Krav om frigivelse af ejerpantebrev pantsat til sikkerhed for ægtefælles engagement. Spørgsmål om forældelse af tred-jemandspant.
| Sagsnummer: | 381/2021 |
| Dato: | 19-04-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Karin Sønderbæk, George Wenning, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - frigivelse
|
| Ledetekst: | Krav om frigivelse af ejerpantebrev pantsat til sikkerhed for ægtefælles engagement. Spørgsmål om forældelse af tred-jemandspant. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om frigivelse af ejerpantebrev pantsat til sikkerhed for ægtefælles engagement. Spørgsmål om forældelse af tredjemandspant.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H, der var ægtefæller, var kunder i Danske Bank.
Den 24. august 2001 pantsatte H et ejerpantebrev på 400.000 kr. med pant i en af hende ejet ejendom blandt andet til sikkerhed for M’s gæld på erhvervskonto -858. Erhvervskontoen var oprettet som en driftskonto med en tilknyttet kreditfacilitet for en af M ejet enkeltmandsvirksomhed.
Den 31. marts 2005 ophørte enkeltmandsvirksomheden, og da erhvervskontoen på dette tidspunkt havde en negativ saldo, blev inddrivelsen af dette udestående overdraget til bankens inkassoafdeling. Banken har oplyst, at den i den forbindelse kaldte tredjemandspantsætteren, H’s forpligtelse, da M ikke havde mulighed for at indfri udeståendet på kontoen.
Sagen blev herefter overgivet til retslig inkasso mod M med henblik på inddrivelse af kravet og afbrydelse af forældelse.
Den 1. september 2006 blev der afsagt udeblivelsesdom over M, hvorefter M blev dømt til at betale 878.892,99 kr. med en årlig rente på 9,75 % fra den 2. oktober 2002 samt sagens omkostninger på 29.135 kr. Efterfølgende blev gælden den 18. oktober 2006 opgjort begrænset i fogedretten til 102.165 kr., hvor 2.165 udgjorde fogedgebyr og mødesalær.
I perioden fra den 12. februar 2007 til den 13. februar 2015 blev der løbende afbetalt på gælden på konto -858 (nu konto -989) fra en fælleskonto tilhørende M og H med en fast ydelse på 3.000 kr. om måneden. Efter en henvendelse fra M blev den månedlige ydelse nedsat til 1.500 kr., og dette beløb blev betalt af klagerne hver måned fra den 12. juni 2015 til den 2. november 2016.
Den 31. maj 2021 sendte banken i henhold til aftale en foreløbig opgørelse af gælden på konto -989 til M. Banken opgjorde gælden til en hovedstol på 821.200,17 kr., beregnede, men endnu ikke tilskrevne renter fra den 1. juni 2018 til den 31.maj 2021 på 99.559,32 kr. og omkostninger på 29.135 kr., i alt 949.894,49 kr.
I forbindelse med at H solgte den pantsatte ejendom til overtagelse den 1. juni 2021, kontaktede klagernes advokat banken for at høre, om ejerpantebrevet på 400.000 kr. lå til sikkerhed for en gæld eller alene afventede aflysning.
Banken oplyste, at ejerpantebrevet lå til sikkerhed for en restgæld, som oversteg ejerpantebrevets hovedstol, og bankens ønskede derfor ikke at slette underpantet i ejerpantebrevet, før restgælden blev indfriet.
Det blev efterfølgende aftalt, at banken aflyste underpantsætningen af ejerpantebrevet efter en advokatindeståelse fra klagernes advokat for betaling af gæld i henhold til ejerpantebrevet, såfremt pantsætningen var juridisk gyldig og ikke forældet.
I en mail af 19. juli 2021 til klagernes advokat anførte banken:
”Tak for din indeståelse. Vi har sat afgiftparkering af ejerpantebrevet I gang.
I forhold til forældelse, kan vi oplyse følgende:
Siden sagens overdragelse til inkasso, er der løbende blevet afviklet på gælden fra en fælleskonto tilhørende [H og M]. Der blev kontinuerligt betalt kr. 3.000 månedligt i perioden primo 2007 til primo 2015. [M] henvendte sig herefter til banken med ønsket om, at den månedlige ydelse blev nedsat til kr. 1.500. I perioden midt 2015 til ultimo 2016 blev der kontinuerligt betalt kr. 1.500 i måneden. Den sidste ydelse blev betalt d. 02.11.2016.
