Afgørelse

Kurssikring. Ekspeditionstid.

Klageren solgte pr. 1. april 1994 sin ejendom. Ifølge købsaftalen skulle der optages ejerskiftelån hos det indklagede realkreditinstitut, og klageren var forpligtet til, straks når lånetilbud forelå, at foretage kurssikring. Realkreditinstituttet afgav i februar 1994 tilbud på et kontantlån på 504.000 kr. Et af udbetalingsvilkårene i lånetilbudet var, at der forevistes brandpolice i købernes navne. Der blev først foretaget kurssikring den 25. marts 1994, idet klagerens pengeinstitut afventede fremkomsten af en brandpolice i købernes navne. Lånet blev den 20. april 1994 udbetalt i overensstemmelse med fastkursaftalen. Købernes advokat gjorde i juni 1994 et erstatningskrav på 23.000 kr. gældende over for klageren til dækning af kurstab, fordi klageren ikke havde foretaget kurssikring rettidigt. Efter henvendelse fra klageren afviste hans pengeinstitut at være erstatningsansvarlig og henviste i øvrigt til, at den sene kurssikring skyldtes, at køberne ikke på et tidligere tidspunkt havde leveret en brandpolice i deres navne. I årene herefter blev der korresponderet mellem parterne om placering af et erstatningsansvar, uden at dette førte til en afklaring. Klageren udtog i 1998 og 1999 stævninger mod køberne og pengeinstituttet. Retssagen blev udsat på behandling af en klage i Pengeinstitutankenævnet, der i november 2000 frifandt pengeinstituttet. Klageren korresponderede samtidig med realkreditinstituttet om de nærmere vilkår for fastkursaftaler, idet køberne under retssagen fastholdt, at realkreditinstituttet skulle have kurssikret med tilbagevirkende kraft til tilbudsdatoen og ikke kunne beregne sig et fradrag i den officielle kurs. Retssagen blev yderligere udsat på Realkreditankenævnets behandling.

Klageren nedlagde ved Realkreditankenævnet påstand om, at instituttet skulle tilbyde fastkursaftale med tilbagevirkende kraft til datoen for lånetilbudet, at instituttet ikke kunne beregne sig et fradrag i forhold til den officielle kurs, og at klagerens tab skulle opgøres til kurs pari uanset fastkursaftalekursen på tidspunktet for kurssikring. Instituttet påstod principalt sagen afvist, subsidiært frifindelse.

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at instituttet havde forpligtet sig til at indgå en fastkursaftale med klageren med tilbagevirkende kraft til datoen for lånetilbud eller til at indgå en fastkursaftale uden sædvanligt fradrag i kursen. Nævnet kunne således ikke give klageren medhold i klagen og fandt ingen anledning til at udtale sig om, hvilket indhold en sådan aftale i givet fald skulle have haft, eller hvorledes en eventuel tabsopgørelse skulle foretages. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet.