Indsigelse om mangelfuld rådgivning om boligfinansiering i 2006. Spørgsmål om forældelse.
| Sagsnummer: | 268/2020 |
| Dato: | 20-01-2021 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Inge Kramer, Mikkel Prehn, Ida Marie Moesby, Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning om boligfinansiering i 2006. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning om boligfinansiering i 2006. Spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M, H og deres søn, S, var kunder i Nordea Danmark.
Klagerne købte en ejendom, E2, med overtagelse den 1. oktober 2006, forinden de havde solgt deres ejendom, E1. Klagerne optog i den forbindelse et 5 % obligationslån i Nordea Kredit på 2.763.000 kr.
Banken har oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af materiale, som viser den rådgivning, som klagerne modtog i forbindelse med finansieringen af købet af E2.
I forbindelse med klagernes optagelse af realkreditlånet indestod Nordea Danmark over for Nordea Kredit som selvskyldnerkautionist for 659.000 kr. Ved underskrift af dokumentet ”Betalingsgaranti – Lån i danske kroner” den 13. juli 2006 erklærede klagerne sig indforstået med, at bankens eventuelle tab i forbindelse med selvskyldnerkautionen ville medføre et regreskrav fra banken mod klagerne.
E2 blev solgt i fri handel pr. den 1. maj 2009.
Banken har oplyst, at klagernes øvrige engagement i Nordea Danmark blev misligholdt og overdraget til inkasso i april 2009.
Banken har fremlagt et brev af 18. august 2009 fra Nordea Kredit til banken, hvoraf fremgår, at Nordea Kredit havde lidt et tab på 1.071.888,70 kr. i forbindelse med salget af E2, og at Nordea Kredit bad banken om at indbetale 659.000 kr. i henhold til den afgivne selvskyldnerkaution. Banken betalte herefter beløbet til Nordea Kredit.
Klagerne har oplyst, at de i efteråret 2018 indgav en klage til banken, som de ikke fik svar på.
I slutningen af juli 2019 genfremsendte de klagen til banken. Af klagen fremgik blandt andet:
”…
… Efter jeg fik tilkendt pension, fik vi af banken Nordea, filial […], lov til at købe huset [E1]. Samtidig med min førtidspension, fik jeg tilkendt en arbejdsskadeerstatning, og fik udbetalt ca. 1,1 million kr. Derefter var der ingen grænser for den velvilje vi blev mødt med hos vores bankrådgiver [navn]. Vi fik ok til at købe byhuset [E1], vi boede der ca. 1 års tid, men vi trivedes slet ikke i byen, efter hele livet at have boet på landet. Så med banken og rådgiver [navn]’s ok, købte vi huset [E2]. vi var til samtale i banken flere gange, hvor vi spurgte om det var ok at købe huset [E2], når vi endnu ikke havde fået solgt byhuset [E1] ? Dette sagde vores rådgiver [navn] var helt ok, da byhuset [E1] ville blive solgt hurtigt. Byhuset [E1] blev sat til salg for 3,7 million kr. og huset [E2] blev vurderet til 3,7 million kr. Rådgiver [navn] sagde på et møde at vi nu kunne lave en kassekredit på 1 million kr. så kunne vi indløse et pantebrev i byhuset [E1] på 500.000 kr., og som han sagde ”så var det ude af verden”. Dette blev gjort, da vi jo regnede vores bankrådgiver [navn] for den professionelle, og kompetente i pengesager, kort sagt, vi stolede på vores rådgiver. Så kom krisen buldrende, al hushandel gik i stå, og efter ca. 2 år kunne vi ikke længere svare udgifter til 2 huse, samt en kassekredit på 1 million kr. … Vi måtte desværre efter endnu en tid også sætte huset [E2] til salg. …. Der stod på det tidspunkt 100.000 kr. på vores boligkonto, denne konto havde Nordea spærret. … Vi fik solgt byhuset [E1] og huset [E2]. Byhuset [E1] for det samme som vi havde givet, og huset [E2] med tab plus kassekredit. …”
Klagerne har anført, at banken ikke svarede på klagen.
Banken har anført, at den i september 2019 holdt et møde med M. Banken oplyste, at den ikke havde mulighed for at forholde sig til den rådgivning, som klagerne havde modtaget 13 år tidligere, og afviste, at den havde ydet mangelfuld rådgivning i 2006.
Klagernes gæld til banken i relation til deres regresforpligtelse blev den 27. september 2019 opgjort i fogedretten til 1.012.762,78 kr., herunder beløbet i henhold til selvskyldnerkautionen på 659.000 kr., rente 18 % fra den 10. juli 2016 til den 26. juni 2019 på 348.432,78 kr. samt gebyr m.v. til fogedretten på 5.330 kr.
Banken har oplyst, at klagerne har haft yderligere gæld til banken og til Nordea Kredit. Denne gæld er imidlertid forældet, hvorfor klagernes eneste gæld til banken i dag er det anførte beløb opgjort til 1.012.762,78 kr. pr. den 27. september 2019.
