Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Frivillig handel. Prisfastsættelse.

Sagsnummer: 9706028 /1997
Dato: 26-11-1997
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Bent Olufsen, Flemming Borreskov, Leif Mogensen
Klageemne: Frivillig handel - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Frivillig handel. Prisfastsættelse.
Indklagede: BRFkredit a/s
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

I klagerens ejendom indestod fem lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren kom bagud med sine betalinger, hvorfor instituttet begærede ejendommen på tvangsauktion, som blev berammet til den 28. juli 1994. Med henblik på at søge ejendommen solgt i fri handel underskrev klageren i juni 1994 en salgsfuldmagt til instituttet, i henhold til hvilken salg skulle finde sted til den efter omstændighederne højest opnåelige pris. Det fremgik endvidere, at der påhvilede klageren et personligt gældsansvar, såfremt salgsprovenuet ikke gav fuld dækning for instituttets krav. Ultimo juni 1994 blev tvangsauktionen
tilbagekaldt. Ejendommen blev i juli 1994 udbudt til salg for en nominel pris på 575.000 kr., svarende til en kontantpris på 548.000 kr. Af tingbogsattest vedrørende naboejendommen fremgår det, at der i juni 1994 til en ny ejer blev tinglyst skøde med en nominel købesum på 625.000 kr. Klageren underskrev i september 1994 et gældsbrev på 40.000 kr. til instituttet vedrørende afvikling af det forventede tab ved salget. Ejendommen blev solgt i oktober 1994 for en finansieret pris på 538.000 kr. Instituttet fremsendte i juni 1995 en opgørelse til klageren over det endelige tab efter salget af ejendommen, som udgjorde 23.115 kr. Gældsbrevet blev den 28. juni 1995 nedskrevet til 23.115 kr.
Realkreditinstituttet rykkede herefter klageren for en aftale om afviklingen af gælden samt underskrivelse af frivilligt forlig.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle betale hende en erstatning, der tog udgangspunkt i en normal handelspris for den omhandlede ejendom. Instituttet påstod frifindelse.

Som sagen var oplyst for Nævnet, fandt Nævnet det ikke godtgjort, at instituttet havde solgt klagerens ejendom til en for lav pris. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at en nærmere efterprøvelse heraf ville nødvendiggøre en yderligere bevisførelse, herunder et egentligt syn og skøn, som Nævnet ikke fandt grundlag for at foranstalte i den foreliggende sag. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.