Afgørelse

Spørgsmål om konsekvens af fejl i forbindelse med opgørelse af rentekrav.

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes opgørelse af renter på klagernes engagement i forbindelse med overførsel af dette til et andet pengeinstitut.

Sagens omstændigheder.

Pr. den 31. december 2001 bestod klagernes engagement med indklagede af en kassekredit med en negativ saldo på 832.521,84 kr. og et lån med en restgæld på 40.922,86 kr., i alt 873.444,70 kr. Til sikkerhed for engagementet havde indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 700.000 kr. med pant i klagernes ejendom.

Pr. den 1. januar 2002 stoppede indklagede den automatiske rentetilskrivning på engagementet.

Den 14. januar 2002 udstedte indklagede et nyt VisaDankort til klagerne. Gebyret herfor på 150 kr. blev debiteret kassekreditten, hvorefter gælden på engagementet udgjorde 873.594,70 kr.

Den 28. februar 2002 fremsendte indklagede til klagerne følgende proformaopgørelser af henholdsvis kassekreditten og lånet:

Kassekreditten:

Lånet:

I foråret 2002 blev klagernes ejendom solgt. Handlen, der omfattede to matrikler, forventedes at indbringe et provenu på i alt ca. 913.000 kr.

Ved telefaxskrivelse af 19. april 2002 til klagernes advokat accepterede indklagede salgspriserne på betingelse af, at provenuet blev fordelt i prioritetsrækkefølge. Af skrivelsen fremgår i øvrigt blandt andet:

"Til brug for fordelingen af provenuet kan vort samlede krav mod [klagerne] opgøres som følger:

Under et møde med indklagede den 8. juli 2002 gjorde klagerne indsigelse imod størrelsen af rentesatsen på 16,5% p.a.

Ved skrivelse af 11. og 31. juli 2002 til henholdsvis klagerne og deres advokat meddelte indklagede, at rentekravet på 35.671,78 kr. i opgørelsen af 19. april 2002 ikke var korrekt beregnet, og at rentekravet korrekt var på i alt 61.211,67 kr., som blev opgjort således:

Beløbene på 853.872,87 kr. og 39.044,70 kr. i proformaopgørelserne af 28. februar 2002 svarede til gælden inklusiv renter pr. denne dato.

Den 20. august 2002 underskrev klagerne hos pengeinstituttet P en anmodning om overførsel af deres engagement til P. Af anmodningen, der via P blev fremsendt til indklagede, fremgår blandt andet:

"Den maksimale gæld, uden modregning af indlånsmidler, som kan overføres udgør kr. 300.000."

Den 30. september 2002 modtog indklagede provenuet af ejendomshandlerne, som på grund af kursstigning på obligationerne vedrørende et lån, der skulle indfries, var blevet ca. 100.000 kr. mindre end forventet og således udgjorde 815.862,29 kr.

Engagementet blev overført den 4. oktober 2002, idet indklagede hos P trak 134.643,04 kr. svarende til det af indklagede nu opgjorte resttilgodehavende.

Tilgodehavendet pr. den 1. august 2002 på 934.306,37 kr. blev således tillagt renter på 16.198,96 kr. for perioden 1. august - 4. oktober 2002, i alt 950.505,33 kr., og fratrukket salgsprovenuet på 815.862,29 kr., hvorved resttilgodehavendet på 134.643,04 kr. fremkom.

Klagerne protesterede over opgørelsen og gjorde gældende, at indklagede højst kunne forlange gælden indfriet med 909.266,48 kr., jf. opgørelsen af 19. april 2002, og at indklagede som følge heraf skulle godtgøre dem 41.238,85 kr., hvilket indklagede afviste.

Parternes påstande.

Den 11. november 2002 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 41.238,85 kr. med tillæg af renter og omkostninger.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de på grundlag af indklagedes opgørelse af 19. april 2002 berettiget kunne forvente, at gælden kunne indfries med et beløb, der i hvert fald ikke oversteg 909.266,48 kr.

Opgørelsen blev anvendt, da de i begyndelsen af juli 2002 rettede henvendelse til P med henblik på etablering af et engagement til bl.a. finansiering af et ejendomskøb.