Parternes påstande
Den 16. juli 2020 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal frafalde sit tilgodehavende hos dem helt eller delvist.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken bør stå til ansvar for dårlig rådgivning.
Da M kom ud for en arbejdsskade, var der ikke længere økonomi til at blive i deres daværende hus. Dette blev solgt med et lille overskud, og de flyttede ind i et byhus, E1, men trivedes ikke der og ville tilbage på landet. Banken gav OK til at købe E2, på trods af, at E1 ikke var solgt endnu. Selv om de var i tvivl om, hvorvidt de kunne stå med to huse, blev deres rådgiver ved med at give grønt lys.
Banken har ikke oplyst, hvor de 100.000 kr., som stod på deres boligkonto på daværende tidspunkt, forsvandt hen.
E1 blev stadig ikke solgt, og rådgiveren anbefalede dem at lave en kassekredit på en mio. kr. og indløse et pantebrev i E1, "for så var den sag ude af verden".
De blev ikke informeret om den risiko, som de tog, og da de blev anbefalet at hæfte solidarisk, blev deres søn, S, også ”hevet med i faldet”. S var på daværende tidspunkt kun 22 år og forstod ikke, hvad han gik med til på grund af sin unge alder. I sommeren 2017 fik S yderligere en diagnose, som han har døjet med hele sit liv. Det betyder, at S ikke forstår, hvad der foregik, og hvad der stadig foregår. Banken bør derfor frafalde kravet mod S.
Det er korrekt, at de ikke har nogen dokumenter til at bakke deres sag op. De har stolet på banken og har derfor ikke selv dokumenteret møderne med banken. De har ikke længere tillid til banken.
Det bestrides, at kravet er forældet.
På grund af forskellige omstændigheder i livet, har de ikke haft overskud til at tage kampen op. Det er først nu, at de er blevet bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet, og det er derfor, at de først klager over banken nu.
Nordea Danmark har anført, at banken ikke har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagernes køb af E2 i 2006.
Klagerne har ikke godtgjort eller dokumenteret, at dette skulle være tilfældet.
Da rådgivningen fandt sted for ca. 14 år siden, er banken ikke længere i besiddelse af materiale eller registreringer, som viser bankens rådgivning til klagerne i forbindelse med deres ønske om finansiering af købet af E2. Klagernes detaljerede udlægning af, hvad bankens rådgiver udtalte i forbindelse med klagernes køb af E2 må afvises som udokumenteret.
Det har formodningen imod sig, at banken skulle have opfordret klagerne til at købe E2, før de havde solgt E1.
Derimod kan det lægges til grund, at klagerne selv ønskede at købe E2, før de havde solgt E1.
Rådgivningen fandt sted i 2006, og et eventuelt erstatningskrav vil under alle omstændigheder være forældet på nuværende tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Klagerne kan således ikke gøre noget modkrav for rådgivningsansvar gældende.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne var kunder i Nordea Danmark.
Klagerne købte en ejendom, E2, med overtagelse den 1. oktober 2006, forinden de havde solgt deres ejendom, E1. Klagerne optog i den forbindelse et 5 % obligationslån i Nordea Kredit på 2.763.000 kr. Ved klagernes optagelse af realkreditlånet indestod banken Nordea Kredit som selvskyldnerkautionist for 659.000 kr. Klagerne underskrev samtidig et dokument, hvori de erklærede sig indforstået med, at bankens eventuelle tab i forbindelse med selvskyldnerkautionen ville medføre et regreskrav fra banken mod klagerne.
E2 blev solgt i fri handel pr. den 1. maj 2009 med et tab for Nordea Kredit, og banken indbetalte 659.000 kr. til Nordea Kredit.
Klagernes gæld til banken i relation til deres regresforpligtelse blev den 27. september 2019 opgjort i fogedretten til 1.012.762,78 kr.
Banken har oplyst, at klagerne har haft yderligere gæld til banken og til Nordea Kredit. Denne gæld er imidlertid forældet, hvorfor klagernes eneste gæld til banken i dag er det anførte beløb opgjort til 1.012.762,78 kr. pr. den 27. september 2019.
Klagerne har blandt andet anført, at banken har ydet dårlig rådgivning i forbindelse med finansieringen af deres huskøb i 2006.
Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet. Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, jf. § 2, at den absolutte (seneste) forældelsesfrist for rådgivningsansvar er ti år regnet fra rådgivningstidspunktet.
Rådgivningen fandt sted i 2006, og Ankenævnet finder, at klagernes eventuelle erstatningskrav vedrørende bankens rådgivning vedrørende finansieringen af E2 var forældet allerede i 2016, jf. den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, og den tiårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Kravet var derfor forældet den 16. juli 2020, da sagen blev indbragt for Ankenævnet,
Klagerne får derfor allerede som følge heraf ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.