Afgørelse

Videresalg af overtaget pant. Tredjemandspant. Udlevering af ejerpantebrev.

Klagerens ægtefælle ejede frem til 1994 en landbrugsejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klagerens ægtefælle var i økonomiske problemer, og ved en tvangsauktion i juni 1994 overtog instituttet ejendommen. Ejendommen blev herefter udstykket, og bygningerne blev solgt til klageren, mens jordarealerne blev solgt til en tredjemand. Før tvangsauktionen havde instituttet over for klagerens advokat tilkendegivet, at salget til klageren kun kunne accepteres på en række betingelser, herunder at klagerens ægtefælle underskrev frivilligt forlig med instituttet på tabet ved handlens gennemførelse, og at klageren lagde et ejerpantebrev på 100.000 kr. til sikkerhed for det frivillige forlig. I august 1994 underskrev klageren såvel betinget skøde som et ejerpantebrev på 100.000 kr., hvilket fremsendtes til instituttet i april 1995. I juni 1995 fremsendte instituttet et frivilligt forlig på 473.000 kr. til klagerens ægtefælle, som han ikke underskrev. Ved en gældssanering i juli 1997 for klagerens ægtefælle blev det krav på 537.000 kr., som indklagede havde anmeldt, nedsat til 40.000 kr. Klagerens pengeinstitut anmodede primo 1998 realkreditinstituttet om at få ejerpantebrevet udleveret, hvilket instituttet nægtede under henvisning til, at ejerpantebrevet lå til sikkerhed for den personlige fordring mod klagerens ægtefælle, som efter gældssaneringen udgjorde 497.000 kr.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilpligtes at udlevere ejerpantebrevet. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det godtgjort, at ejerpantebrevet på 100.000 kr. af klageren ved fremsendelsen til instituttet var stillet til sikkerhed for instituttets personlige fordring mod klagerens ægtefælle. Denne bevisvurdering ændredes hverken af, at klagerens ægtefælle ikke underskrev det frivillige forlig, eller af at der ikke i forbindelse med pantsætningen var udfærdiget en håndpantsætningserklæring. Ifølge konkurslovens § 226, stk. 3, havde gældssaneringskendelsen vedrørende klagerens ægtefælle ingen indflydelse på instituttets rettigheder efter ejerpantebrevet, som af klageren var stillet til sikkerhed for instituttets fordring mod klagerens ægtefælle. Som følge heraf frifandt Nævnet instituttet.