Rådgivning i forbindelse med omlægning fra mixpulje til investeringsbeviser i en blandet afdeling (obligationer/aktier).
| Sagsnummer: | 372 /2003 |
| Dato: | 19-05-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Hansen, Ole Jørgensen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Puljepension - rådgivning om placering
Rådgivning - investering |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med omlægning fra mixpulje til investeringsbeviser i en blandet afdeling (obligationer/aktier). |
| Indklagede: | Skandinaviska Enskilda Banken (SEB) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med rådgivning af klageren om omlægning af dennes pensionsmidler fra mixpulje til investeringsbeviser i en blandet afdeling (obligationer/aktier).
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i februar 1941, er kunde hos indklagede, hvor hun har en pensionsopsparing. Pr. den 31. december 2000 havde pensionsopsparingen en samlet værdi på 760.076 kr. Opsparingen var placeret i indklagedes mixpulje, der investerer op til 60% i aktier i danske og udenlandske selskaber og i øvrigt i obligationer fortrinsvis med lang løbetid, herunder indeksobligationer.
I januar 2001 orienterede indklagede om investeringsforeningen SEBinvests afdeling Pension 2010, som var en ny afdeling med tegningsperiode den 22. januar til den 16. februar 2001. Af prospekt for afdelingen fremgår bl.a.:
"Afdeling 11 - Pension 2010 er beregnet for pensionsmidler fra personer, der forventer at gå på pension i årene umiddelbart før eller efter år 2010.
…
Sammensætningen af aktier og obligationer tilpasses løbende, således at andelen af obligationer vil stige hen mod pensionstidspunktet.
Afdelingen vil frem til år 2005 normalt investere med overvægt i aktier. Efter 2005 vil obligationsandelen normalt være størst. Obligationsandelen vil gradvis vokse i løbet af afdelingens levetid.
…
I år 2001 vil Pension 2010's benchmark bestå af 66% aktiebenchmark og 34'% obligationsbenchmark. Vægtningen af aktiebenchmark i forhold til obligationsbenchmark vil blive ændret over tid i takt med, at aktieandelen mindskes hen imod pensionstidspunktet.
…
Emissionsprisen pr. andel udgør kr. 100 med tillæg af de med emissionen forbundne omkostninger, herunder afgifter til værdipapircentralen, markedsføringsudgifter, provision til formidlere samt omkostninger til indkøb af værdipapirer, i alt kr. 102,50 franko."
På et møde med indklagede traf klageren beslutning om omlægning af pensionsmidlerne til SEBinvest Pension 2010. På tidspunktet for omlægningen var værdien af pensionsopsparingen 755.026,92 kr. Investeringsbeviserne blev tegnet til kurs 102,50. Klageren fik udleveret prospektet og en af SEBinvest udarbejdet brochure om afdelingen.
Ved skrivelse af 11. februar 2003 gjorde klageren indsigelse imod omlægningen og rådgivningen i forbindelse hermed.
Indklagede beklagede, at investeringen havde udviklet sig negativt, men afviste klagerens krav om godtgørelse. Indklagede tilbød en omlægning af investeringsbeviserne uden handelsomkostninger for klageren, såfremt hun nu ønskede at omlægge investeringsbeviserne til en investering med en mere sikker risikoprofil.
Pr. den 1. april 2003 opgjorde indklagede forskellen mellem den aktuelle værdi af pensionsopsparingen og værdien af pensionsopsparingen, såfremt denne uændret havde været placeret i mixpulje, til 38.394,86 kr.
Pr. den 11. juni 2003 var kursen på SEBinvest Pension 2010 78,70. På grundlag af heraf opgjorde klageren sit tab til 157.948 kr.
Parternes påstande.
Den 9. oktober 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun i begyndelse af 2001 ønskede at omlægge pensionsmidlerne, idet hun i overensstemmelse med, hvad hun var blevet rådgivet til nogle år tidligere, ønskede en bedre og mere sikker placering af midlerne i de sidste fem år før sin pension i 2006. Indklagedes henvendelse om placering af pensionsmidler kom derfor belejligt.
Under drøftelserne meddelte hun udtrykkeligt, at hun ikke ønskede at løbe nogen risiko og henviste til, at hun tidligere havde fået det råd, at man skulle undgå risici og anbringe midlerne på en konto med et fast afkast i form af en rentetilskrivning, når der var ca. fem år til pensionstidspunktet. Ifølge indklagede var der ikke nogen risiko ved Pension 2010. Pension 2010 blev anbefalet som et ideelt produkt. På grund af den pågældende medarbejders unge alder spurgte hun, om han ville anbringe sin mormors pensionsopsparing i Pension 2010, hvilket medarbejderen bekræftede. I tillid til rådgivningen accepterede hun omlægningen.
Ved rådgivningen undlod indklagede at tage hensyn til hendes situation og ønsker, ligesom indklagede fejlinformerede om risikoen. Ved omlægningen til Pension 2010 opnåede hun ikke en formindsket risiko, således som hun havde forudsat. Risikoen ved omlægningen var for stor i forhold til den korte tidshorisont. Risikotilpasningen i Pension 2010 retter sig mod pensionering i 2010 og var derfor uegnet for hende, idet hun skal overgå til pension senest i februar 2006. Hun ønskede også mulighed for at overgå til efterløn før 2006.
