Tidspunkt for hjemtagelse af omprioriteringslån.
| Sagsnummer: | 471/1995 |
| Dato: | 02-04-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Tidspunkt for hjemtagelse af omprioriteringslån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 23. juni 1993 indgik den ene af klagerne, der er ægtefæller, en gældsplejeaftale med indklagedes Ballerup afdeling. Gældsplejeaftalen indebar, at afdelingen skulle kontakte klagerne med henblik på omlægning af et 10% kontantlån i klagernes ejendom, når der ifølge indklagedes beregninger kunne opnås en besparelse på 5% af lånets restgæld.
Den 2. december 1993 fremsendte indklagede en beregning, der viste, at der kunne opnås en besparelse på 8,09% af restgælden ved at omlægge lånet, der på daværende tidspunkt havde en obligationsrestgæld på 976.425,45 kr., til et kontantlån på 1.002.000 kr. Af beregningen fremgår bl.a.:
"Beregningerne er foretaget med den sidst noterede kurs. Inden konverteringen gennemføres, kan der være sket ændringer."
Klagerne havde gennem deres revisor indhentet lånetilbud af 22. oktober 1993 på et kontantlån på 1.025.000 kr. i Realkredit Danmark. Fristen for udbetaling i henhold til tilbudet var den 22. april 1994.
Efter at have drøftet indklagedes beregning med revisoren besluttede klagerne at gennemføre omprioriteringen, hvorefter der den 20. december 1993 blev afholdt møde med indklagede. Under mødet underskrev klagerne dokumenterne til brug for omprioriteringen, ligesom der blev oprettet en omprioriteringskonto. Den ene af klagerne underskrev samtidig en erklæring om, at han var blevet orienteret om kurskontrakt, og at han ikke ønskede at tegne en sådan.
Pantebrevet på 1.025.000 kr. blev fremsendt til tinglysning den 29. december 1993.
Ved skrivelse af 10. januar 1994 opfordrede Realkredit Danmark klagerne til at benytte lånetilbudet, hvorpå klagerne ved skrivelse af 11. s.m. forespurgte til lånesagen. Ifølge indklagede blev det den 12. s.m. telefonisk meddelt klagerne, at man endnu afventede at modtage pantebrevet retur fra tinglysning.
Pantebrevet blev modtaget i afdelingen den 25. januar 1994. Samme dag modtog indklagede en telefax fra klagerne med forespørgsel til omprioriteringssagen og om hjemtagelse af lånet på basis af 5% eller 6% obligationer. Ifølge indklagedes interne notater blev forespørgslen besvaret telefonisk. Det fremgår, at klagerne ville overveje, om lånet skulle hjemtages på basis 6% eller 5% obligationer, og at lånet skulle sendes til udbetaling, når de havde besluttet sig. Frem for paristraksindfrielse af det eksisterende lån inden udgangen af januar 1994, som ifølge indklagedes notater oprindeligt var aftalt, blev lånet ved indklagedes skrivelse til Realkredit Danmark af 25. januar 1994 opsagt til indfrielse pr. 1. juli 1994.
Ved skrivelse af 30. januar 1994 til indklagede bekræftede klagerne, at det var aftalt, at indklagede skulle kontaktes i løbet af februar 1994 "for endelig etablering" af realkreditlånet.
Ved telefax af 20. marts 1994 til indklagede meddelte klagerne:
"Etablering af huslånet:
Jeg har modtaget betalingsservice på det gamle lån, det skal da ikke betales?
Jeg vil godt bede dig etablere vores huslån nu, jeg tror ikke der kan nå og ske store ændringer på kurserne i forhold til sidste uge."
Indklagede har anført, at telefaxen ikke er modtaget i afdelingen. Klagerne har fremlagt kopi af en "transmission receipt" til dokumentation for, at der den 21. marts 1994 er afsendt en telefax fra den ene klagers arbejdsplads til afdelingen.
Under en telefonsamtale mellem indklagede og den ene klager den 21. marts 1994 drøftedes bl.a. hjemtagelse af lånet. Indklagede har anført, at det blev oplyst, at lånet ikke var hjemtaget, og at der var frist frem til den 1. juli 1994 til at hjemtage lånet. Det fremgår, at klageren noterede sig fristen frem til 1. juli 1994. Den pågældende klager blev samtidig orienteret om indklagedes forventninger til kursudviklingen. Indklagede forventede på dette tidspunkt kursstigninger som følge af store obligationsudtrækninger i april måned.
Ved skrivelse af 10. maj 1994 til indklagede anførte klagerne bl.a.:
"I marts konstaterer vi imidlertid, at betalingsservice omfatter det gamle lån. Vi sender en forespørgsel til [indklagede] den 20. marts og bliver kontaktet af [indklagede] som meddeler, at lånet ikke er hjemtaget og at det bedre kan betale sig at vente til april, da kurserne netop er steget og vi havde frist helt frem til 1. juli for etablering."
Den 10. juni 1994 underskrev klagerne kurskontrakt med indklagede vedrørende et kontantlån på 1.025.000 kr. baseret på 8% obligationer med afviklingsdag den 20. juni 1994. Til trods for at lånetilbudet var udløbet den 23. april 1994, blev kurskontrakten noteret til den aftalte kurs pr. 10. juni 1994 mod, at klagerne underskrev et ny udbetalingsbrev, og at lånebeløbet som følge af terminsbetalingerne i december 1993 og marts 1994 blev nedsat til 981.000 kr. Ændringerne skete omkostningsfrit for klagerne.
