Afgørelse

Investering i præmieobligationer.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede er erstatningsansvarlig for et kurstab på klagerens præmieobligationer, som i november 1996 blev købt gennem indklagede.

Sagens omstændigheder.

Den 18. november 1996 afregnede indklagede klagerens køb af 174 stk. præmieobligationer til kurs 284, svarende til en kursværdi på 49.416 kr.

Den 12. januar 1998 meddelte Hypotekbanken Københavns Fondsbørs, at ingen af de af staten udstedte præmieobligationslån ville blive forlænget ved de enkelte seriers udløbstidspunkter. Meddelelsen medførte et betydeligt kursfald for obligationsserierne.

Den 15. juli 2002 blev klagerens obligationer indløst til kurs 100.

Parternes påstande.

Den 5. september 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte tabet på ca. 32.500 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun henvendte sig til indklagede med henblik på at få en så sikker investering som muligt, idet hun på grund af sygdom er henvist til at leve af mellemste førtidspension, hvilket hun gjorde indklagede opmærksom på. Hun spurgte bl.a., om det ikke var bedst at købe forskellige serier, hvilket indklagede oplyste var dyrere. Hun blev ikke informeret om, at obligationerne allerede udløb i 2002, og at ikke alle præmieobligationer havde samme løbetid. I givet fald ville hun have valgt en serie med en længere løbetid. Hun blev heller ikke informeret om, at den del af kursen, der lå over 100, var udtryk for betaling for udtrækningschancen og således svarede til en lotteriseddel.

Navnlig under hensyn til hendes økonomiske situation burde indklagede have frarådet købet af præmieobligationerne. Den af indklagede oplyste tradition for og forventning om, at præmieobligationerne blev forlænget, er ikke lig med 100% sikkerhed.

I forbindelse med en forespørgsel i 2001 fik hun oplyst, at obligationerne skulle indløses inden den 1. juli 2002, idet hun ellers ville miste alle 50.000 kr. Efterfølgende har hun konstateret, at dette ikke var korrekt.

Indklagede har anført, at ingen i afdelingen nu kan huske den konkrete handel, som blev gennemført for ca. seks år siden. Det må antages, at klageren i overensstemmelse med sædvanlig praksis ikke blev anbefalet at købe præmieobligationer, og at købet således skete på klagerens eget initiativ.

Indklagedes holdning har været, at det var op til kunderne selv at vurdere, hvorvidt de ønskede at købe præmieobligationer, idet indklagede har forklaret kunderne, at kursen til og med 100 udgør det beløb, staten skylder ejeren af præmieobligationen, mens kursen derudover primært er betaling for udtrækningschancen. Løbetiden på de forskellige serier blev normalt omtalt og fremgik desuden af præmieobligationerne. Det er korrekt, at man ikke anbefalede at købe flere forskellige serier, idet der ikke ansås at være nogen fordel heri.

I 1996 var der tradition for og forventning i markedet til, at præmieobligationernes løbetid blev forlænget, inden de udløb. Dette blev imidlertid ændret i januar 1998, hvor Hypotekbanken offentliggjorde, at staten fremover ikke længere ville forlænge disse obligationer. Indklagede kunne ikke forudse dette.

Det bestrides, at det blev meddelt klageren, at præmieobligationerne ville miste deres værdi den 1. juli 2002. Det blev derimod oplyst, at den del af kursen, der på forespørgselstidspunktet lå over 100, ville forsvinde efter sidste udtrækning, og dermed være væk ved indløsningen pr. den 15. juli 2002.

Klageren må selv bære det kurstab, der opstod som følge af, at præmieobligationerne ikke blev forlænget.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med klagerens køb af præmieobligationer i november 1996 ydede mangelfuld rådgivning, der kan medføre erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klageren selv bærer risikoen for, at Hypotekbanken efterfølgende i januar 1998 meddelte, at ingen af de af staten udstedte præmieobligationslån ville blive forlænget ved de enkelte seriers udløbstidspunkter, hvilket medførte et betydeligt kursfald for obligationsserierne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.