Indklagede burde i overensstemmelse med retningslinjerne om etik i pengeinstitutters rådgivning havde sørget for, at der efter mødet blev fremsendt en skriftlig bekræftelse om mødets forudsætninger, indhold og konklusion, hvormed den nuværende situation kunne havde været undgået.
Indklagede har varetaget sine egne interesser ved at sælge produktet frem for at varetage hendes interesser.
Det blev oplyst, at kursen på investeringsbeviserne var 100, og hun blev derfor overrasket, da hun efterfølgende konstaterede, at handelen var afregnet til kurs 102,5. Hun blev ikke gjort bekendt med omkostningerne på 2,5 kurspoint.
Som følge af den mangelfulde rådgivning har indklagede pådraget sig et erstatningsansvar. Tabet udgør forskellen mellem kursværdien af Pension 2010 på det tidspunkt, hvor hun skal realisere ordningen - senest ved overgangen til pension i 2006 - og kursværdien af mixpuljen i februar 2001 reguleret for forskellen i afkast mellem de to ordninger i perioden.
Det er ikke relevant at foretage en sammenligning med, hvorledes hun havde været stillet, såfremt hun uændret var forblevet i mixpuljen, idet hun netop ønskede en mere sikker placering end mixpuljen.
Hun har ikke haft mulighed for på fornuftig vis at foretage tabsbegrænsning ved at afhænde beviserne, idet kurserne ændrer sig fra dag til dag. Uanset hvad hun foretager sig, realiserer hun et tab, og hun ønsker derfor ikke at foretage sig noget, før Ankenævnet har truffet afgørelse.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med omlægningen i februar 2001 modtog behørig rådgivning. Produkterne mixpulje og SEBinvest Pension 2010 blev gennemgået, og udbetalingstidspunkt og risikovillighed blev drøftet og fastlagt med klageren.
Klageren accepterede, at andelen af aktier i SEBinvest Pension 2010 kunne overstige andelen af aktier i mixpuljen dog således, at aktieandelen i SEBinvest Pension 2010 over tid ville være faldende.
Det bestrides, at klageren oplyste eller gav udtryk for, at hun ønskede en mere sikker placering af pensionsopsparingen, eller at hun ønskede mulighed for at overgå til efterløn. Under hensyn til investeringshorisonten, som var på fem år, ville en placering af pensionsopsparingen uden risiko og med fast afkast være usædvanlig. Investorernes holdning til aktier var stadig positiv i februar 2001.
I forhold til mixpuljen foretages der i SEBinvest Pension 2010 en mere aktiv formuepleje, og andelen i aktier reduceres løbende. Aktieandelen i Pension 2010 har på intet tidspunkt oversteget 63,4%. Pr. den 30. september 2003 udgjorde aktieandelen i SEBinvest Pension 2010 og mixpuljen henholdsvis 45,3% og 49,1%.
Årsagen til, at SEBinvest Pension 2010 har givet et lavere afkast sammenlignet med mixpuljen, er, at danske aktier udgør en større andel i mixpuljen, og at danske aktier generelt har givet et bedre afkast sammenlignet med udenlandske aktier.
Pr. den 17. november 2003 var kursen på SEBinvest Pension 2010 81,80.
Der foreligger ikke et ansvarsgrundlag, og klageren har ikke realiseret et tab.
Subsidiært gøres det gældende, at der højst kan blive tale om en erstatning svarende til forskellen mellem placering i mixpulje og SEBinvest Pension 2010, og at beløbet højst kan udgøre 38.394,86 kr., idet klageren kunne have begrænset sit tab ved i marts 2003 at have fulgt opfordringen til en omlægning, såfremt hun ønskede en mere sikker placering.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Under drøftelserne forud for omlægningen i februar 2001 blev investeringsprofilen i henholdsvis mixpuljen og SEBinvest Pension 2010 gennemgået, og klageren valgte på grundlag heraf at omlægge fra den hidtidige placering i mixpuljen til investeringsbeviserne Pension 2010.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren under drøftelserne tilkendegav, at hun ønskede en omlægning til lavere risiko end mixpuljen, eller at indklagede burde have indset dette.
Det må lægges til grund, at klageren forstod, at omlægningen indebar en let forøget placering i aktier i hvert fald det første år, og at aktieandelen herefter løbende ville blive reduceret, hvilket også fremgår af prospektet og den brochure, som blev udleveret til klageren. Klageren måtte derfor indse, at pensionsopsparingen i en periode efter omlægningen ville blive investeret med forhøjet risiko. Under hensyn til den løbende reduktion af aktieandelen i Pension 2010 og klagerens investeringshorisont på ca. fem år, finder Ankenævnet ikke, at omlægningen samlet set indebar en risikoforøgelse.
Det kan ikke bebrejdes indklagede, at man ikke forudså den udvikling i aktiemarkedet, der efterfølgende indtraf, og som medførte en negativ udvikling i klagerens investering.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.