Kaution, stiftelse.
| Sagsnummer: | 185 /1988 |
| Dato: | 25-04-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I maj 1979 afgav klageren, der var kunde i Den Danske Bank, selvskylderkautionserklæring for en kassekredit på 30.000 kr. ydet af indklagedes Langå afdeling til klagerens søn. Kassekreditten skulle anvendes til driften af debitors vognmandsfirma.
I december 1980 blev trækningsretten forhøjet med henholdsvis 30.000 kr. og 20.000 kr. I juni 1981, hvor debitor havde nedbragt kreditten, blev trækningsretten forhøjet til 75.000 kr., hvilket blev tiltrådt af klageren som kautionist.
I december 1982 tiltrådte klageren endvidere en selvskylderkautionserklæring, ifølge hvilken hun indestod for ethvert beløb, debitor måtte blive indklagede skyldig, dog højst 75.000 kr.
I begyndelsen af 1983 kautionerede klageren endvidere for et lån på 50.000 kr. til debitor, som afdelingen ydede denne.
I oktober 1984 overtog Andelsbanken den del af debitors engagement, der ikke var sikret ved kaution. Den kautionssikrede del af engagementet udgjorde på dette tidspunkt 115.944 kr. I skrivelse af 5. februar 1985 meddelte indklagede debitor, at kautionserklæringen ville blive gjort gældende, med mindre der blev tinglyst et ejerpantebrev på 115.000 kr. i kautionistens ejendom.
I skrivelse af 26. februar 1985 meddelte debitor ved sin revisor, at hans søskende ville imødegå tinglysning af ejerpantebrev i kautionistens ejendom. Debitor tilbød forhøjelse af den månedlige ydelse og indfrielse af restgælden på det tidspunkt, hvor en eventuel arvelod udloddedes, hvilket indklagede accepterede.
I november 1987 standsede debitor sine betalinger. I skrivelse af 18. november 1987 til klageren opsagde indklagede de kautionssikrede lån og gjorde dermed kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren.
Efter brevveksling med indklagede har klageren ved en anden af sine sønner indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udstede saldokvittering imod betaling af et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede udleverede kautionsdokumenterne til debitor, således at han kunne foranledige hendes tiltrædelser. Indklagede har således aldrig været i kontakt med hende og har således aldrig informeret hende om, hvad kautionen indebar, og aldrig været i kontakt med hendes pengeinstitut. Endvidere har indklagedes personale underskrevet som vitterlighedsvidner på kautionserklæringen til trods for, at underskriften ikke fandt sted i indklagedes afdeling. Hun har endvidere ikke modtaget kopi af kautionsdokumentet.
Endvidere burde hun, som nu er 83 år gammel, ikke accepteres som kautionist.
Hun har nu i sit pengeinstitut deponeret et beløb, der svarer til kautionsforpligtelsen.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at kautionserklæringen for kassekreditten i 1979 har været fremsendt til et pengeinstitut i klagerens hjemby, hvor indklagede formoder, at hun blev informeret om konsekvenserne af kautionstiltrædelsen. Underskrivelsen af de senere kautionserklæringer er blevet formidlet igennem debitor, hvilket er normal forretningsgang, når man som her stoler helt på debitor.
I 1987, hvor kautionserklæringen gjordes gældende, var restgælden 68.353 kr. med tillæg af renter, hvilket ca. udgør debitors arvelod.
Der er i sig selv intet påfaldende i, at klageren blev accepteret som kautionist.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at klageren underskrev den første kautionserklæring i et pengeinstitut i sin hjemby, hvor hun ikke var kunde, men at underskriften af de senere erklæringer er formidlet gennem debitor. Ankenævnet lægger tillige til grund, at klageren ikke har fået genpart af kautionserklæringerne.
Det må anses for væsentligt, at et pengeinstitut sikrer sig, at en kautionist er nøje klar over de forpligtelser, han påtager sig. Dette er ikke sket i denne sag, i hvert fald for såvidt angår de senere erklæringer.
3 medlemmer - Frank Poulsen, Hans Rex Christensen og Erik Sevaldsen - finder, uanset de fejl, der er begået af indklagede, at klageren er bundet af de afgivne kautionserklæringer, og de stemmer derfor for at frifinde indklagede.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen - finder, at de begåede fejl må bevirke en sådan tvivl om, hvorvidt rækkevidden af kautionserklæringerne har stået klageren klart, at indklagede ikke, således som sagen foreligger oplyst, har kunnet gøre dem gældende imod hende.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.