Som følge af den kontinuerlige afvikling på gælden frem til d. 02.11.2016, har skyldneren, [M], over for fordringshaveren, Danske Bank, ved sin handlemåde erkendt sin forpligtelse til banken, jf. forældelseslovens § 15.
Restgælden er derfor ikke forældet, mens renter der er mere end 3 år gamle beregnet fra d. 02.11.2016 er forældet, jf. forældelseslovens § 19.
Vi imødeser derfor betaling af 380.691,45 kr. til konto [-989] med reference til [H]’s cpr.nr.”
I en mail af 5. august 2021 til banken anførte klagernes advokat:
”…
Vedr. mine tidligere henvendelser i sagen.
Som jeg ser det, løber der en 3 årig forældelse på et bankkrav, der er opsagt - dette gælder i forhold til krav overfor [M].
Der løber en 10-årig forældelse på et pant, der er stillet til rådighed for [M]’s gæld af sin hustru [H] og det tilbudte og tinglyste pant i ejendommen, hvorfor pantebrevet udløb i september 2011.
Jeg skal derfor endnu engang bede jer dokumentere, at Danske Bank har et juridisk gyldigt krav på betaling i henhold til det pant, der var tinglyst i ejendommen.”
Banken fastholdt, at pantsætningen kunne gøres gældende.
Den 6. september 2021 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet.
Banken har under sagens behandling i Ankenævnet oplyst, at den pr. den 8. oktober 2021 har genberegnet rentetilskrivningen således, at alle indbetalinger er fragået hovedstolen og tilkendte omkostninger, og ikke løbende renter. Restgælden kan herefter opgøres til følgende:
|
Gæld ifølge dom |
878.892,99 kr. |
|
Tilkendte omkostninger i dom |
29.135,00 kr. |
|
Tilkendte fogedomkostninger |
2.165,00 kr. |
|
Samlede indbetalinger 2007-2016 |
÷297.000,00 kr. |
|
Hovedstol |
613.192,99 kr. |
Hertil kommer løbende renter, som banken for nærværende har sat til 0,00 % fra den 1. oktober 2020 grundet bankens gennemgang af alle sine inkassosager.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at tredjemandspantsætningen fra H er forældet og, at pantsætningen skal frigives. Endvidere skal banken anerkende, at rentetilskrivningen på M’s gæld er forkert og skal korrigeres.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at da ejerpantebrevet blev givet som sikkerhed i H’s (særeje) ejendom i 2001, er pantsætningen udløbet efter ti år, det vil sige den 24. august 2011.
Derudover fremgår det af en fremsendt posteringsoversigt, at banken har fratrukket forældede renter, men forinden har beregnet nye renter. Det betyder reelt, at banken løbende beregner renter af de forældede renter. Det må være forkert, at gælden på den måde accelereres uretmæssigt.
At pengeinstitutter må beregne renter af renter, bør i det hele taget ophøre, når en konto er opsagt og overgår til en almindelig fordring, der forældes efter tre år, da de aftalte kontovilkår ophører med opsigelsen af kontoen, når den overgår til inddrivelse.
Derfor bør bankens rentetilskrivning foregå ved, at der først fratrækkes de forældede renter og derefter tilskrives nye renter på gælden.
Hvorvidt renterne tilskrives månedligt, kvartalsvis eller årligt, kan ikke føre til et andet resultat, idet forældelsen følger tilskrivningen, og dermed beregnes der reelt renter af forældede ikke retsgyldige renter.
Danske Bank har anført, at H indgik en gyldig aftale om underpantsætningen den 24. august 2001.
Banken kaldte i 2005 tredjemandspantsætteren, H’s forpligtelse, da M ikke havde mulighed for at indfri udeståendet på kontoen.
Der gælder som udgangspunkt en ti års forældelsesfrist på en kassekredit, jf. forældelseslovens § 6, stk. 2.
Banken opnåede et gyldigt fundament i form af en udeblivelsesdom afsagt den 1. september 2006, hvorefter M blev dømt til at betale 878.892,99 kr. med en årlig rente på 9,75 % fra den 2. oktober 2002 samt til at betale sagens omkostninger med 29.135,00 kr. Der løber herefter en ny 10-årig forældelsesfrist fra den 1. september 2006, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.
