Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om adgang til egne konti, efter fuldmagtshaver afgik ved døden. Krav om kompensation.

Sagsnummer: 342/2023
Dato: 18-01-2024
Ankenævn: Vibeke Rønne, Morten Winther Christensen, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Finn Borgquist
Klageemne: Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om adgang til egne konti, efter fuldmagtshaver afgik ved døden. Krav om kompensation.
Indklagede: Sparekassen Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om adgang til egne konti, efter fuldmagtshaver afgik ved døden. Krav om kompensation.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark, hvor han havde indlånskonti.  

Klageren er dement og har indgivet klagen ved en repræsentant R, der også er klagerens datter.

Sparekassen har oplyst, at klagerens forhenværende hustru, H, kontaktede sparekassen den 13. april 2023 og meddelte den, at hun havde fuldmagt til at råde over klagerens konti, idet Familieretshuset den 16. marts 2023 havde sat en fremtidsfuldmagt i kraft.

Sparekassen har fremlagt en udskrift fra personbogen med påtegning af 16. marts 2023, hvormed klageren gav H fuldmagt til at handle på hans vegne i det omfang, det var beskrevet i påtegningen. Af påtegningen fremgår:

”[…]

2. Formål

2.1. Jeg udsteder fuldmagten for at sikre, at fuldmægtigen kan foretage hensigtsmæssige dispositioner på mine vegne vedrørende mine personlige og økonomiske forhold, og således at et værgemål ikke bliver fornødent, selv om jeg helt eller delvist måtte miste evnen til at varetage mine forhold.

2.2. Fuldmægtigen skal i alle forhold handle på den måde, som jeg selv ville have handlet, hvis jeg var i stand hertil.

3. Ikrafttræden

3.1. Fuldmagten sættes i kraft af Familieretshuset efter anmodning, når jeg som følge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred el.lign. ikke længere har evne til at varetage mine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten.

3.2. Familieretshusets afgørelse om ikraftsættelse af fuldmagten har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen tinglyses i Personbogen.

4. Fuldmagtens omfang

4.1. Fuldmægtigen har ret til at træffe alle beslutninger vedrørende mine økonomiske anliggender og hele min formue, herunder blandt andet:

at gennemføre bankforretning af enhver art på mine vegne, herunder foretage hævninger og disponere over mine bankkonti ved betalingskort, hævekort eller på anden måde,

at indgå og anvende aftaler vedrørende netbankadgang til mine konti,

at disponere over bankboks, købe og sælge værdipapirer, oprette/ophæve konti og depoter,

at flytte mine bankforretninger til et andet pengeinstitut,

at underskrive kontofuldmagt eller anden af bankens fuldmagtsstandarder,

at få adgang til min e-boks,

at indgå retshandler og kontrakter af enhver art,

at købe, pantsætte og sælge fast ejendom eller andelsbolig,

at indgå aftale om leje af bolig eller opsigelse af en lejebolig, at kvittere for enhver betaling eller anden indtægt, der måtte tilkomme mig,

at forpligte mig ved optagelse af lån, inddrive mine udestående fordringer, anlægge retssager og indgå forlig,

at repræsentere mig i døds-, konkurs- og andre boer.

[…]

14. Ophør

14.1. Fuldmagten ophører, hvis jeg kommer under værgemål eller samværgemål, jf. værgemålslovens § 5 eller § 7, for så vidt angår de anliggender, der er omfattet af værgemålet eller samværgemålet.

14.2. Fuldmagten ophører også, hvis fuldmægtigen frasiger sig hvervet, hvis fuldmægtigen kommer under værgemål, eller hvis fuldmægtigen selv har oprettet en fremtidsfuldmagt, der bliver sat i kraft. Fuldmagten ophører dog ikke, hvis der er udpeget andre fuldmægtige, herunder subsidiære fuldmægtige, der fortsat kan varetage hvervet.

14.3. Fuldmagten ophører endvidere ved min død. Fuldmægtigen kan dog, indtil de fornødne foranstaltninger kan træffes af boet, i kraft af fuldmagten foretage de retshandler, som er nødvendige for at beskytte boet mod tab.

