Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier for midler fra børnebørnskonti.

Sagsnummer: 644/2010
Dato: 01-07-2015
Ankenævn: Kari Sørensen, Kjeld Gosvig Jensen, Poul Erik Jensen, Morten Bruun Pedersen, Andreas Moll Årsnes
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Umyndighed - gave
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier for midler fra børnebørnskonti.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier for midler fra børnebørnskonti.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i den daværende Roskilde Bank, hvor hun blandt andet havde et værdipapirdepot.

Den 17. september 2001 oprettede klageren hver en børnebørnskonto til sine to børnebørn, B1 og B2. Den 11. august 2004 og den 2. marts 2006 oprettede klageren hver en børnebørnskonto til sine to andre børnebørn, B3 og B4. Kontiene var oprettet med børnebørnene som kontohavere og klageren som indskyder. Kontiene skulle frigives omkring børnebørnenes konfirmation. Ifølge aftalerne om oprettelse af kontiene til B3 og B4 fra 2004 og 2006 traf indskyder (klageren) bestemmelse om, hvorvidt indeståendet på kontoen skulle placeres i værdipapirer (obligationer eller aktier). Aftalerne om oprettelse af kontiene til B1 og B2 indeholdt ikke en tilsvarende bestemmelse.

Klageren indskød hver måned 100 kr. på hver af kontiene.

Den 2. marts 2006 købte klageren fire styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 5.316 kr. til hvert af børnebørnene for midler fra deres børnebørnskonti. Aktierne blev indlagt i depoter, der samtidig blev oprettet til hvert barnebarn.

Af klagerens årsoversigt for 2006 fremgik, at klagerens eget værdipapirdepot i banken ultimo december 2006 indeholdt Roskilde Bank aktier til en kursværdi af ca. 391.000 kr.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I et brev til Roskilde Bank af 28. september 2010 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning vedrørende købet af aktierne til børnebørnene. I et brev af samme dag afviste banken klagerens indsigelser.

Den 25. november 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning for købet af aktierne til børnebørnene.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Forligsaftalen medførte ikke, at børnebørnene blev tilbudt erstatning.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal erstatte børnebørnene tabet ved købet af aktierne.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at direktøren i hendes filial af Roskilde Bank flere gange anbefalede hende at omlægge børnebørnenes opsparing til aktier i Roskilde Bank. Hun afslog dette på grund af usikkerheden. Da hun en dag var i banken i anden anledning gentog filialdirektøren sin anbefaling og tilføjede, at han selv havde placeret sine børns børneopsparing i aktier i Roskilde Bank. Anbefalingen fremstod som et særligt godt råd til særlige kunder. Hun accepterede derfor omlægningen, der tilsyneladende var helt risikofri og med en god forrentning.

Banken burde ikke have anbefalet at placere en børnebørnsopsparing i aktier, og slet ikke i bankens egne aktier. Banken burde være særlig omhyggelig i sin rådgivning vedrørende salg af bankens egne aktier til en børneopsparing. Banken anbefalede ikke at sprede aktieinvesteringen til forskellige aktier.

Banken har pådraget sig et ansvar ved - trods hendes afslag - at vedblive med at opfordre hende til at omlægge opsparingerne.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at aktiekøbet ikke er omfattet af det mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet indgåede forlig.

Klageren har ikke dokumenteret præcist hvilke fejl og forsømmelser, der kan tilregnes Finansiel Stabilitet som ansvarspådragende.

Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at Finansiel Stabilitet har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med aktiekøbet. Det er ikke i sig selv ansvarspådragende at anbefale køb af en aktie i størrelsesordenen 5.000 kr. til en børneopsparing.

Klageren var bevidst om, at investering i bankaktier var forbundet med en risiko. Klageren havde i hvert fald siden 2002 været aktionær i Roskilde Bank og havde derudover et antal andre aktier i sin beholdning af værdipapirer. Klageren har anført, at hun flere gange sagde nej til at købe aktier til børnebørnene på grund af risikoen. Klageren købte aktierne efter egne overvejelser og eget valg. Det må lægges til grund, at klageren købte aktierne i forventning om, at aktierne ville stige. Det var klagerens egen risiko, at denne forventning viste sig ikke at holde.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Finansiel Stabilitet er ikke i besiddelse af oplysninger om grundlaget for købet af aktierne. Placeringen af midlerne blev aftalt mellem Finansiel Stabilitet og klageren, der var opretter af kontiene. Der er ikke forhold, der hindrer, at midlerne blev placeret i værdipapirer, uanset at der i aftalerne fra 2001 ikke var en bestemmelse om, at placeringen kunne ske i værdipapirer.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1059 af 17. november 2011 om børneopsparingskonti, § 1, stk. 3, at placering af midler skal ske efter aftale med opretteren og banken.

Ankenævnets bemærkninger

I september 2001, august 2004 og marts 2006 oprettede klageren en såkaldt børnebørnskonto til hvert af sine fire børnebørn B1, B2, B3 og B4 med disse som kontohavere. Klageren indskød hver måned 100 kr. på hver af kontiene. Det må formodes, at indsættelserne var gaver til børnebørnene.

Den 2. marts 2006 købte klageren fire styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 5.316 kr. til hvert af børnebørnene for midler fra deres børnebørnskonti.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning i forbindelse med klagerens køb af aktier i Roskilde Bank til B1, B2, B3 og B4. Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier og måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde. Klageren får herefter ikke medhold.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.