Klagerne har herefter løbende har betalt af på gælden, hvorfor de ved deres handlemåde har erkendt deres forpligtelse over for banken, jf. forældelseslovens § 15.
Når forældelsen afbrydes, indebærer dette, at der løber en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte jf. forældelseslovens § 19, stk. 1, og der gælder derfor en forældelsesfrist på ti år fra den seneste indbetaling fra M, som skete den 2. november 2016. Hovedstolen på konto -989, som pt. udgør 613.192,99 kr., forældes tidligst den 2. november 2026, jf. forældelseslovens § 19, stk. 2. Hovedfordringen mod M er derfor ikke er forældet, hvorfor pantsætningen forsat kan gøres gældende.
Banken er berettiget til at tage en fast løbende rente på 9,75 % om året af hovedstolen på 878.892,99 kr. i henhold til dommen af 1. september 2006.
Renten har været nedsat til diskontoen plus 5 % i afdragsperioden.
Banken har efter modtagelsen af klagen valgt at genberegne rentetilskrivningen, således at alle indbetalinger er fragået hovedstolen og tilkendte omkostninger, og ikke løbende renter. Hovedstolen udgør herefter 613.192,99 kr., hvortil kommer løbende renter. Restgælden overstiger forsat ejerpantebrevets hovedstol.
Banken er derfor berettiget til at kræve restgælden indfriet, før banken kan frigive sikkerheden i form af underpant i ejerpantebrevet, som efterfølgende er afløst af en advokatindeståelse fra klagernes advokat.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne M og H, var kunder i Danske Bank.
Den 24. august 2001 pantsatte H et ejerpantebrev på 400.000 kr. med pant i en af hende ejet ejendom til sikkerhed for M’s gæld på erhvervskonto -858. Erhvervskontoen var oprettet som en driftskonto med en tilknyttet kreditfacilitet for en af M ejet enkeltmandsvirksomhed.
Forældelsesfristen er ti år for fordringer i henhold til pengelån, herunder en kassekredit, jf. forældelseslovens § 6, stk. 1 og stk. 2.
Den 31. marts 2005 ophørte M’s enkeltmandsvirksomhed. Den 1. september 2006 blev der afsagt udeblivelsesdom over M, hvorefter M blev dømt til at betale 878.892,99 kr. med en årlig rente på 9,75 % fra den 2. oktober 2002 samt sagens omkostninger på 29.135 kr. Fra den 1. september 2006 løb der herefter en ny 10-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.
Ankenævnet lægger til grund, at M (og H, idet betalingen skete fra en fælleskonto) på baggrund af aftaler med banken om afviklingsvilkår og opgørelser af gælden løbende og uden indsigelser foretog indbetalinger til afvikling af M’s gæld i henhold til dommen i perioden fra den 12. februar 2007 til den 2. november 2016, hvorved M ved sin handlemåde erkendte sin forpligtelse over for banken, og der skete afbrydelse af forældelsen, jf. forældelseslovens § 15.
Når forældelsen afbrydes, løber der en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1, og der gælder derfor en ny forældelsesfrist på ti år fra den seneste indbetaling fra M, som skete den 2. november 2016. Hovedstolen på konto -989, som pt. udgør 613.192,99 kr., var derfor ikke forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet den 7. september 2021.
Bankens fordring mod M består fortsat, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at tredjemandspantsætningen skulle være bortfaldet. Det bemærkes, at bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 11, jf. stk. 9, om tidsbegrænsning af tredjemandspant uden for erhvervsforhold, der er indgået til sikkerhed for en kredit med variabelt beløb, alene finder anvendelse på aftaler om tredjemandspant indgået efter den 1. juli 2015.
Klagerne får herefter ikke medhold i, at tredjemandspantet skal frigives uden indfrielse af pantet.
Banken har under sagens behandling i Ankenævnet imødekommet klagepunktet om at korrigere renteberegningen på M’s gæld, idet den har genberegnet rentetilskrivningen således, at alle indbetalinger er fragået hovedstolen og tilkendte omkostninger, og ikke løbende renter.
Ankenævnet har herefter ikke grundlag for at pålægge banken at nedsætte M’s gæld i videre omfang end sket.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i, at tredjemandspantet skal frigives uden indfrielse af pantet.
Klagerne får klagegebyret tilbage.