Den 8. juli 2002 rettede de henvendelse til indklagede, hvor de talte med en nyligt tiltrådt direktør. De ønskede en nedsættelse af rentesatsen på 16,5% p.a., som efter deres opfattelse var for høj, samt kontoudskrifter vedrørende engagementet. Direktøren medgav, at rentesatsen forekom høj og ville undersøge dette nærmere. Årsagen til, at de ikke havde modtaget kontoudtog, var, at engagementet var rentenulstillet, idet det pr. 1. januar 2002 var blevet vurderet som nødlidende. De var uforstående over for dette, idet engagementet ikke var opsagt, og idet der i januar var blevet udstedt et nyt VisaDankort.

Den 10. juli 2002 modtog de et tilbud fra P, som de straks accepterede. Såvel tilbudet, som deres accept blev afgivet i tillid til, at indklagedes krav ikke kunne overstige 909.266,48 kr. Efterfølgende modtog de med forundring indklagedes krav om forhøjet rente frem for som forventet et mindre rentekrav. De protesterede straks og gjorde opmærksom på, at de med deres initiativ havde haft og stadig havde forventning om en nedsættelse. Efterfølgende forhøjede indklagede rentekravet yderligere, hvilket de først blev bekendt med, da overførslen havde fundet sted.

Indklagede har tilsidesat redelig bankskik ved at have undladt at fremsende kontoudtog og ved uden deres viden at have vurderet engagementet som nødlidende.

Opgørelsen af gælden til 909.266,48 kr. blev meddelt uden forbehold, og indklagede er selv ansvarlig for eventuelle fejl og forglemmelser. De var ikke klar over, at gælden blev opgjort til et for lille beløb.

Indklagede har anført, at det beklages, at tilgodehavende ikke blev opgjort på korrekt måde i skrivelsen af 19. april 2002. Tilgodehavendet pr. 1. august 2002 var rettelig 934.306,37 kr., hvilket der blev redegjort for i skrivelserne af henholdsvis 11. og 31. juli 2002.

Fejlen har ikke en karakter, som kan begrunde et krav om en godtgørelse eller en erstatning til klagerne. Fejlen ligger inden for, hvad der er hændeligt, og klagerne har ikke lidt noget tab. Det kan ikke pålægges indklagede at godtgøre klagernes skuffede forventninger med hensyn til størrelsen af deres gæld.

Klagerne var bekendt med, at opgørelsen af 19. april 2002 ikke var korrekt, da de indgik aftale med P om overførsel af deres engagement. I overførselsanmodningen var det anført, at der kunne overføres gæld for maksimalt 300.000 kr. Der var derfor ikke anledning til at tro, at trækket på knap 135.000 kr. ikke var i overensstemmelse med P's forudsætninger for klagernes engagement.

Det måtte stå klagerne klart, at gælden ville blive forrentet frem til det tidspunkt, hvor gælden faktisk blev indfriet.

Indklagede er uden ansvar for, at provenuet af klagernes ejendomssalg ikke som forventet blev indbetalt på engagementet den 1. august 2002.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerne måtte påregne, at indklagede ville kræve gælden forrentet, indtil den forventede indfrielse med provenuet af klagernes ejendomssalg fandt sted.

Opgørelsen af gælden i skrivelsen af 19. april 2002 kan ikke tages som udtryk for, at indklagede var indstillet på at begrænse sit krav til 909.266,48 kr., og det kan heller ikke på andet grundlag fastslås, at indklagede over for klagerne nedsatte sit krav om forrentning af gælden.

Det forhold, at klagerne som følge af den fejlagtige opgørelse blev skuffede i deres forventninger til, hvilket beløb gælden kunne indfries til pr. den 1. august 2002 kan ikke i sig selv begrunde et krav på økonomisk kompensation, jf. herved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 200.

Det bemærkes, at opgørelsen blev korrigeret før den forventede indfrielse den 1. august 2002, og at klagerne under alle omstændigheder måtte påregne at skulle betale yderligere renter, såfremt gælden ikke som forudsat blev indfriet den 1. august 2002.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.