Afgørelse

Omprioritering og tillægsbelåning. Finansiering af byggeri, gebyr m.v.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af mangelfuld rådgivning om kurssikring har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren, og om indklagede har påført klageren merudgifter til renter og gebyrer m.v.

Sagens omstændigheder.

I 1999 var klagerens ejendom prioriteret med et lån i Nykredit og et lån i Dansk Landbrugs Realkreditfond med en samlet restgæld på ca. 465.000 kr. samt et ejerpantebrev på 350.000 kr. Ejerpantebrevet var håndpantsat til sikkerhed for klagerens engagement med pengeinstituttet P.

I februar 1999 indhentede klageren hos Nykredit et lånetilbud på et 30 årigt 6% obligationslån på 714.000 kr. til omlægning af de eksisterende realkreditlån og til finansiering af en ombygning af ejendommen.

Lånet skulle hjemtages via indklagedes privatkundeafdeling i Viborg, hvor klagerens svigermor, S, var ansat. Det blev endvidere aftalt, at klagerens engagement med P skulle overføres til indklagede. Ejerpantebrevet skulle rykke for det nye lån.

Ved skrivelser dateret 23. april 1999 til henholdsvis Nykredit og DLR opsagde klageren de eksisterende lån til indfrielse pr. nærmeste termin. Skrivelserne er udarbejdet på indklagedes brevpapir og bærer S's initialer.

Den 29. april 1999 underskrev klageren og dennes ægtefælle pantebrevet vedrørende obligationslånet på 714.000 kr., som blev vitterlighedspåtegnet af 2 andre medarbejdere i Viborg afdelingen.

Klageren underskrev endvidere en omprioriteringsaftale med indklagede om hjemtagelse af Nykreditlånet og indfrielse af de eksisterende realkreditlån. Aftalen blev for indklagede underskrevet af S og en anden medarbejder. Disses underskrift er dateret den 6. maj 1999. Klagerens underskrift er udateret. Nykreditlånet skulle hjemtages "Efter nærmere aftale. Se afsnittet Rådgivning i denne aftale". De eksisterende lån skulle indfries "Til kurs 100 med differencerenter v/hjemtag". Af omprioriteringsaftalen fremgår i øvrigt blandt andet:

Den 19. maj 1999 blev klagerens engagement med P på 275.776 kr. indfriet via klagerens grundkonto hos indklagede. Grundkontoen havde herefter en saldo på 327.098 kr. (negativ).

Den 30. juni 1999 blev det eksisterende Nykreditlån indfriet med 292.517 kr. Beløbet blev trukket på grundkontoen og overført til klagerens omprioriteringskonto, hvorfra indfrielsen skete. Saldoen på grundkontoen var herefter 615.760 kr. (negativ).

I begyndelsen af juli 1999 blev omprioriteringslånet ændret til et 7% obligationslån på 700.000 kr., som den 13. juli 1999 blev udbetalt til kurs 99,8. Af låneprovenuet blev 100.000 kr. i overensstemmelse med Nykredits betingelser overført til en sikringskonto, hvorfra der løbende blev frigivet midler til brug for byggeriet. Det resterende provenu blev anvendt til tilbagebetaling af 23.000 kr., som S havde udlagt for klageren, og til nedbringelse af gælden på grundkontoen, som herefter udviste en saldo på 62.849 kr. (negativ).

Den 30. juli 1999 blev DLR lånet indfriet med 173.923 kr., som blev overført fra grundkontoen til omprioriteringskontoen, hvorfra indfrielsen skete. Saldoen på grundkontoen var herefter 237.577 kr. (negativ).

Ved gældsbrev af 6. august 1999 ydede indklagede klageren et boliglån på 275.000 kr. Ifølge gældsbrevet var stiftelsesomkostningerne 2.700 kr. til bevillingsprovision, 825 kr. til stempel og 1.435 kr. til ekspeditionsgebyr, i alt 4.960 kr.

Indklagede har oplyst, at ekspeditionsgebyrerne omfattede gebyr for udfærdigelse af dokumenter, 600 kr., påtegning på ejerpantebrev, 375 kr., påtegning på løsøreejerpantebrev, 160 kr. og fremsendelse af dokumenter til tinglysning, 300 kr. Gebyrerne fremgår af indklagedes gebyrskema.

Boliglånets provenu på 270.040 kr. blev overført til klagerens grundkonto, som herefter udviste en saldo på 29.158 kr.

Den 31. december 1999 blev grundkontoen debiteret 8.382,65 kr. i renter.

Af indklagedes interne notater af 7. januar 2000 fremgår bl.a., at indklagede havde afvist at udvide klagerens engagement med et billån.

Ved skrivelse af 28. september 2000 meddelte indklagede, at der på grundkontoen ikke var dækning for betaling af terminsydelse til Nykredit den 29. september 2000. Indklagede anbefalede klageren at søge henstand med terminsydelsen og tilbød samtidig henstand på ydelsen på boliglånet til den 1. november 2000.

Ved skrivelse af 2. oktober 2000 meddelte indklagede, at betalingen af terminsydelsen til Nykredit ikke var gennemført på grund af manglende dækning.

Parternes påstande.

Den 19. februar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække hendes tab.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun i forbindelse med underskrivelsen af dokumenterne vedrørende omprioriteringen/tillægsbelåningen ikke blev rådgivet om muligheden for kurssikring og om risikoen ved at undlade at kurssikre.

Da de eksisterende lån var opsagt, var hun nødsaget til gennemføre omprioriteringen, selv om kursen på 6% obligationer faldt betydeligt. På grund af kursfaldet blev lånet ændret til et 7% obligationslån, hvilket medførte både højere ydelse og ekstra udgifter til tinglysning.

Som følge af opsigelsen af de eksisterende lån kunne hun heller ikke udnytte kursfaldet i forbindelse med indfrielserne.

Opsigelserne blev formuleret og udskrevet af S den 23. april 1999, hvilket formentlig er begrundet i, at S sædvanligvis forestod ekspeditioner af den pågældende art. Opsigelserne blev underskrevet samtidig med pantebrevet og under vejledning af en anden medarbejder. S var af sin overordnede blevet anmodet om ikke at medvirke i sagen. Hun erindrer ikke, om og i givet fald hvorfor omprioriteringsaftalen først blev underskrevet efterfølgende.

Indklagede bør som følge af mangelfuld rådgivning betale erstatning for tabet som følge af den manglende kurssikring.

Grundkontoen blev anvendt som mellemregningskonto for omprioriteringskontoen og byggekontoen, hvilket medførte en forøget renteudgift. Der blev ført beløb frem og tilbage mellem kontiene, hvorfor det var svært at få et overblik over byggeriet og den øvrige økonomi.

Indklagede gav tilsagn om at finansiere et bilkøb til 34.000 kr., som var nødvendigt på grund af hendes og hendes ægtefælles arbejde. Da pengene skulle overføres til sælger, meddelte indklagede, at hun alligevel ikke kunne låne pengene, hvilket satte hende i en meget uheldig situation.

Da der i efteråret i 2000 ikke var dækning på kontoen til alle betalinger, blev det aftalt, at terminen til Nykredit i hvert fald skulle betales. Efter opfordring fra indklagede søgte hun henstand hos Nykredit og meddelte herefter indklagede, at hun havde fået henstand til den 1. december 2000. Hun var af den klare opfattelse, at indklagede ville sørge for betaling pr. denne dato. Indklagede gennemførte imidlertid ikke betalingen, hvilket medførte, at hun blev pålagt morarenter, og at hun mistede sin kernekunderabat.

Engagementet med P blev overført efter forslag fra indklagede, og hun kunne derfor berettiget forvente, at indklagede ikke ville beregne sig gebyr herfor. Det var kutyme hos indklagede, at der ikke blev beregnet gebyr, hvis et engagement i forbindelse med en overførsel ikke blev udvidet. Såfremt hun havde været bekendt med gebyrerne, ville hun ikke havde overført engagementet.