14.4. Fuldmagtsforholdet kan desuden ophøre helt eller delvist, hvis der opstår tvivl om fuldmægtigens evner til at varetage hvervet. I disse tilfælde kan Familieretshuset vælge at tage initiativ til at indlede en sag om værgemål, hvis Familieretshuset af hensyn til fuldmagtsgiveren vurderer, at der er behov herfor.

[…]”

Sparekassen har oplyst, at den efter henvendelsen fra H om fremtidsfuldmagtens ikrafttræden spærrede klagerens konti, således at det alene var H, der kunne råde over kontiene.

Sparekassen har anført, at den blev kontaktet af R den 25. april 2023, der oplyste, at H var ude af stand til at varetage egne forhold. Derefter spærrede sparekassen H’s adgang til klagerens konti i sparekassen.

Klageren har bestridt det af sparekassen anførte og har oplyst, at R den 25. april 2023 kontaktede sparekassen med anmodning om, at klagerens bokse i banken blev blokeret.

H afgik ved døden den 7. maj 2023.

Sparekassen har oplyst, at den blev kontaktet af klagerens børn, heriblandt R, der anmodede om, at klageren fik råderet over sine konti.

 

Ved e-mail af 17. maj 2023 til R oplyste banken:

”[…]

Vedr. fremtidsfuldmagt

Som nævnt er fremtidsfuldmagten trådt i kraft fordi din far – som det fremgår af personbogen - som følge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred el.lign. ikke længere har evne til at varetage egne forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. Familieretshuset har vurderet, at betingelserne for ikrafttræden var opfyldt, ellers var fuldmagt ikke trådt i kraft. Desværre er fuldmagtshaver afgået ved døden, hvorfor ingen pt. er til at råde. Vi opfordrer derfor til, at I hurtigst muligt får udnævnt en ny værge eller får familieretshuset til at udtale, at de trækker deres afgørelse tilbage. Med andre ord, at din far igen er i stand til at varetage egne forhold.

[…]”

Den 9. juni 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.

Ved e-mail af 13. juni 2023 til R oplyste sparekassen bl.a., at sparekassen som følge af nødretsbetragtninger ville lade udgifter til medicin, plejehjem mv. blive betalt fra klagerens konto.

Ved e-mail af 29. juni 2023 til R oplyste sparekassen, at sparekassen havde besluttet at tilbyde klageren, at han kunne give tredjemand adgang til sine konti via fuldmagt.

Ved en værgebeskikkelse af 1. august 2023 beskikkede Familieretshuset en værge for klageren i alle økonomiske forhold.

Sparekassen har oplyst, at værgen i henhold til værgebeskikkelsen har fået rådighed over klagerens konto.

Parternes påstande

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal give ham adgang til sine konti og betale kompensation.

Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at fuldmagten bortfaldt ved H’s død.

Sparekassen henholder sig til, at når en fremtidsfuldmagt er trådt i kraft, er fuldmagtsgiveren umyndiggjort. Familieretshuset oplyser, at man ikke er umyndiggjort med en fremtidsfuldmagt/fuldmagt.

Sparekassen oplyste ham ikke om, at den lukkede hans konti. Det opdagede han først, da han den 5. maj 2023 ville hæve kontanter i en pengeautomat, hvor hans kort blev inddraget.

Dagen efter H’s død kontaktede han sparekassen og bad om en forklaring på, hvorfor hans kort var blevet inddraget i hæveautomaten. Sparekassen gav ham flere forskellige forklaringer, bl.a. at der forelå en aktualiseret fremtidsfuldmagt, og såfremt han skulle have adgang til sine konti, skulle han have denne aflyst af Familieretshuset. Han og hans børn kontaktede Familieretshuset, der ved brev bekræftede, at fuldmagten ikke længere fandtes på grund af H’s død. Brevet blev sendt til sparekassen, der igen ændrede begrundelse og bad om, at der blev udpeget en værge, der kunne tage vare på hans forhold.

R havde søgt om værgemål, men sagsbehandlingstiden hos Familieretshuset var på cirka fire måneder.

