Afgørelse

Rådgivning om oprettelse af ratepension.

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes rådgivning om placering af klagerens opsparing på en ratepension.

Sagens omstændigheder.

Den 29. september 2000 blev der afholdt et møde mellem indklagede, klageren og dennes ægtefælle, M.

Under et nyt møde den 9. oktober 2000 underskrev klageren, der er født i 1950, to aftaler med indklagede om oprettelse af henholdsvis en privat ratepension og en arbejdsgiveradministreret ratepension.

På privatordningen skulle der betales et engangsindskud på 300.000 kr., og på arbejdsgiverordningen skulle der årligt indbetales 30% af klagerens løn. Udbetaling skulle påbegyndes henholdsvis 1. januar 2015 og 1. januar 2016. Midlerne på begge ordninger skulle placeres i indklagedes "værdipapirpuljer med bankvalg for pensionsopsparing".

Klageren fik udleveret indklagedes vilkår ratepension og værdipapirpuljer samt det nyeste eksemplar af indklagedes NYHEDSBREV Pension, forsikring og puljeopsparing, der var udgivet i juli 2000, og som indeholdt oplysninger om puljernes procentvise afkast de seneste 3 år.

Af indklagedes vilkår for ratepension fremgår bl.a.:

"Ratepension er opsparing til pension…………

Af indklagedes vilkår for værdipapirpuljer fremgår bl.a.:

"Vilkår for [indklagedes] værdipapirpuljer

Puljeopsparing sker på en indlånskonto. Afkastet på indlånskontoen er baseret på afkastet fra de aktiver, som [indklagede] køber til puljerne.

Afkastet kan være positivt eller negativt."

Klagerens engagement med indklagede bestod bl.a. af to værdipapirdepoter med en samlet værdi på ca. 258.000 kr. samt to indlånskonti med et samlet indestående på ca. 377.000 kr. Indskuddet på den private ratepension blev tilvejebragt ved træk på indlånene.

I oktober 2000 - efter underskrivelsen af aftalerne - ringede klageren til indklagede vedrørende privatordningen. Klageren har anført, at hun, da hun fik set lidt mere på papirerne, blev i tvivl, om de 300.000 kr. var placeret på den rigtige måde. Pengene skulle bruges inden for få år, hvorfor hun kun havde interesse i en korttidsinvestering. Indklagede svarede kort, at pengene kunne hæves når som helst, og at de ikke var spor hårdt bundet. Indklagede har anført, at investeringen i den private ratepension blev drøftet, herunder at ordningen gav klageren mulighed for at eliminere topskatten, hvilket havde været klagerens ønske fra starten. Derudover talte man om, at klageren fortsat havde en del "frie" midler, der kunne bruges til nyt tag og bil. Klageren blev orienteret om, at hun til enhver tid kunne ophæve ratepensionen, men at hun i så fald skulle betale skat svarende til det fradrag, hun havde haft ind til ophævelsen. Herefter besluttede klageren sig for at fortsætte ordningen.

På grund af negativt afkast i puljen blev værdien af privatordningen ved udgangen af 2000 nedskrevet til 267.654 kr.

I februar 2001 rettede klageren på ny henvendelse til indklagede om placeringen af de 300.000 kr. Klageren har anført, at hun nu kunne se, at hun havde mistet ca. 30.000 kr., og at pengene var anbragt som en langtidsinvestering. Hun overvejede at ophæve ordningen, ikke fordi den havde givet et negativt afkast, men fordi det ikke var den ordning, hun havde bedt om. Indklagede har anført, at klageren overvejede at ophæve ordningen på grund af det negative afkast, og at hun ønskede at få oplyst de skattemæssige konsekvenser af en eventuel ophævelse. Den pågældende medarbejder forklarede, at placeringen i værdipapirpuljer helst skal ses over en årrække. Kurserne kan hurtigt ændre sig, og et negativt afkast kan ofte vendes til et positivt. Klageren valgte på denne baggrund at se tiden an og følge puljerne over et længere stykke tid.

