Afgørelse

Hæftelsesforhold. Rådgiveransvar.

Klager 1 overdrog i juli 2002 halvdelen af sin ejendom til klager 2. Klager 2 optog i den forbindelse som enedebitor et ejerskiftelån på 657.000 kr. hos det indklagede realkreditinstitut, mens klager 1 indfriede det i ejendommen indestående lån til instituttet. Pantebrevet for ejerskiftelånet blev underskrevet af klager 2 som debitor og tiltrådt af klager 1 som endelig skødehaver. Instituttet fremsendte i juli 2003 et tilbud til klager 2 på omlægning af lånet til et 30-årigt kortrentelån på 665.000 kr. Pantebrevet for omlægningslånet blev udstedt med såvel klager 1 som klager 2 som debitorer efter krav fra instituttet. Efter gennemførelse af låneomlægningen henvendte klagerne sig til instituttet, idet de var utilfredse med rådgivningen i forbindelse med optagelsen af ejerskiftelånet. Såvel ejerskiftet som finansieringen var ifølge klagerne blevet til på grundlag af rådgivning fra instituttet. Det havde i forbindelse med låneomlægningen vist sig, at denne konstruktion var ulovlig, og at kravet om dem begge som debitorer på det nye lån ikke stod til at ændre. Klagerne ønskede derfor enten handlen tilbageført eller låneomlægning i et andet realkreditinstitut. Derudover ønskede klagerne skatteindberetninger for 2002, som var sket i begges navne, ændret. Instituttet afviste klagernes krav under henvisning til, at det var en fejl, at klager 2 havde været anført som enedebitor på ejerskiftelånet, og at der ikke kunne optages lån med kun én debitor, når der er to ejere.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle kompensere dem for dårlig sagsbehandling ved enten 1) at tilbageføre handlen og finansieringen, eller 2) ved låneomlægning i et andet realkreditinstitut. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet havde begået en klar professionel fejl ved i strid med den dagældende realkreditlov at yde ejerskiftelånet med klager 2 som enedebitor. Ifølge Nævnet må en låntager og dennes rådgivere som udgangspunkt kunne gå ud fra, at instituttet overholder lovgivningen, og der var ikke grundlag for at fastslå, at klagerne eller deres advokat vidste eller burde vide, at lånet var ydet i strid med realkreditloven. Nævnet fandt det heller ikke godtgjort, at instituttet havde oplyst klagerne om reglen i realkreditlovens § 47 a, og at klagerne med viden om denne regel havde valgt at omlægge lånet til et realkreditlån med begge klagere som debitorer. Nævnet fandt på den baggrund, at instituttet var forpligtet til at omlægge omlægningslånet til et reservefondslån med klager 2 som enedebitor samt til at berigtige renteindberetningerne til skattemyndighederne, således at alene klager 2 blev angivet som debitor på begge lån.