Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afskrivning af provenu af ejerpantebrev pantsat til sikkerhed såvel for egen som for ægtefælles gæld.

Sagsnummer: 234/1998
Dato: 28-10-1998
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Pant - anvendelse af provenu
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Afskrivning af provenu af ejerpantebrev pantsat til sikkerhed såvel for egen som for ægtefælles gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede var berettiget til at forlange provenuet vedrørende et pantsat ejerpantebrev afskrevet på en bestemt del af det sikrede engagement.

Sagens omstændigheder.

I august 1997 overførte klageren og dennes ægtefælle M deres engagement med et andet pengeinstitut til indklagede.

Til sikkerhed for, hvad klageren, M og M's personlige virksomhed til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig, fik indklagede ved håndpantsætningserklæring underskrevet af klageren og M den 15. august 1997 håndpant i et ejerpantebrev på 170.000 kr. i klagerens ejendom og et fællesejet værdipapirdepot.

Ved et samtidig oprettet gældsbrev ydede indklagede klageren og M et boliglån på 90.000 kr. Endvidere oprettedes en kassekredit på 200.000 kr. til virksomheden ved M. Af såvel gældsbrevet som kassekreditkontrakten fremgår bl.a.:

"Såfremt håndpant er stillet af debitor, hæfter pantet sekundært for, hvad debitor i øvrigt er eller måtte blive [indklagede] skyldig."

Ved skrivelse af 21. januar 1998 meddelte indklagede klagerens og M's revisor, at gælden i henhold til boliglånet og kreditten udgjorde henholdsvis 80.058 kr. og 426.210 kr. Ejerpantebrevet og depotets værdi blev opgjort til henholdsvis 170.000 kr. og 250.000 kr. I skrivelsen var tilføjet:

"Ovennævnte sikkerheder anvendes til nedbringelse af kassekreditten. Beløbet, der skal indbetales af [klageren] andrager herefter alene boliglånet."

Ved skrivelse af 3. april 1998 til klageren og M opsagde indklagede boliglånet og kassekreditten på grund af misligholdelse.

Ved skrivelse af 21. april 1998 anmodede klageren indklagede om at sælge de pantsatte værdipapirer "hvilket nettoprovenu først skal anvendes til indfrielse af boliglån og restbeløbet overføres til nedbringelse af kassekredit". Samtidig blev indklagede anmodet om at bekræfte, at ejerpantebrevet ville blive frigivet ved indbetaling af 170.000 kr.

Ved skrivelse af 23. april 1998 til klageren meddelte indklagede, at værdipapirerne var solgt og provenuet indsat på kassekreditten, idet indklagede henviste til skrivelsen af 21. januar 1998. I øvrigt fremgår følgende:

"Vi har meddelt Nykredit, at vi er indstillet på at frigive ejerpantebrevet på kr. 170.000,- excl. rente, på betingelse af at vi modtager et provenu på kr. 170.000,- excl. rente.

Samtidig er det en forudsætning, at restancen på udlån nr. [boliglånet] indbetales (pr. 1.5.1998 kr. 12.000,-) samt afviklingen fortsætter som aftalt i lånedokumentet af 13.8.1997."

På betingelse af modtagelse af ejerpantebrevet fremsendte Nykredit den 7. maj 1998 174.675 kr. til indklagede "til indfrielse af kundens boliglån hos Dem". Beløbet blev af indklagede afskrevet på kassekreditten, hvis saldo herefter var 5.309 kr. (negativ). Restgælden på boliglånet på 82.009 kr. blev tillige med saldoen på kassekreditten overgivet til inkasso den 20. maj 1998.

Ved skrivelse af 29. maj 1998 til indklagede gjorde klageren via sin advokat indsigelse imod, at boliglånet ikke var indfriet med beløbet vedrørende ejerpantebrevet.

Parternes påstande.

Den 6. juli 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes forlods at afskrive indfrielsesbeløbet vedrørende ejerpantebrevet på boliglånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun med henblik på indfrielse af sit engagement med indklagede optog et kreditforeningslån i ejendommen. Ved den kontante indbetaling af beløbet til indfrielsen af ejerpantebrevet var hun berettiget til at anvise, hvilken del af det sikrede engagement der ønskedes indfriet ved betalingen. Beløbet blev fremsendt af Nykredit primært til indfrielse af boliglånet. Indklagede var ikke berettiget til i strid hermed forlods at afskrive beløbet på kassekreditten.

Indklagede har anført, at ejerpantebrevet lå til sikkerhed for det samlede engagement med klageren, M og virksomheden. Ved skrivelsen af 21. januar 1998 blev det tilkendegivet over for klageren, at sikkerhederne primært ville blive anvendt til nedbringelse af kassekreditten, hvilket efterfølgende blev fastholdt. Indbetalingen af beløbet fra Nykredit mod udlevering af ejerpantebrevet var at betragte som en realisation af pantet. Indklagede var berettiget til at bestemme, hvorledes realisationsprovenuet fra sikkerhederne skulle anvendes.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren er eneejer af den ejendom, hvori ejerpantebrevet på 170.000 kr. havde pant. Samtidig med håndpantsætningen af ejerpantebrevet til indklagede blev der etableret et boliglån med klageren og dennes ægtefælle som debitorer. Selvom håndpantsætningen skete til sikkerhed for det samlede engagement med ægtefællerne og ægtefællens virksomhed, finder Ankenævnet, at klageren med føje kunne forudsætte, at ejerpantebrevet primært skulle tjene til sikkerhed for boliglånet, for hvilket hun var meddebitor. Udformningen af pantsætningsbestemmelsen i gældsbrevet vedrørende boliglånet var egnet til at bestyrke denne opfattelse.

Herefter, og idet klageren ved indfrielsen af ejerpantebrevet meddelte, at beløbet ønskedes afskrevet forlods på boliglånet, finder Ankenævnet, at indklagede var uberettiget til forlods at afskrive beløbet på virksomhedens kassekredit.

Som følge heraf

Indklagede skal stille klageren således, at beløbet på 174.675 kr. indbetalt den 7. maj 1998 forlods afskrives på klagerens boliglån, der herefter er indfriet. Klagegebyret tilbagebetales klageren.