Sagen kunne have været tilrettelagt på en mere hensigtsmæssig måde, således at antallet af gebyrer blev begrænset.

Indklagede har anført, at klageren i overensstemmelse med sædvanlig praksis blev rådgivet om muligheden for kurssikring, hvilket også fremgår af omprioriteringsaftalen. Muligheden for kurssikring fremgik endvidere af Nykredits lånetilbud.

I perioden maj - juli 1999 faldt kursen på de 6% obligationer, der lå til grund for lånet, fra kurs 98,90 den 6. maj 1999 til kurs 93,60 den 8. juli 1999, hvilket antagelig var baggrunden for, at klageren i stedet valgte at hjemtage lånet baseret på 7% obligationer.

Grundkontoen blev af klageren brugt som en kombineret løn- og budgetkonto. Kontoen blev også anvendt til midlertidig placering af gælden/de indfriede realkreditlån, indtil restfinansieringen i form af et boliglån blev etableret, og indtil Nykredit frigav restprovenuet af realkreditlånet/sikringskontoen på 100.000 kr. Det må medgives, at de mange transaktioner over kontoen vanskeliggør overblikket, men klageren er ikke blevet påført merudgifter. Der blev bevilliget et overtræk på kontoen på 640.000 kr. Overtræksrenten var på 20,5% p.a., men denne blev aldrig bogført på kontoen, idet rentesaldoen manuelt blev reguleret til en rente på 9,5% p.a. Af den samlede renteudgift for 1999 på 8.382,65 kr., kan 5.561,40 henføres til mellemregningerne. Såfremt disse var hævet på en særskilt konto, skulle klageren også have betalt udlånsrenter af denne.

Ved etableringen af boliglånet blev der beregnet provisioner og gebyrer i henhold til gældende priser. Det var ikke aftalt med klageren, at pengeinstitutskiftet var gratis.

Det bestrides, at der blev givet tilsagn om finansiering af bilkøb, og klageren har ikke dokumenteret at have lidt noget tab i forbindelse hermed.

Septemberterminen 2000 til Nykredit blev ikke betalt på grund af manglende dækning på kontoen. Afdelingen forsøgte forgæves at kontakte klageren telefonisk og orienterede derfor klageren herom ved skrivelserne af henholdsvis 28. september og 2. oktober 2000. Indklagede blev ikke anmodet om den 1. december 2000 at overføre den terminsydelse, som Nykredit havde givet henstand med.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved underskrivelsen af omprioriteringsaftalen har klageren bekræftet, at hun var gjort bekendt med muligheden for at kurssikre, herunder om risikoen ved at undlade dette. Ankenævnet finder derfor ikke, at det kan pålægges indklagede at erstatte klagerens tab som følge af, at kursen på de obligationer, der lå til grund for det tilbudte Nykreditlån, efterfølgende udviklede sig i en for klageren ugunstig retning.

Det må lægges til grund, at anvendelsen af klagerens grundkonto som mellemregningskonto i forbindelse med omprioriteringen og overførslen af klagerens engagement med P ikke medførte en merrenteudgift for klageren. Det bemærkes herved, at indklagede ikke har beregnet sig overtræksrente på 20,5 % p.a. af de midlertidige træk på kontoen, men alene en sædvanlig udlånsrente på 9,5% p.a.

Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med overførslen af engagementet med P gav tilsagn om, at etableringen af det nye lån var omkostningsfrit, eller at indklagede skulle have bibragt klageren en berettiget forventning herom. Omkostningerne, som fremgår af det af klageren underskrevne gældsbrev af 6. august 1999, kan ikke tilsidesættes som urimelige.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede havde givet tilsagn om finansiering af klagerens bilkøb, eller at indklagede havde påtaget sig at gennemføre betalingen af klagerens termin til Nykredit den 1. december 2000.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.