Sparekassen bør straks give ham adgang til sine egne penge, så han kan betale udgifter til bl.a. plejehjem, mad, medicin, forsikringer og telefon. Sparekassen satte ham på gaden uden mulighed for at betale for livets ophold. R har i de sidste måneder betalt rykkergebyrer, genåbningsgebyrer og renter som følge af, at han ikke havde mulighed for at betale rettidigt.

Sparekassen bør betale ham en mærkbar økonomisk kompensation for den situation, den har bragt ham i.

Sparekassen Danmark har anført, at klagerens konti var spærret, fordi sparekassen ikke havde modtaget dokumentation for, hvem der retligt kunne råde over kontoen.

I 2023 vurderede Familieretshuset, at klageren som følge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred eller lignende ikke længere havde evne til at varetage egne forhold inden for de områder, som var omfattet af fremtidsfuldmagten. Fremtidsfuldmagten omfattede klagerens økonomiske forhold.

En aftale er ikke bindende, hvis den indgås med en person, som ikke har evne til at varetage egne forhold, jf. værgemålslovens § 46.

Familieretshuset vurderede, at klageren ikke havde evne til at varetage egne forhold. En aftale om at give klageren råderet over egne konti efter fremtidsfuldmagtshaverens død vil derfor være ugyldig.

Sparekassen efterspurgte dokumentation for, hvem der retligt kunne råde over klagerens konti. Dette enten i form af en afgørelse fra Familieretshuset, hvori Familieretshuset vurderede, at klageren igen havde evne til at varetage egne forhold, en værgebeskikkelse, en generel fuldmagt eller en kontofuldmagt.

Sparekassen kunne ikke ophæve spærringen af klagerens konti, inden den modtog dokumentation for, hvem der kunne råde over kontiene.

Den manglende dokumentation for råderet tilskrev sparekassen sagsbehandlingstiden ved Familieretshuset. Ud fra en nødretsbetragtning lod sparekassen klagerens udgifter til husleje, medicin og plejehjem mv. betale fra kontoen.

Foruden den efterspurgte dokumentation kunne sparekassen ikke ophæve spærringen af klagerens konti.

Sparekassen har ikke påført klageren et erstatningsretligt tab, hvorfor klagerens krav om økonomisk kompensation afvises.

Sparekassen har ikke udarbejdet eller rådgivet om udarbejdelsen af fremtidsfuldmagten. Sparekassen kan ikke bebrejdes, at fremtidsfuldmagten ikke indeholdt en subsidiær fuldmægtig.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark, hvor han havde indlånskonti. 

Den 13. april 2023 meddelte klagerens forhenværende hustru, H, sparekassen, at hun havde fuldmagt til at råde over klagerens konti, idet Familieretshuset den 16. marts 2023 havde sat en fremtidsfuldmagt i kraft. Af fuldmagten fremgår, at den sættes i kraft af Familieretshuset efter anmodning, når klageren som følge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred eller lignende ikke længere har evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. Endvidere fremgår, at fuldmægtigen har ret til at træffe alle beslutninger vedrørende klagerens økonomiske anliggender og hele hans formue.

Sparekassen spærrede derefter klagerens konti, således at det alene var H, der kunne råde over klagerens konti. H afgik ved døden den 7. maj 2023, hvorefter klagerens børn, heriblandt R, anmodede om, at klageren fik råderet over sine konti.

Ved en værgebeskikkelse af 1. august 2023 beskikkede Familieretshuset en værge for klageren i alle økonomiske forhold, hvorefter sparekassen gav værgen adgang til klagerens konto.

Det følger af værgemålslovens § 46, stk. 1, at en aftale ikke er bindende, hvis det må antages, at den er indgået af en person, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglende evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Ankenævnet finder, at sparekassen var berettiget til at kræve dokumentation for, hvem der retligt kunne råde over klagerens konti, hvorfor sparekassen ikke umiddelbart efter H’s død var forpligtet til give klageren adgang til sine konti. Ankenævnet finder herefter, at sparekassen ikke er erstatningsansvarlig over for klageren, og at klageren i øvrigt ikke har krav på kompensation.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.