Indsigelse mod hæftelse for kaution afgivet i 1988 for et pantebrev, der ikke opnåede dækning på en tvangsauktion i 1993.
| Sagsnummer: | 313/2005 |
| Dato: | 04-05-2006 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
Kaution - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for kaution afgivet i 1988 for et pantebrev, der ikke opnåede dækning på en tvangsauktion i 1993. |
| Indklagede: | Lån & Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
I december 1988 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist på et pantebrev på 139.920,65 kr. udstedt af et anpartsselskab til indklagede.
Klageren har anført, at han i august / september 1992 blev nægtet adgang til den ejendom, hvorfra anpartsselskabet drev virksomhed, idet han fik oplyst, at selskabet var gået konkurs. I december 1992 flyttede han tilbage til sin oprindelige bopæl i Italien.
Af en skrivelse af 1. oktober 1993 fra indklagede til kurator i anpartsselskabets konkursbo fremgår, at der den 24. september s.å. havde været afholdt tvangsauktion over den ejendom, hvori indklagedes pantebrev havde pant. Ved auktionen var der ikke blevet dækning til pantebrevet. Indklagede anmeldte derfor 136.880,05 kr. svarende til opgørelsen på tvangsauktionen i konkursboet.
Ved skrivelse af 12. november 1996 meddelte konkursboets kurator, at boet var afsluttet alene med en dividende til kreditorer i henhold til konkurslovens § 94.
I februar 2005 rettede indklagede henvendelse til klageren med anmodning om betaling af kautionsforpligtelsen.
Klageren protesterede igennem sin advokat mod, at indklagede så længe efter konkursboets afslutning gjorde krav gældende. Indklagede fastholdt kravet.
Parternes påstande.
Klageren har den 28. november 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagedes krav er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke før end i februar 2005 har modtaget nogen form for underretning fra indklagede om kautionsforpligtelsen.
Han har med føje indrettet sig på, at kautionen ikke ville blive aktuel. Han var ikke klar over, at ejendommen var solgt på tvangsauktion, idet han ikke var indkaldt til auktionen. Indklagedes krav må være bortfaldet ved passivitet.
Indklagede har anført, at klagerens kautionsforpligtelse er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4, mens renterne af gælden er omfattet af den femårige forældelse efter forældelsesloven af 1908.
Den omstændighed, at indklagede fra 1992 til 2005 undlod at rette henvendelse til klageren om kautionen, medfører ikke, at kautionen kan anses for bortfaldet ved passivitet, eller at klageren har opnået en retsbeskyttet forventning om, at man havde frafaldet sit krav.
Der er ikke noget lovmæssigt krav om, og det er heller ikke sædvanligt, at en selvskyldnerkautionist skal indkaldes, når et aktiv, hvori der er sikkerhed, sælges på tvangsauktion. Klageren var i øvrigt på tidspunktet for auktionens afholdelse flyttet til Italien og havde ikke underrettet indklagede om sin adresse, hvorfor man ikke kunne orientere om auktionen.
Man forsøgte efter konkursboets afslutning at inddrive beløbet hos klageren, men sagen måtte opgives, da man ikke kunne lokalisere klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Hovedstolen ifølge klagerens kautionsforpligtelse er omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, hvorfor der ikke er indtrådt forældelse, idet forpligtelsen blev påtaget af klageren i 1988. Renterne af gælden er omfattet af forældelsesloven af 1908, hvorefter forældelsesfristen er fem år.
På baggrund af forældelsesreglerne kan det forhold, at indklagede i en årrække har undladt at rette henvendelse til klageren om kravet, ikke i sig selv begrunde, at kravet er fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder heller ikke, at indklagede på anden måde har bibragt klageren en berettiget forventning om, at kravet ikke ville blive gjort gældende. Indklagede har således ikke udvist en retsfortabende passivitet.
Ankenævnet har ikke taget stilling til opgørelsen af det krav, som indklagede nu gør gældende over for klageren. Herved bemærkes, at beløbet på 136.880,05 kr. i indklagedes anmeldelse af 1. oktober 1993 kan indeholde renter, som nu er forældede.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge