Realkreditbelåning, kurssikring.
| Sagsnummer: | 803/1994 |
| Dato: | 21-09-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Realkreditbelåning, kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I foråret 1994 forestod indklagede en omprioritering af klagerens ejendom, hvor 4 lån i Nykredit blev omlagt til et kontantlån på 188.000 kr. i samme realkreditinstitut.
Af lånetilbud fra Nykredit af 22. marts 1994 fremgik, at klageren ved en omprioritering kunne opnå en årlig ydelsesbesparelse på ca. 7.800 kr. efter skat, hvilket stort set svarede til en beregning, indklagede havde foretaget forinden.
Den 28. marts 1994 fremsendte indklagede Nykreditpantebrevet til tinglysning. Ved skrivelse af 14. april 1994 meddelte indklagede klageren, at tinglysningen var ekspederet. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Det nye kreditforeningslån er således klar til at blive hjemtaget, hvorfor du bedes kontakte [indklagede], når hjemtagelse skal ske."
Ved skrivelse af 25. april 1994 meddelte indklagede klageren, at hun skulle kontakte indklagede senest den 27. april 1994, såfremt hun ønskede de eksisterende kreditforeningslån opsagt til 30. juni 1994.
De eksisterende lån blev den 27. april 1994 opsagt til indfrielse 30. juni 1994. Ifølge indklagede skete dette efter aftale med klageren.
På et møde hos indklagede den 29. juni 1994 blev der indgået skriftlig aftale mellem klageren og indklagede om hjemtagelse af Nykreditlånet til kursen pr. 30. juni 1994. Ifølge aftalen skulle indklagede afstå fra at beregne sig ekspeditionsgebyr for den pågældende omprioritering og en efterfølgende omprioritering. Ifølge indklagede blev klageren herudover pr. kulance tilbudt en rentenedsættelse på 3% på et lån på ca. 50.000 kr., ligesom en kaution for engagementet blev frigivet.
Kontantlånet blev hjemtaget den 30. juni 1994 til kurs 76,70, svarende til en obligationsgæld på 245.110,82 kr. Ifølge indklagedes beregning har klageren opnået en årlig ydelsesbesparelse på 6.617 kr. efter skat.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 26.123 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun kontaktede indklagede umiddelbart efter modtagelsen af lånetilbudet af 22. marts 1994. Indklagedes medarbejder meddelte, at låneomlægningen skulle foretages med det samme, og at han ville opsige de eksisterende lån. Hun blev ikke orienteret om muligheden for at foretage kurssikring. I begyndelsen af juni 1994 kontaktede hun indklagede, der meddelte, at låneomlægningen ikke var gennemført. På grund af kursfaldet meddelte hun indklagede, at hun ikke ønskede at gennemføre omprioriteringen. På indklagedes anmodning deltog hun i et møde den 29. juni 1994. Hun blev under mødet gjort bekendt med, at hun var nødt til at gennemføre låneomlægningen, idet de eksisterende lån var opsagt til indfrielse. Indklagede tilbød at undlade at beregne ekspeditionsgebyr for omprioriteringssagen og anbefalede hjemtagelse af lånet på basis af 6% obligationer med henblik på at opnå lavest mulige ydelse. Hun bestrider at have henvendt sig i slutningen af april 1994 med det formål at aftale hjemtagelsestidspunktet for omprioriteringslånet. Indklagede burde ved modtagelsen af lånetilbudet have orienteret om muligheden for at kurssikre lånet med henblik på at sikre, at hun opnåede den forventede besparelse ved omprioriteringen. Hun havde ikke kendskab til forhold vedrørende omprioritering. Indklagede havde kendskab til hendes stramme økonomi og burde derfor have indset, at der ikke skulle spekuleres i eventuelle højere obligationskurser. Indklagede burde i hvert fald i forbindelse med opsigelsen af de eksisterende lån have rådgivet om kurssikring, idet der herefter ikke var nogen mulighed for at fortryde låneomlægningen. Under mødet den 29. juni 1994 anbefalede indklagede hjemtagelse af kontantlånet på basis af 6% obligationer, for senere at gennemføre en ny omprioritering når kurserne steg. Indklagede burde have anbefalet hjemtagelse på basis af 10% obligationer, idet renten nu skal falde særdeles meget, før hun vil få fordel af en ny omprioritering. Tabet på 26.123 kr. er opgjort som forskellen i obligationsgælden ved hjemtagelse af lånet til kurs 85,85 den 22. marts 1994 (218.987 kr.) og obligationsgælden ved hjemtagelsen den 30. juni 1994 til kurs 76,70 (245.110 kr.)
Indklagede har anført, at klageren ved sin henvendelse efter modtagelsen af lånetilbudet af 22. marts 1994 blev orienteret om udgifterne til og mulighederne for at hjemtage lånet mod garanti og at indgå fastkursaftale, ligesom klageren blev orienteret om risikoen ved ikke at kurssikre, såfremt hjemtagelsen af lånet skulle afvente tinglysning af pantebrevet. Med henblik på at mindske omkostningerne i sagen valgte klageren at lade hjemtagelsen afvente tinglysning af pantebrevet. Ved skrivelsen af 14. april 1994 blev klageren opfordret til at henvende sig vedrørende hjemtagelsen. Klageren henvendte sig den 27. april 1994, hvor de eksisterende lån blev opsagt pr. 30. juni 1994 efter aftale med klageren. Det var herefter indklagedes opfattelse, at udbetaling af det nye lån skulle finde sted den 30. juni 1994. Da der under mødet den 29. juni 1994 opstod tvivl om det aftalte tidspunkt for hjemtagelsen, blev klageren tilbudt en kompensation for kursfaldet fra 27. april 1994, idet aftale om hjemtagelse af lånet tidligst kunne være indgået pr. denne dato. Klageren blev anbefalet at hjemtage lånet på basis af 6% obligationer med henblik på at opnå lavest mulige ydelse. Klageren har ikke lidt noget tab, idet låneomlægningen har medført en årlig ydelsesbesparelse for klageren på 6.617 kr. efter skat, ligesom klageren ved aftalen af 29. juni 1994 blev kompenseret for ulempen ved den sene lånehjemtagelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren gør bl.a. gældende, at indklagede ikke har vejledt hende om muligheden for at foretage kurssikring. Indklagede bestrider dette, idet det tværtimod gøres gældende, at klageren blev orienteret om risikoen ved at undlade kurssikring, såfremt hun valgte hjemtagelse af lånet efter tinglysning af pantebrevet. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen herefter forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Med hensyn til indklagedes anbefaling af hjemtagelse af lånet på baggrund af 6% obligationer finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede ansvar. Herved bemærkes, at klageren netop på grund af en stram økonomi kan tænkes at have haft større interesse i en nedsættelse af ydelsen frem for en lavere obligationsgæld med henblik på eventuel senere omprioritering.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.