Afgørelse

Bidragsforhøjelse.

Af klagerens kontantlånspantebrev fremgik det, at renten var foreløbig ansat, at rente og ydelse fastsattes endeligt ved udbetaling, og at bidraget kunne ændres. Klageren var efter pantebrevet underkastet instituttets vedtægter m.v. Ifølge lånevilkårene ville en bidragsændring medføre en ændring af terminsydelsen. Bidragsændringer bekendtgjordes ifølge almindelige forretningsbestemmelser i Statstidende, i dagblade og ville fremgå af førstkommende terminsopkrævning. For kontantlån kunne instituttet genberegne renten ved bidragsændringer. Ultimo 1989 modtog klageren via PBS meddelelse om forhøjelse af bidraget pr. 1. januar 1990, hvilket klageren i august 1990 forgæves protesterede over. Derefter korresponderedes om hjemlen til at foretage ydelsesforhøjelse ved bidragsændringer. I juni 1991 tilkendegav klageren, at han fremover kun betalte den oprindelige ydelse uden bidragsforhøjelse og anviste fordelingen af fremtidige terminsbetalinger. For efterfølgende ydelser blev der pålagt gebyrer for erindringsmeddelser, morarenter, inkassoomkostninger, og der blev foretaget udlæg. Klageren afviste løbende, at der udestod restancer. Under sagens behandling frafaldt instituttet pr. kulance gebyrer m.v. og opretholdt alene krav på restancer, morarenter og inkassomkostninger frem til sagens indbringelse for Nævnet.

Klageren påstod principalt, at ydelsesforhøjelsen var uden hjemmel i aftalegrundlaget, og at bidragsændringen ikke var behørigt bekendtgjort, subsidiært, at sagen kunne afgøres ved betaling af bidragsbeløbene uden påligning af gebyrer, morarenter eller inkassoomkostninger, eller såfremt der beregnedes morarenter, at dette skulle ske efter dansk retspraksis for både renteperiode og rentestørrelse. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at bestemmelsen "fastsættes ... ydelse ... endeligt ved lånets udbetaling" under hensyn til sammenhængen med den øvrige pantebrevstekst og kravene i tinglysningslovens § 10, stk. 3 og 4, om dokumenters endelighed måtte forstås som en reservation om, at den foreløbige rente og ydelse ansat på grundlag af obligationskurserne ved pantebrevets udstedelse kunne ændre sig ved lånets udbetaling, hvorimod bestemmelsen ikke kunne antages at tilsikre låntageren en fastlåsning af pantebrevsydelserne i hele lånets løbetid. Bidragsforhøjelsen blev meddelt klageren ved PBS-opkrævningen ultimo 1989, men ikke bekendtgjort i Statstidende. Da klageren havde fået direkte meddelelse om bidragsforhøjelsen, ville den manglende bekendtgørelse i Statstidende ikke kunne føre til, at bidragsforhøjelsen var uden retsvirkning for ham. Instituttet havde frafaldet gebyrer m.v. for tiden efter sagens indbringelse for Nævnet, hvorfor der ikke var grundlag for at pålægge instituttet at frafalde krav om morarenter og omkostninger. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet.