Krav om rentenulstilling og om afvikling af misligholdte lån med nedsatte ydelser.
| Sagsnummer: | 108/2021 |
| Dato: | 18-10-2021 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Kritte Sand Nielsen og Jacob Ruben Hansen. |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om rentenulstilling og om afvikling af misligholdte lån med nedsatte ydelser. |
| Indklagede: | Santander Consumer Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om rentenulstilling og om afvikling af misligholdte lån med nedsatte ydelser.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Santander Consumer Bank, hvor hun havde tre engagementer, der alle var misligholdt.
- Privatlån -379/-888
Ved et gældsbrev af 6. november 2015 optog klageren et lån på 87.550 kr. i Santander Consumer Bank og fik udbetalt 85.000 kr.
Den pålydende rente var variabel på for tiden 15,76 %, og lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.496 kr.
Banken har oplyst, at restgælden pr. den 7. april 2021 udgjorde 44.417,34 kr., heraf var der en restance på 29.515 kr. Restancen var oparbejdet i perioden fra den 1. maj 2019 til den 1. marts 2021. Banken sendte et inkassovarsel til klageren den 15. oktober 2019.
- Kredit -913
Den 25. juni 2016 optog klageren en kredit på 10.000 kr. i banken med et tilknyttet kreditkort til en variabel debitorrente på for tiden 18,95 %.
Banken har oplyst, at restgælden pr. den 7. april 2021 udgjorde 15.447,54 kr., heraf var der en restance på 9.194,15 kr.
Kreditten var udnyttet fuldt ud, og der var ikke indbetalt på kreditten siden den 1. april 2019. Der var ikke sendt et inkassovarsel vedrørende kreditten, da kontoen fulgte bankens almindelige rykkerforløb.
- Privatlån -786
Klageren optog i GE Money Bank (nu Santander Consumer Bank) en kredit, som i 2016 blev omlagt til et privatlån. Banken har fremlagt en låneaftale af 10. september 2016, hvoraf fremgår, at hovedstolen på det omlagte lån var 23.076,76 kr., og at debitorrente var variabel på for tiden 19,95 % om året. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 467 kr., og løbetiden var 93 måneder.
Banken har oplyst, at restgælden pr. den 7. april 2021 udgjorde 28.561,78. kr., heraf var der en restance på 13.607,57 kr. Restancen var oparbejdet i perioden fra den 1. maj 2019 til den 1. marts 2021. Banken sendte et inkassovarsel til klageren den 15. oktober 2019.
Ved en mail af 2. januar 2021 til bankens kundeservice anførte klagerens økonomirådgiver følgende:
”Jeg fristes nærmest til, at starte med om ikke der er en voksen tilstede i Santander Bank, som det er muligt at få en konstruktiv dialog med.
De svar jeg har fået retur pr. mail i sagen er bare nej, nej, nej og giver indtryk af, at man ikke har gjort sig den ulejlighed, at læse hvad der skrives og derefter sætte sig ind i sagen.
Ikke engang Direktionen gør sig den ulejlighed, at give en svar på breve af hhv. 26. november og 16. december 2020, hvilket må sige at være ganske uhørt af en stor professionel bank.
Sagen er ganske enkelt den, at [klageren] i dag skylder jer i alt ca. kr. 85.000,-, som hun ikke afvikler på og ikke har gjort i efterhånden lang tid, men som hun rigtig gerne vil afvikle på.
Det er på nuværende tidspunkt lykkes os, at få forhandlet 0-renter på en meget stor del af [klagerens] gæld og finde nogle besparelser så det nu er muligt, at tilbyde jer en betaling på de 3 fordringer hos jer, som [klageren] som nævnt p.t. ikke afvikler på.
Hvis [klageren] skal have bare en rimelig mulighed for, at få betalt sin gæld inden hun går på folkepension skal vi derfor bede om, at renten på alle fordringerne bliver nulstillet så længe der sker en afvikling, eller i hvert fald nedsat væsentligt.
Vi kan tilbyde, at der betales kr. 500,- x 3 pr. måned, første gang 1. februar 2021 mod, at renten bliver nedsat til 0,00% p.a. så længe aftalen overholdes.
I dag betaler [klageren] en høj rente på
Santander Bank –[3]79 01-11-15 42.690,86 0,00 15,76%
Santander Bank -786 01-04-16 26.665,53 0,00 18,08%
Santander Bank -913 01-06-16 14.544,60 0,00 17,48%
Vi kan desuden tilbyde, at når kravet på ca. kr. 14.500,- er betalt ud, så hæves den månedlige betaling til kr. 1.000,- på det store krav – ca. tkr. 42,7.
