Spørgsmål vedrørende omlægning af fondsbeholdning.
| Sagsnummer: | 627/1994 |
| Dato: | 21-09-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Passivitet - værdipapirer/investering
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende omlægning af fondsbeholdning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved fondsnotaer af 10. februar 1994 afregnede indklagede klagerens salg af nominelt 721.000 kr. 8% Dansk Statsgældsbevis 1994 III og nominelt 100.000 kr. 6,9% Dansk Statslån 1994. Samtidig afregnede indklagede klagerens køb af nominelt 766.000 kr. 6% Realkredit Danmark 2026. Af notaerne fremgår, at handlerne er foretaget som strakshandler samme dag i tidsrummet 16.25 til 16.28.
Klageren har oplyst, at hun den pågældende dag telefonisk var blevet kontaktet af indklagedes medarbejder vedrørende omlægning af depotet. Inden for en time efter at ordrerne havde været drøftet telefonisk, kontaktede hun påny indklagedes medarbejder for at annullere handlerne, men fik oplyst, at dette ikke kunne lade sig gøre med ordene "det er sket". Ifølge indklagede erindrer den pågældende medarbejder ikke denne telefonsamtale.
Ved skrivelse af 6. juli 1994 protesterede klagerens datter på vegne klageren mod de i februar gennemførte handler. Indklagede afviste dette krav.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre handlerne foretaget den 10. februar 1994 samt betale erstatning vedrørende omkostninger og eventuelt rentetab.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke har haft nogen aftale med indklagede om, at indklagede hver tredie måned skulle gennemgå hendes værdipapirbeholdning med henblik på at undersøge, om beholdningen var gunstigt anbragt. Hun bestrider endvidere primo februar 1994 at have været i afdelingen, hvor det skulle være aftalt, at indklagede senere kontaktede hende for en eventuel omlægning af depotet. Hun er født i 1913, hvorfor hun ikke tænker så hurtigt, og først en times tid efter den første samtale med medarbejderen den 10. februar 1994 ringede hun tilbage for at annullere handlen. Hun stod netop for at skulle rejse til Sri Lanka på familiebesøg sammen med sin datter, hvorfor hendes accept af den foreslåede omlægning også skal ses i dette lys. Indklagedes råd om omlægning til 30-årige papirer må henset til hendes alder anses for fagligt forkert.
Indklagede har anført, at klageren ved et møde den 7. september 1992 blev orienteret om indklagedes særlige koncept for mere velstående kunder. Konceptet indebærer, at man hver tredie måned gennemgår de pågældende kunders værdipapirbeholdning med henblik på at undersøge, om beholdningen bør omlægges under hensyn til markedsudviklingen m.v. Klageren ønskede at være omfattet af dette koncept. Efterfølgende har indklagede derfor jævnligt været i kontakt med klageren om hendes depot. Primo februar 1994 blev det med klageren aftalt, at hendes kunderådgiver skulle vurdere sammensætningen af depotet og kontakte hende pr. telefon. Ved samtalen den 10. februar 1994 tilkendegav klageren, at hun ønskede kvartalsvis tilskrivning af renter, ligesom hun ønskede et beløb på 150.000 kr. frigjort til fordeling blandt sine tre døtre. Indklagede anbefalede at omlægge porteføljen til 6% Realkredit år 2026, idet klageren herved ville opnå en forbedring af den effektive rente efter skat. Klageren har selv truffet beslutning om de gennemførte handler efter forudgående drøftelse med indklagede. Handlerne udløste sædvanlige fondsnotaer, som klageren ikke reagerede på. Den pågældende medarbejder erindrer ikke, at klageren skulle have annulleret handlerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at klageren straks efter at have indgået handlerne anmodede indklagede om, at de blev annulleret.
Tre medlemmer - Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen og Jørn Rytter Andersen - udtaler herefter:
Klageren fremsatte først henved 5 måneder efter, at handlerne var gennemført, indsigelse mod disse og den rådgivning, der var gået forud. Under disse omstændigheder finder vi ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at annullere handlerne, og vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Jørn Ravn og Peter Nedergaard - udtaler:
Når henses til klagerens alder finder vi, at det kan bebrejdes indklagede, at man tilrådede klageren at omlægge sin værdipapirbeholdning fra kortfristede papirer til langtløbende. Vi stemmer derfor for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Den indgivne klage tages ikke til følge.