontante provenu, den 28. december 1993 var 89,5. Ved denne kurs skulle der sælges for 850.279 kr. af de pågældende obligationer for at opnå det tilbudte kontante provenu på 761.000 kr. Den kurs, der faktisk blev opnået ved kurssikringen den 24. februar 1994, udgjorde 87,7, svarende til et nominelt obligationsbeløb på 867.730 kr., såfremt kontantprovenuet på 761.000 kr. skulle være opnået. Vi finder derfor, at indklagede bør erstatte klageren dennes tab opstået som følge af, at der ikke skete kurssikring den 28. december 1993 med differencen af kontantværdien pr. datoen for denne kendelses afsigelse den 28. februar 1995 af de anførte nominelle obligationsbeløb 867.730 kr. og 850.279 kr. = 17.451 kr. Vi tiltræder indklagedes beregning af det tab, der tilkommer klageren som følge af forskellen mellem terminsydelsen på det gamle lån pr. 30. juni 1994 og ydelsen på det nye lån på samme tidspunkt 1.162 kr. Klageren findes ikke at have godtgjort yderligere tab. Den erstatning, som klageren herefter findes at have krav på, udgør herefter kursværdien pr. den 28. februar 1995 af obligationer på nominelt 17.451 kr. med tillæg af ydelsesdifference 1.162 kr. Herfra skal trækkes 3.775 kr., der allerede er godtgjort klageren. Det beløb, der herefter fremkommer, findes at burde forrentes fra den 31. marts 1994, jf. rentelovens § 3, stk. 5.
2 medlemmer - Peter Stig Hansen og Ole Simonsen - udtaler:
Vi finder, at erstatningen skønsmæssigt kan udmåles til et beløb, svarende til det, som de øvrige medlemmer er nået frem til.
Som følge af det anførte
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale et beløb beregnet som ovenfor anført med procesrente fra den 31. marts 1994. Klagegebyret tilbagebetales klageren.