Afgørelse

Tvist om vilkår for afvikling af kautionsforpligtelse og pant for tredjemands gæld, herunder krav om at pengeinstitut skal rykke med sit pant samt indsigelse mod rente på boliglån og billån.

Indledning

Sagen vedrører tvist om vilkår for afvikling af kautionsforpligtelse vedrørende et selskab og pant for selskabets gæld, herunder krav om at pengeinstitut skal rykke med sit pant samt indsigelse mod rente på boliglån og billån.

Sagens omstændigheder

Den 11. oktober 2010 ydede Max Bank (nu Sparekassen Sjælland) en erhvervskredit med et maksimum på 400.000 kr. til et anpartsselskab, S, der var ejet af klageren og en tredjemand, T, via to andre anpartsselskaber. Klageren og T, der begge var direktører og bestyrelsesmedlemmer i S, underskrev henholdsvis den 11. og 12. oktober 2010 kreditaftalen som selvskyldnerkautionister.

Klageren og T underskrev samtidig hver en ”Kautionserklæring (Erhverv)” vedrørende ubegrænset selvskyldnerkaution for S’s nuværende og fremtidige forpligtelser overfor banken. Erklæringen indeholdt blandt andet følgende:

”… Jeg (kautionisten) bekræfter samtidig, at Max Bank har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg er her­under gjort bekendt med, at Max Bank kan kræve, at jeg straks indfrier den del af gælden/kreditten, jeg har påtaget mig at kautionere for, hvis låntager ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Jeg er klar over, at det ikke kun er låntagers manglende betaling (restancen), som Max Bank kan kræve. Jeg er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis låntager ikke betaler en ydelse til tiden. …"

Klageren og T underskrev endvidere samtidig hver en aftale om underpantsætning, hvorefter Max Bank fik underpant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. i hver deres ejendomme til sikkerhed for S’s nuværende og fremtidige forpligtelser overfor banken. Ejerpantebrevene respekterede de hæftelser, der var tinglyst før den 24. september 2010.

Den 20. januar 2012 gik S konkurs.

Ved et brev af 23. januar 2012 til S opsagde Sparekassen Sjælland kreditten til fuld indfrielse med 684.377,73 kr. med tillæg af renter fra den 1. januar 2012 og meddelte samtidig, at engagementet var opsagt overfor klageren og T.

Den 4. august 2012 optog klageren og hans ægtefælle, H et billån i sparekassen på 347.148,19 kr. med variabel rente på for tiden 9,85 % og en løbetid på ca. seks år. Samme dag optog klageren og H et 25-årigt boliglån i sparekassen på 468.430,68 kr. med variabel rente på for tiden 9,71 %. Renten på lånene kunne reguleres i henhold til vilkårene i sparekassens ”Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter – forbruger”, der var gældende for lånene. Lånene var ydet med sikkerhed i bil, fast ejendom og depoter tilhørende klageren og H.

Sparekassen har oplyst, at rentesatserne på lånene er blevet reguleret i takt med sparekassens generelle renteændringer, jf. sparekassens Almindelige Forretningsbetingelser, og at renten pr. 5. november 2014 var henholdsvis 10,54 % p.a. på boliglånet og 10,68 % p.a. på billånet.

Klageren har fremlagt en rådighedsberegning af 3. juni 2013 fra et andet pengeinstitut, P, hvori indgår et 30-årigt boliglån på 457.000 kr. hos P til en fast rente på 6,7 % p.a. og et 7-årigt billån på 308.322 kr. hos P med en fast rente på 5,9 % p.a.

I e-mail af 11. juli 2013 til sparekassen oplyste klageren, at det ikke var muligt for ham at skifte pengeinstitut til P som følge af sparekassens pant i hans faste ejendom til sikkerhed for S’s gæld. Klageren anmodede sparekassen om enten at overveje, hvordan et pengeinstitutskifte kunne blive muligt eller alternativt at tilbyde ham ”konkurrencedygtige vilkår”.

I et brev til klageren og T af 12. november 2013 opgjorde sparekassen sit krav efter afslutningen af S’s konkurs til 857.433,35 kr. (647.982,13 kr. med tillæg af renter fra den 23. januar 2012, 209.451,22 kr.) og anmodede om forslag til afvikling heraf inden ti dage. I et brev af 2. december 2013 til klageren tilbød sparekassen, at kautionsforpligtelsen kunne afvikles ved klagerens og T’s optagelse af et fælles 10-årigt lån i sparekassen på 647.982,13 kr. med en rente på for tiden 5 % p.a. og mod opretholdelse af de eksisterende sikkerheder. Den 20. februar 2014 tilbød sparekassen, at det foreslåede lån kunne deles i to mod gensidig kaution.

