Spørgsmål om ansvar som følge af manglende betaling af forsikringspræmie.
| Sagsnummer: | 184/2001 |
| Dato: | 11-12-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Reinholdt. |
| Klageemne: |
Forsikring - øvrige spørgsmål
Betalingsservice - undladt betaling |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar som følge af manglende betaling af forsikringspræmie. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren, der gennem indklagede tegnede en ulykkesforsikring, kan gøre ansvar gældende over for indklagede i anledning af manglende tilmelding til BetalingsService af præmiebetaling.
Sagens omstændigheder.
Den 16. juni 1998 underskrev klageren hos indklagede forsikringsbegæring vedrørende tegning af en ulykkesforsikring i et forsikringsselskab koncernforbundet med indklagede. Forsikringen blev tegnet for klageren og dennes tre mindreårige børn. Af forsikringsbegæringen fremgår, at klageren samtidig oprettede betalingsaftale og gav forsikringsselskabet tilladelse til at hæve præmie mv. fra klagerens konto hos indklagede. På forsikringsbegæringen var anført policenummer -811.
Ved skrivelse af 26. juni 1998 fremsendte forsikringsselskabet police til klageren. Policenummeret var anført med nummer -005. I skrivelsen var anført, at:
"Forsikringen betales over BetalingsService eller på girokort - alt efter hvad De har valgt."
Ved skrivelse af 21. juli 1998 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse til indklagede med dokumentation for CPR-numre for så vidt angik klagerens børn "så vi kan registrere forsikringen korrekt".
I januar/februar 2001 kom klageren ud for en trafikulykke og indgav via indklagede skadesanmeldelse til forsikringsselskabet.
Ved skrivelse af 19. marts 2001 meddelte forsikringsselskabet et rådgivningsfirma, hvortil klageren havde rettet henvendelse:
"Den 6. august 1998 sender vi kunden en police på en ulykkesforsikring med policenummer [-005] sammen med et girokort.
Da præmien ikke betales, sender vi en rykker til kunden den 20. september 1998 med besked om, at dækningen ophører 7. oktober 1998 hvis ikke præmien betales.
Da vi ikke modtager betaling, sender vi den 12. oktober 1998 endnu en rykker med besked om, at forsikringsdækningen nu er ophørt.
D. 9. november 1998 sletter vi forsikringen i henhold til forsikringsaftalelovens § 15.
Kunden fik en oversigt fra sin filial, hvor den forsikring han oprindelig havde begæret fremgår. Kunden havde i juni måned i 1998 indsendt begæring med ønske om køb af ulykkesforsikring under policenummer [-811]. Kunden gav tilladelse til, at vi kunne hæve pengene på hans konto i [indklagede] til betaling af policen.
Cpr-numrene for de medforsikrede børn var ikke anført korrekt på denne begæring og vi annullerede derfor begæringen og bad [indklagede] om at skaffe de korrekte cpr-numre.
Da vi modtager cpr-numrene sender vi en ny police til kunden, med et andet policenummer. Policen svarer ikke til den som kunden begærede jf. ovenfor og vi anvender derfor ikke de samme oplysninger. For den nye police er der ikke mellem kunden og os indgået en aftale om oprettelse af BetalingsService, og derfor sender vi et girokort til kunden sammen med den nye police.
Oversigten fra filialen viser ikke, hvorvidt forsikringerne er i kraft. Den viser alene at der oprindeligt har været begæret en forsikring under det pågældende policenummer.
Kunden har modtaget forsikringsoversigter henholdsvis den 6. oktober 1999, 6. oktober 2000 og 5. februar 2001. Det fremgår af alle disse forsikringsoversigter, at kunden ingen ulykkesforsikring har hos os."
I en saldooversigt af 6. februar 2001 fra indklagede til klageren fremgår policenummeret -811 med angivelse af ulykkesforsikring.
Parternes påstande.
Klageren har den 14. maj 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at være erstatningspligtig for klagerens tab i anledning af, at der ikke blev betalt præmie på den tegnede ulykkesforsikring.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han i forbindelse med tegningen af forsikringen indgik aftale med indklagede om, at præmiebetaling skulle tilknyttes BetalingsService.
Uanset dette betalte indklagede ikke, hvorfor indklagede bør betale erstatning.
Han har ikke modtaget rykkere vedrørende præmiebetalingen.
Indklagede har anført, at det må antages, at der i forbindelse med forsikringsselskabets korrektion af klagerens børns CPR-numre blev udstedt en ny police, som ikke blev tilmeldt BetalingsService.
Den manglende tilmelding til BetalingsService medførte, at der fra forsikringsselskabet gentagne gange blev fremsendt girokort og betalingsrykkere til klageren.
Klageren burde i forbindelse med rykkerne have kontaktet indklagede eller forsikringsselskabet med henblik på at afklare, om der var tale om en misforståelse eller om præmien ikke var betalt. Forløbet burde også have foranlediget klageren til at kontrollere, om der blev hævet beløb svarende til præmien fra hans konto, eller om præmiebetalingen fremgik af de månedlige betalingsoversigter fra BetalingsService. Hvis klageren havde foretaget disse enkle undersøgelser, ville betalingsmisligholdelsen kunne have været afværget.
Klageren var nærmest til at søge forholdene afklaret, da indklagede ikke havde noget kendskab til rykkerforløbet og der ikke påhviler indklagede nogen kontrolforpligtelse angående, om en betaling gennemføres.
Fra forsikringsselskabet er det oplyst, at rykkerproceduren er automatiseret, og at rykkere er fremsendt til den af klageren oplyste adresse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke oplyst om uregelmæssigheder i postomdelingen på tidspunkterne for udsendelsen af rykkerskrivelser mv. fra forsikringsselskabet vedrørende rykkere for betaling af præmie på den omhandlede ulykkesforsikring.
Ankenævnet lægger herefter til grund, at rykkerne er modtaget af klageren. Da klageren ikke reagerede herpå, finder Ankenævnet allerede som følge heraf ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.