Kontantlånet på nu 981.000 kr. blev afregnet den 30. juni 1994 på basis af 8% obligationer til kursen den 10. juni 1994.
Ved stævning indleveret til retten i Ballerup den 21. december 1994 anlagde klagerne retssag mod indklagede med påstand om betaling af 136.249 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Ved svarskrift af 22. marts 1995 nedlagde indklagede påstand om frifindelse.
I retsmøde den 13. september 1995 blev sagen af retten henvist til Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361, stk. 1.
For Ankenævnet har klagerne nedlagt påstand i overensstemmelse med stævningen.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede er ansvarlig for forsinkelsen af omprioriteringssagen fra medio december 1993 til den faktiske hjemtagelse den 30. juni 1994. Indklagede bør erstatte deres tab som følge af forsinkelsen. Tabet kan opgøres til differencen mellem nutidsværdien af lånet, som blev hjemtaget den 30. juni 1994 på basis af 8% obligationer og nutidsværdien af lånet ved hjemtagelse på basis af 6% obligationer medio 1993. Indklagede har undladt at opfylde sin vejledningsforpligtelse. De blev ikke orienteret om de tekniske muligheder for gennemførelse af en omprioritering, herunder indgåelse af kurskontrakt og straksindfrielse af det eksisterende lån. Indklagede undlod at orientere om opsigelsen af det eksisterende lån, og at de som følge heraf ville bære kursrisikoen frem til juni 1994. Indklagede burde have gennemført omprioriteringen ved straksindfrielse af det eksisterende lån. På trods af adskillige skriftlige henvendelser foretog indklagede sig intet til gennemførelse af omprioriteringssagen. Det er dokumenteret, at skrivelsen af 20. marts 1994 blev afsendt. Det bør være indklagedes risiko, såfremt en eller flere telefaxer ikke er kommet frem til rette sagsbehandler i afdelingen.
Indklagede har anført, at klagerne på mødet den 20. december 1993 blev orienteret om muligheden for at indgå kurskontrakt, hvilket klagerne imidlertid ikke ønskede. Da pantebrevet var modtaget retur fra tinglysningskontoret den 25. januar 1994, ønskede klagerne at overveje, om lånet skulle hjemtages på basis af 6% eller 5% obligationer. Klagerne ville kontakte afdelingen, når de havde besluttet sig. Samtlige henvendelser fra klagerne blev besvaret af afdelingen. Det bestrides, at klagernes skrivelse af 20. marts 1994 er modtaget i afdelingen. Dette findes imidlertid at være uden betydning, idet spørgsmålet om hjemtagelse af lånet blev drøftet telefonisk med klagerne den pågældende dag. På baggrund af medarbejderens oplysning om, at der var frist frem til den 1. juli 1994, og på baggrund af indklagedes forventninger til kursudviklingen besluttede klagerne at afvente hjemtagelse af lånet. Først den 10. juni 1994, hvor der blev indgået kurskontrakt, traf klagerne beslutning herom. Det forhold, at det eksisterende lån blev opsagt den 25. januar 1994, var ikke til hinder for, at lånet efterfølgende kunne straks-indfries. Opsigelse af lånet skete med henblik på at undgå differencerenter for tiden efter 1. juli 1994. Det gøres gældende, at omprioriteringssagen fra 25. januar 1994 afventede klagernes instruks om hjemtagelse af lånet, og at klagerne, som den 20. december 1993 blev rådgivet om muligheden for kurssikring, måtte være klar over, at de selv bar kursrisikoen. Indklagede har bestridt klagernes opgørelse af tabet og har gjort gældende, at et eventuelt erstatningsansvar i hvert fald kun kan gøres gældende, for så vidt angår kursfaldet fra 25. marts til 10. juni 1994.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne den 20. december 1993 blev orienteret om muligheden for at kurssikre lånetilbudet. Den 25. januar 1994, hvor pantebrevet forelå i tinglyst stand, ønskede klagerne at afvente hjemtagelse af lånet, hvilket er bekræftet i klagernes skrivelse af 30. januar 1994. Ankenævnet finder, at klagerne måtte indse, at kursrisikoen tidsmæssigt blev forlænget ud over de fire uger, som medgik til tinglysning, indtil de besluttede at hjemtage lånet eller at foretage kurssikring. Ankenævnet finder endvidere, at det må lægges til grund, at klagerne den 20. marts 1994 besluttede at hjemtage lånet, men at denne beslutning, på baggrund af oplysningerne om indklagedes forventninger til kursudviklingen under telefonsamtalen den 21. marts 1994 og under hensyn til, at der var frist for hjemtagelse af lånet frem til 1. juli 1994, ændredes til fortsat at afvente hjemtagelse af lånet. Ankenævnet finder det herefter uden betydning, om indklagede har modtaget klagernes skrivelse af 20. marts 1994.
Ankenævnet finder, at den sene hjemtagelse af omprioriteringslånet var begrundet i klagernes forhold, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede ansvaret for, at klagerne på baggrund af indklagedes forventninger til kursudviklingen valgte at afvente hjemtagelse af lånet. Herved bemærkes, at klagerne måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at de selv måtte bære risikoen herfor.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.