Kaution, bortfald.
| Sagsnummer: | 602/1991 |
| Dato: | 12-08-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - tidsbegrænsning |
| Ledetekst: | Kaution, bortfald. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I oktober 1986 ydede indklagedes Nysted afdeling klagerens daværende svigersøn en kassekredit med et maksimum på 75.000 kr. Kredittens løbetid var oplyst til 3 år og endvidere var anført, at "Kreditten tages op til revurdering den 1.11.1989.". Klageren kautionerede for kreditten.
I september 1987 blev kassekreditten forhøjet med kr. 25.000,- til kr. 100.000,-. Der udfærdigedes ny kassekreditkontrakt, og af denne fremgik, at kredittens løbetid var ca. 2 år, ligesom det var anført, "kreditten tages op til revurdering 1/11-89.". Klageren kautionerede begrænset for kr. 75.000,-.
I kassekreditkontraktens pkt. 12 om misligholdelse er anført:
"I følgende tilfælde er hele gælden straks forfalden til betaling uden hensyn til mulig indrømmet uopsigelighed eller opsigelsesfrist:
(....)
c) Hvis der åbnes forhandling om akkord, likvidation eller anden gældsordning for debitor eller en kautionist, hvis nogen af de nævnte standser sine betalinger, eller hvis der foretages arrest eller udlæg hos ham.
(....)
I de nævnte tilfælde kan sparekassen efter eget valg og uden forudgående varsel kræve gælden betalt af debitor eller enhver af kautionisterne eller søge fyldestgørelse i pantet."
Den 5. august 1991 anmodede indklagedes afdeling klageren om at indfri kautionsforpligtelsen under henvisning til, at man samme dag havde modtaget meddelelse om, at debitor havde indgivet ansøgning om gældssanering, hvorfor det konstateredes, at engagementet med indklagede var misligholdt.
Under en efterfølgende korrespondance mellem klageren og indklagede oplystes det, at maksisum på kreditten nu var kr. 90.000,-, hvortil kom, at debitor var indrømmet et overtræk på kr. 140.000,- således, at gældens størrelse var kr. 230.000,-.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hendes datter og svigersøn blev separeret i 1988, hvorfor hun kun sporadisk har haft kontakt med debitor. Indklagede har - uden at underrette hende - forlænget kassekreditten udover 1. november 1989, ligesom kreditten er blevet udvidet. Indklagede har ikke været berettiget til uden klagerens samtykke at forlænge kreditten. Klageren finder endvidere, at indklagedes udvidelse af kredittens maksimum har virket som et slør over engagementets nødlidende karakter. Indklagede har endvidere tilsidesat underretningspligten efter Bank- og sparekasselovens § 41.
Indklagede har anført at kautionen ikke er tidsbegrænset til 1. november 1989. En bestemmelse om revurdering af en kassekredit indebærer ikke, at kautionisten kan påregne at være frigjort for sin forpligtelse fra dette tidspunkt. Indklagede har bevilget klagerens tidligere svigersøn et overtræk på kassekreditten, men en udvidelse af et engagement kræver ikke samtykke fra en kautionist. Engagementet har ikke været misligholdt, og der har ikke før været anledning til at orientere klager, hvorfor indklagede ikke har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 41.
Ankenævnets bemærkninger:
Bestemmelsen i kassekreditkontrakten om, at kreditten skulle tages op til revurdering den 1. november 1989, kan ikke anses for at indebære en tidsbegrænsning af kassekreditten og derved af klagerens kautionsforpligtelse. Da indklagede endvidere ikke ses at have tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41, allerede som følge af, at der ikke er givet debitor henstand, er der intet grundlag for at fritage klageren for kautionsforpligtelsen eller for at nedsætte denne.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.