Under et møde den 9. maj 2001 blev en eventuel ophævelse af privatordningen drøftet. Indklagede oplyste, at en ophævelse på dette tidspunkt ikke ville udløse 60% afgift, da klagerens uafskrevne fradrag for engangsindskuddet var større end saldoen på ordningen.

Ved skrivelse af 20. juni 2001 gjorde klageren et rådgivningsansvar gældende og rejste krav om at blive holdt skadesløs. Indklagede afviste at have pådraget sig et erstatningsansvar.

Ved skrivelse af 28. august 2001 fremsendte indklagede en proformaopgørelse af privatordningen pr. 1. august 2001. Af opgørelsen fremgår bl.a., at saldoen pr. 31. juli 2001 var 258.983,19 kr., og at pensionsafkastskat på 6.452 kr. (15%) kunne blive fremført til modregning i kommende års skat på arbejdsgiverordningen, som klageren ikke ønskede ophævet.

Parternes påstande.

Den 15. oktober 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal tilpligtes at holde hende skadesløs for oprettelsen af den private ratepension, således at hun får udbetalt 300.000 kr. med tillæg af renter svarende til renten på bankbogen, 4,5% p.a., fra 1. oktober 2000.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at mødet med indklagede alene drejede sig om placeringen af ca. 300.000 kr., hvoraf hovedparten stammede fra et Nykredit lån, som blev optaget i 1999 til modernisering af hendes og M's ejendom og til køb af ny bil. Planerne blev udsat, hvorfor hun og M ønskede en korttidsinvestering af midlerne. De overvejede ikke at ændre på depotet, som var relativt nyt, og en del af indlånet (ca. 87.000 kr.) er hendes særeje.

Under mødet, hvor placeringen af midlerne blev drøftet, pointerede hun og M flere gange, at pengene skulle være til disposition, når de ønskede det. Hun ønskede ikke at anvende de 300.000 kr. til pension, men tværtimod at bruge dem, mens hun kan. Hun havde i forvejen en god pensionsordning og ønskede ikke at spare yderligere op til pension.

Indklagede foreslog, at der som en investering - ikke som en pensionsordning - blev oprettet en privat ratepension med et engangsindskud på 300.000 kr. Der blev ikke talt om negativt afkast, eller om at ordningen skulle ses over en årrække.

Som følge af en ændring af hendes arbejdsvilkår var hendes årsindtægt steget med ca. 200.000 kr., hvoraf hovedparten blev sparet op. Indklagede foreslog at pille toppen af skatten med en arbejdsgiveradministreret ratepension, hvilket hun synes var fornuftigt, selvom hun ellers ikke interesserer sig for skattetænkning. Det var vigtigt, at indbetalingerne kunne standses eller reduceres, når/hvis hun igen overgik til en lavere indtægt.

I tillid til, at der blev etableret en korttidsinvestering, som hun havde anmodet om, læste hun først efterfølgende indklagedes vilkår for ratepension og værdipapirpuljer.

Indklagede ydede dårlig rådgivning ved at anbefale, at de 300.000 kr. blev placeret på en ratepension. Indklagede burde i hvert fald have reageret, da hun relativt kort tid efter tegningen henvendte sig, fordi hun syntes, at pengene var bundet for hårdt.

I starten af 2001 overvejede hun igen at ophæve ordningen.

Først den 9. maj 2001 oplyste indklagede om konsekvenserne af at ophæve ordningen. Oplysningen om, at hun ville blive godskrevet de 15%, fik hun imidlertid først i august 2001. Disse oplysninger burde hun have fået allerede ved henvendelsen i februar 2001.

Den grundighed, som indklagede i sin beskrivelse forsøger at give de afholdte møder, svarer ikke til virkeligheden.

