Indsigelse mod forlig der erstattede kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 187/2005 |
| Dato: | 26-01-2006 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Forlig - krav om tilsidesættelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod forlig der erstattede kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse vedrørende en kautionsforpligtelse, der senere blev erstattet af et frivilligt forlig.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 6. november 1992 ydede indklagede et lån på 173.100 kr. til klagerens svigerfar B. Klageren og B havde sammen drevet et motionscenter. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.000 kr., første gang den 30. november 1992. Klageren underskrev samme dag særskilt kautionserklæring, hvorefter han som selvskyldnerkautionist indestod for opfyldelsen af enhver forpligtelse, som B havde eller måtte få over for indklagede vedrørende lånet.
Af kontoudtog for lånet fremgår, at ydelsen pr. 30. november 1992 blev tilbageført fra lånet den 16. december 1992. Den 22. og 26. marts 1993 indbetaltes i alt 12.000 kr. på lånet; den 23. april 1993 blev der indbetalt 2.000 kr.
Indklagede overgav efterfølgende lånet til inkasso. Indklagede har fremlagt kopi af skrivelse af 3. juni 1993 fra indklagedes advokat til klageren, hvori oplyses at B havde undladt at opfylde sine forpligtelser vedrørende lånet, hvis saldo pr. 1. april 1993 var 171.811,73 kr. Klageren blev opfordret til at indfri kautionen. I skrivelsen er anført, at den er fremsendt såvel anbefalet som ved almindelig forsendelse. Skrivelsen er adresseret til klageren på adressen s-vej.
Klageren har oplyst, at han har boet på s-vej, som var hans forældres adresse, men at han ikke husker præcist hvornår. Han har ikke modtaget skrivelsen af 3. juni 1993.
Indklagede har oplyst, at kautionslånet blev forsøgt inddrevet hos B. Via inkasso gennem indklagedes advokat indgik der den 3. april 1995 13.485,97 kr. (netto) på lånet, hvis bogførte saldo herefter pr. samme dag var 158.325,76 kr. Den 8. august 1996 blev der hævet 1.662,50 kr. på lånet vedrørende advokatsalær. Af kontoudskrift fremgår, at lånet blev afskrevet den 12. august 1996 med en saldo på 159.988,26 kr.
Indklagede har fremlagt kopi af saldomeddelelser fremsendt til klageren med oplysning om lånets saldo på 159.988,26 kr. Meddelelserne er fremsendt ultimo årene 1996 til 2003.
Ved skrivelse af 2. november 2004 rettede indklagede henvendelse til klageren om kautionsforpligtelsen. Indklagede opgjorde tilgodehavendet til 159.988,26 kr. med tillæg af renter fra 1. januar 2000 139.627,40, eller i alt 299.615,66 kr.
Da klageren ikke reagerede på skrivelsen, blev sagen overgivet til indklagedes advokat.
Indklagede har oplyst, at klagerens samlever rettede henvendelse til advokaten. Henvendelsen førte til, at der blev etableret et frivilligt forlig.
Den 22. februar 2005 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte at skylde 231.797,50 kr. til indklagede med betaling den 15. marts 2005. Beløbet er sammensat af 159.988,26 kr. med tillæg af rente 60.011,74 kr., inkassoomkostninger 9.937,50 kr. og fogedgebyr 1.860 kr.
Af forliget fremgår, at "Forliget er til fuld og endelig afgørelse vedrørende selvskyldnerkautionserklæring af 6. november 1992."
Klageren betalte ikke beløbet i henhold til forliget, hvorefter indklagede ved sin advokat indgav sagen til fogedretten.
Under et fogedretsmøde den 5. juli 2005 protesterede klageren mod fremme af fogedforretningen bl.a. med henvisning til omstændighederne i forbindelse forligets etablering. Der blev tillige afgivet forklaring af indklagedes advokat vedrørende dennes drøftelser med klagerens samlever forud for underskrivelsen af forliget. Fogedforretningen blev udsat med henblik på afgivelse af forklaring fra klagerens samlever.
Under et fogedretsmøde den 11. august 2005 afgav bl.a. klagerens samlever forklaring. Der blev endvidere afgivet forklaring af den medarbejder hos indklagede, som havde behandlet samleverens låneansøgning. Fogeden udsatte fogedsagen på at afvente Ankenævnets afgørelse.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. juli 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagedes krav er bortfaldet, subsidiært at kravet nedsættes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke har modtaget skrivelsen af 3. juni 1993. Indklagede har bevisbyrden for, at skrivelsen er fremsendt anbefalet, og denne bevisbyrde er ikke løftet.
Indklagede har derfor tilsidesat sin underretningsforpligtelse. Indklagede bør godtgøre, at hans regreskrav ikke er blevet forringet som følge heraf, jf. den tidligere bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 41.
Han anser sig ikke for bundet af det frivillige forlig under hensyn til de omstændigheder, hvorunder han underskrev.
Baggrunden for forliget var, at hans samlever i november 2004 skulle overtage en forretning. Hun kontaktede indklagede med anmodning om finansiering. Indklagede forlangte, at han skulle underskrive et frivilligt forlig for, at hun kunne få lånet. Han afslog i første omgang, men indklagede insisterede på etableringen af forliget. Hans forudsætning for at underskrive forliget var, at det nye lån ville blive tilsvarende forhøjet, således at hans gæld ville blive afdraget over samleverens lån. Et par dage efter, at han havde underskrevet forliget, fik hans samlever afslag på låneanmodningen.
Indklagede har anført, at klageren som selvskyldnerkautionist hæfter for lånet i henhold til kautionsdokumentet af 6. november 1992.
Ved skrivelsen af 3. juni 1993 blev klageren orienteret om B's misligholdelse af lånet, og opfordret til at indbetale kautionsbeløbet. Af skrivelsen fremgår, at denne blev fremsendt såvel anbefalet som med almindelig post. Der er ikke holdepunkter for at antage, at skrivelsen ikke blev afsendt, og det kan på nuværende tidspunkt ikke pålægges indklagede at føre bevis for, at den anbefalede skrivelse blev afsendt.
Det er klageren og ikke indklagede, der skal dokumentere, at regreskravet mod B måtte være forringet som følge af fristens overskridelse. Dette bestrides imidlertid, idet overskridelsen af fristen efter den dagældende bank- og sparekasselov § 41 kun er på fire dage.
Ved underskrivelsen af det frivillige forlig påtog klageren sig at hæfte for beløbet på 231.797,50 kr. Forliget kom i stand efter anmodning fra klagerens samlever. Det bestrides, at forliget er underskrevet under omstændigheder og forudsætninger, der er bristet på en sådan måde, at klageren ikke længere er forpligtet heraf.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter det foreliggende, herunder de i fogedretten afgivne forklaringer, finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at der foreligger omstændigheder i forbindelse med klagerens underskrivelse af det frivillige forlig den 22. februar 2005, som kan føre til, at klageren ikke er bundet af forliget. Allerede af denne grund kan klagen ikke tages til følge, hverken helt eller delvist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.