Individuel renteforhøjelse på boligkredit i forbindelse med produktomlægning.
| Sagsnummer: | 110/2015 |
| Dato: | 10-02-2016 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Udlån - rente |
| Ledetekst: | Individuel renteforhøjelse på boligkredit i forbindelse med produktomlægning. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører indsigelse mod individuel renteforhøjelse på boligkredit i forbindelse med produktomlægning.
Sagens omstændigheder
Ved kreditaftale af 13. november 2014 oprettede klageren i Nykredit Bank en såkaldt Friværdikonto med en 30-årig kredit på 400.000 kr. Kreditten skulle genforhandles efter ti år. Renten var variabel for tiden 3,75 % om året.
Banken har oplyst, at klageren, der ikke i forvejen var kunde i banken, blev kategoriseret som en såkaldt Premium-kunde, og at kreditten var ejerboligfinansiering over 80 % af ejendommens værdi. Ifølge bankens dagældende prisliste var rentespændet for kreditter af den pågældende art 5,75 % - 9,00 % om året. Banken har oplyst, at rentesatsen på 3,75 % på klagerens kredit blev fastsat individuelt på baggrund af, at klageren blev kunde samtidig med nogle familiemedlemmer, hvoraf én var særligt formuende.
Af bankens Almindelige bestemmelser for lån og kreditter, der var en del af kreditaftalen fremgik bl.a.:
”…
1. Rentevilkår
Indlåns- og udlånsrenten er variabel. At renten er variabel betyder, at Nykredit Bank kan ændre rentesatsen. …
…
Nykredit Bank kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 1 måneds varsel, hvis
*markedsmæssige forhold begrunder en ændring for én eller flere kontotyper, fx på grund af konkurrencemæssige forhold i indland og udland,
*Nykredit Bank ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af bankens ressourcer eller kapacitet eller at øge indtjeningen.
Nykredit Bank kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 3 måneders varsel, hvis
*Der er sket væsentlige ændringer i den forretningsmæssige forbindelse med banken, fx i omfanget af engagementet med banken eller i de individuelle forhold, som blev lagt til grund for dine rentevilkår.
…”
Ved brev af 2. marts 2015 fra banken blev klageren informeret om ændrede produkter og priser i forbindelse med, at banken med virkning fra den 8. juni 2015 indførte et nyt kundeprogram, hvor klageren blev kategoriseret som en såkaldt BoligBank 360 kunde. Med brevet fulgte rente- og prisoversigter, der bl.a. viste, at rentesatsen på klagerens Friværdikonto ville stige fra 3,75 % til 5,75 %.
Ved e-mail af 19. marts 2015 til banken gjorde klageren indsigelse mod rentestigningen. Banken afviste indsigelsen ved e-mail af 23. marts 2015.
Ifølge bankens prisliste pr. den 1. juli 2015 var rentesatsen på friværdikonti med belåningsprocent på 80 % - 100 % af ejerboligens værdi 4,50 % for såkaldte BoligBank 365 kunder, 5,75 % for BoligBank 360 kunder og 8,50 % for BoligBank kunder.
Parternes påstande
Den 27. marts 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal frafalde den varslede rentestigning.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens nye kundeprogram ikke udgør en reel forretningsmæssig grund til at forhøje renten på hans lån.
Der er ikke sket ændringer i det generelle renteniveau der kan begrunde rentestigningen.
Der er heller ikke sket væsentlige ændringer i hans forretningsforhold med banken eller andre forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen af rentens størrelse, da kreditaftalen blev indgået.
På aftaletidspunktet blev han ikke informeret om, at banken relativt kort tid efter ville indføre et nyt kundeprogram og i den forbindelse forhøje rentesatsen.
Årsagen til, at han oprettede kreditten i Nykredit Bank frem for i et andet pengeinstitut, var netop, at det efter forhandling lykkedes at opnå en favorabel rentesats.
Nykredit Bank har anført, at ændringen i renten på klagerens kreditaftale er sket i overensstemmelse med aftalegrundlaget.
Der er tale om en generel ændring af forretningsmæssige grunde, hvilket er i overensstemmelse med aftalegrundlaget.
Vilkårene for renteændringer fremgik både af de almindelige bestemmelser i kreditaftalen og af Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger, som klageren modtog forud for aftaleindgåelsen.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at Nykredit Bank var berettiget til som sket med virkning fra den 8. juni 2015 at ændre sit kundeprogram med den konsekvens, at klageren, der hidtil havde været kategoriseret som såkaldt Premium kunde i stedet blev kategoriseret som såkaldt BoligBank 360 kunde.
Ændringen af kundeprogrammet medførte i sig selv ingen ændring af standardrentesatsen på klagerens kredit (Friværdikonto) på 400.000 kr. i banken, idet rentesatsen for de kommende BoligBank 360 kunder var 5,75 % om året, svarende til den nederste del af rentespændet for de tidligere Premium kunder.
Klageren havde imidlertid ved kredittens etablering i november 2014 opnået en rentefavør på to procentpoint begrundet i individuelle forhold. Der foreligger ikke oplysninger om væsentlige ændringer i klagerens individuelle forhold, der eventuelt ville kunne danne grundlag for en renteforhøjelse med tre måneders varsel ifølge de Almindelige bestemmelser for lån og kreditter. En eventuel renteforhøjelse på grundlag af den nævnte bestemmelse må endvidere forudsætte, at der er tilstrækkelig sikkerhed for, hvilke forhold der individuelt blev lagt til grund ved den oprindelige fastsættelse af rentevilkåret.
Ankenævnet finder herefter, at Nykredit Bank ikke har været berettiget til som sket pr. den 8. juni 2015 at forhøje rentesatsen på klagerens kredit i banken med to procentpoint.
Ankenævnets afgørelseNykredit Bank skal inden 30 dage frafalde den renteforhøjelse på klagerens kredit, som blev gennemført den 8. juni 2015, og regulere restgælden på kreditten i overensstemmelse hermed.