Indklagede har haft mere travlt med at sælge et produkt end med at efterleve hendes ønsker. Såfremt den private ratepension skulle bruges som en almindelig investering for at sælge arbejdsgiverordningen, burde indklagede have sørge for, at pengene blev anbragt mindre risikofyldt, således at de kunne hæves uden store tab.

Indklagede har anført, at formålet med mødet den 29. september 2000 var at drøfte, hvorledes klagerens indestående bedst muligt kunne placeres samt at gennemgå klagerens depot. Under mødet oplyste klageren, at hun årligt tjente omkring 500.000 kr., og som følge deraf betalte topskat. Klageren og M blev tilbudt et møde med en af indklagedes formuerådgivere. Det overordnede formål med mødet var, at klageren ønskede topskatten elimineret. En del af midlerne skulle være "frie", idet de skulle bruges til nyt tag og ny bil i løbet af de nærmeste par år. Klageren opsparede ca. 7.000 kr. pr. måned og var indstillet på at investere ca. halvdelen.

Det blev foreslået klageren at oprette en privat ratepension med et engangsindskud på 300.000 kr. Indbetalingen ville over en 10-årig periode give et årligt fradrag på 30.000 kr. Med dette fradrag ville den del af klagerens indkomst, der ellers skulle topbeskattes, være nedbragt og topskatten elimineret. Det blev drøftet, at anbringelsen af en del af klagerens midler på en privat ratepension ville være en god investering over en årrække, og det blev oplyst, at hun til enhver tid ville kunne ophæve ratepensionen, men at dette ville udløse en afgift på 60%. Det blev også oplyst, at afkastet afhang af værdipapirpuljens afkast, der kunne være positivt eller negativt.

Skatteværdien af fradraget fra indskuddet på den private ratepension kunne bruges til en arbejdsgiveradministreret ratepension, hvor klageren af sin løn var indstillet på at indbetale netto ca. 3.500 kr. pr. måned, svarende til det halve af familiens månedlige opsparing. Det blev beregnet, at klagerens nettoudgift til den tegnede arbejdsgiverordning ville være 3.240 kr. pr. måned. Selv om klageren gik ned i løn, ville hun fortsat kunne fradrage indbetalingerne fra den private ratepension i topskatten.

Ratepensionerne blev etableret på grundlag af drøftelserne og skriftligt materiale i form af indklagedes vilkår for ratepension og værdipapirpuljer samt NYHEDSBREV Pension, forsikring og puljeopsparing.

Klageren modtog således korrekt og fyldestgørende rådgivning i forbindelse med sine overvejelser om placering af indeståendet og ønsket om at få nedbragt topskatten. Klageren kunne på baggrund af rådgivningen og det udleverede materiale ikke være i tvivl om, at der var tale om en investering i pensionsordninger.

Indklagede kan ikke gøres erstatningsansvarlig for det tab, som klageren led i form af negativt afkast i sidste kvartal af 2000. Indklagede garanterer ikke et positivt afkast, og klageren var gjort opmærksom på muligheden for et negativt afkast, og at dette netop var årsagen til, at ordningen burde ses over en årrække.

Efter etableringen af ratepensionerne havde klageren stadig frie midler i form af kontantindeståendet og et større åbent værdipapirdepot.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klageren efter indholdet af den indgåede aftale af 9. oktober 2000 om privat ratepension med det hertil knyttede skriftlige materiale bør have indset, hvilke retsvirkninger, der var forbundet med indskuddet af 300.000 kr. på puljebasis i en privat ratepension.

Der er ikke grundlag for at antage, at indklagede har ydet mangelfuld rådgivning på mødet den 29. september 2000, eller at indklagede indså eller burde have indset, at klageren også for så vidt angår de 300.000 kr. alene ønskede en korttidsinvestering af midlerne. Indklagede har som følge heraf ikke pådraget sig erstatningsansvar.

Da et forudsætningssynspunkt ikke kan føre til andet resultat,

Klagen tages ikke til følge.