Klageren og sparekassen kunne ikke nå til enighed om vilkårene for afvikling af kautionsforpligtelsen. Den 7. august 2014 indgav klageren en klage til Ankenævnet. I et brev af 19. august 2014 til klageren og T opsagde sparekassen kautionsforpligtelsen til fuld indfrielse med 857.433,35 kr. med tillæg af renter 18,5 % p.a. fra den 23. oktober 2013.

I et brev til sparekassen af 29. oktober 2014 tilbød klageren og T at betale 600.000 kr. straks til fuld og endelig afgørelse af deres kautionsforpligtelser. Den 5. november 2014 meddelte sparekassen, at den kunne acceptere klagerens og T’s tilbud under forudsætning af, at klagerens og T’s private engagement blev flyttet til et andet pengeinstitut, og at klageren trak sin klage til Ankenævnet tilbage.

Parternes påstande

Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Sparekassen Sjælland skal rykke med sit pant og give klagerenmulighed for at skifte pengeinstitut og sælge sit hus, samt at sparekassen skal tilbyde klageren markedsmæssige vilkår og en lavere rente på hans eksisterende lån i sparekassen.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han er enig i, at den samlede kautionsforpligtelse udgør 647.000 kr., som han hurtigst muligt ønsker at afvikle. Han klager alene, fordi hans private bankengagement bliver påvirket af kautionsforpligtelsen.

Sparekassens vilkår stavnsbinder ham i de ti år, hvor det tilbudte lån hos sparekassen til afvikling af kautionsforpligtelsen skal løbe. Tvisten vedrører særligt sparekassens gensidige pant i hans og T’s faste ejendomme. Sparekassens manglende rykning hindrer ham i at skifte bank og i at sælge sit hus.

Renterne på hans boliglån og billån er på over 10,5 % p.a. Sparekassen har afvist at give ham lånevilkår, der svarer til lånevilkårene hos andre pengeinstitutter.

Han anser sparekassens krav om, at han skal trække klagen som en trussel.

Sparekassen har fremsat flere tilbud mundtligt, men har ikke villet bekræfte disse skriftligt.

Sparekassen Sjælland har anført, at klagerens kaution blev gjort gældende, da S gik konkurs. Sparekassen opgjorde kravet til 857.433,35 kr., men tilbød efterfølgende en afvikling, hvorefter sparekassen ville se bort fra tilskrevne renter, så klageren alene skulle betale 647.982,13 kr. mod opretholdelse af de eksisterende sikkerheder, og således at det foreslåede lån kunne deles mellem klageren og T mod gensidig kaution. Sparekassen kunne ikke imødekomme klagerens ønske om, at sparekassen skal respektere en ny pantsætning i forbindelse med klagerens påtænkte skift af pengeinstitut, da sparekassen ikke ønsker en forringelse af sine sikkerheder.

Sparekassen er indstillet på at acceptere klagerens tilbud om betaling af 600.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. Sparekassens betingelse om, at klageren skal frafalde klagesagen var begrundet i, at klageren dermed havde opnået formålet med sin klage. Sparekassen har intet imod at frafalde betingelsen.

Sparekassen kan ikke imødekomme klagerens krav om, at sparekassen skal matche pristilbud fra andre pengeinstitutter. Sparekassen er ikke forpligtet hertil, jf. de fremlagte låneaftaler. Rentesatserne på lånene reguleres i takt med sparekassens generelle renteændringer, jf. sparekassens Almindelige Forretningsbetingelser, der indgik i låneaftalerne.

Ankenævnets bemærkninger

I oktober 2010 påtog klageren sig en kautionsforpligtelse for anpartsselskabet S’s gæld til Max Bank (nu Sparekassen Sjælland). Klageren gav endvidere Max Bank underpant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. i sin ejendom til sikkerhed for S’s gæld til banken.

S var delvist ejet af klageren via to andre anpartsselskaber. På baggrund heraf finder Ankenævnet, at klagen vedrørende vilkårene for afvikling af klagerens kautionsforpligtelse og vilkårene for klagerens pantsætning til sikkerhed for S’s gæld angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, som ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Den 4. august 2012 optog klageren og hans ægtefælle, H et seksårigt billån på 347.148,19 kr. med variabel rente på for tiden 9,85 % og et 25-årigt boliglån på 468.430,68 kr. med variabel rente på for tiden 9,71 % i Sparekassen Sjælland. Renten på lånene var henholdsvis 10,54 % p.a. og 10,68 % p.a. pr. 5. november 2014. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de i sagen oplyste rentesatser som urimelige. Det lægges som anført af sparekassen til grund, at renten på lånene fulgte sparekassens generelle renteændringer.

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører klagerens kautionsforpligtelse og pantsætning til sikkerhed for S’s gæld.