Forholdet er det, at [klageren] er 63 år og derfor skal gå på pension om ca. 3-4 år hvorefter hendes indtægt vil falde væsentligt og dermed også hendes muligheder for en afvikling af hendes gæld, som vi nu har opgjort til tkr. 306.
Vi imødeser et positivt svar snarest muligt.”
Banken afviste klagerens anmodning om rentestop og om afvikling af engagementerne med nedsatte ydelser.
Parternes påstande
Den 25. februar 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal:
- opfylde betingelserne for god pengeinstitutetik i Danmark
- pålægges helt generelt, at indgå i konstruktive forhandlinger med kunder der kommer i problemer
- pålægges at indgå en betalingsaftale med hende som det er tilbudt i hendes mailkorrespondance med banken
- pålægges at slette restancerne, da der ikke er belæg for at disse opretholdes, når der kan indgås en aftale.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun forgæves har forsøgt at lave en aftale med banken vedrørende de lån, som hun har. Hun har en økonomirådgiver, der gentagne gange har mailet/ringet til banken, men har rendt panden mod en mur hver gang – ifølge det oplyste har banken også været ubehagelig, og den har opført sig urimeligt.
Hun forstår ikke bankens svar, hvori den fastholder, at hun dels skal betale diverse restancer, der i alt andrager 52.334 kr., ligesom den fastholder de hidtidige månedlige betalinger.
Dette har hun meddelt banken flere gange vil være umuligt for hende.
Det hele bunder i, at banken ikke har været villig til, at indgå i en dialog med hendes økonomirådgiver og/eller med hende, hvilket er en tilsidesættelse af god etik og moral og i direkte strid med, hvordan et dansk pengeinstitut skal forholde sig til kundernes problemer.
Banken forholder sig slet ikke til, hvad hun skriver.
Alt bliver blot igen og igen mødt med en stejl nej holdning, hvilket ikke fremmer sagen og en løsning. Hun genfremsætter derfor sit tilbud på en afvikling af gælden til banken, som hun finder rimeligt, og som hun kan overholde. Tilbuddet er fair og noget, som begge parter vil kunne leve med, om end ingen er super tilfredse.
Klagen omfatter også bankens sagsbehandling/holdning, idet banken på ingen måde overholder gældende regler om god pengeinstitutetik og behandling af kunder i Danmark.
Santander Consumer Bank har anført, at den har meddelt klageren, at den ikke har mulighed for at imødekomme hendes ønske om rentestop og nedsættelse af ydelserne.
Banken forstår eskaleringen af sagen, herunder klagerens brev til direktionen og klagen til banken, som en utilfredshed over det svar, som bankens Collection Afdeling gav klageren på anmodningen om rentestop og indgåelsen af en afdragsordning med en nedsættelse af ydelserne.
Ved besvarelsen af mailen fra klagerens økonomirådgiver af 2. januar 2021 oplyste banken, at den vurderede sager individuelt, og det i denne sag ikke var muligt at imødekomme klagerens ønske. Banken henviste endvidere til sine tidligere besvarelser til klageren.
Banken er som kreditor ikke er forpligtet til at efterkomme klagerens ønsker. Banken er alene forpligtet til at indgå en betalingsaftale, såfremt der er tale om en gældssanering, en afdragsordning pålagt af fogedretten, hvorefter hele gælden afdrages over maksimum 10 måneder eller lignende situationer.
Klagerens låne- og kreditaftaler i banken er misligholdt, og i henhold til bankens interne kreditpolitikker er det ikke muligt at imødekomme klagers ønsker.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Santander Consumer Bank, hvor hun havde to lån og en kredit. Alle tre engagementer blev misligholdt i 2019, og i efteråret 2020 og i januar 2021 afslog banken en anmodning fra klageren om rentestop og om afvikling af engagementerne med nedsatte ydelser.
Det beror på bankens egen kreditmæssige afgørelse, om den vil imødekomme et ønske om rentenulstilling og/eller nedsættelse af aftalte ydelser på engagementerne. Ankenævnet kan hverken pålægge banken at acceptere en rentenulstilling, at acceptere en bestemt afvikling af gælden og/eller en eventuel akkordordning, ligesom Ankenævnet heller ikke kan pålægge banken at indgå i forhandlinger med klageren herom.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.