Afgørelse

Indsigelse mod gyldigheden af tredjemandspantsætning og kautionsforpligtelse.

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes indsigelser mod gyldigheden af deres sikkerhedsstillelse for deres søns gæld til indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

I

Ved håndpantsætningserklæring af 29. december 1994 stillede H et ejerpantebrev på 60.000 kr. med pant i en fast ejendom til sikkerhed for en kassekredit med et maksimum på 25.000 kr. ydet af indklagede til M og H's søn S. S drev selvstændig virksomhed. H og S ejede ejendommen i fællesskab.

Den 12. marts 2001 blev S erklæret konkurs.

Kassekredittens saldo var pr. konkursdagen 23.211,61 kr. (negativ).

I forbindelse med behandlingen af konkursboet anmodede indklagede H om betaling på baggrund af sikkerhedsstillelsen.

H har anført, at hun ikke er bundet af sikkerhedsstillelsen for kreditten. Kreditten blev ydet til S' auto- og møbelpolstringsfirma, men indklagedes krav vedrører en kredit ydet til S' forretninger, der vedrørte kioskdrift. Hun har ikke accepteret, at kredittens formål blev ændret, hvorved hendes risiko blev forøget.

Hun har ikke haft indsigt i S' økonomi.

Indklagede har ved at lade hende pantsætte ejerpantebrevet handlet i strid med god bankpraksis og etiske regler. Hun har ikke haft forståelse for den risiko, som pantsætningen indebar som følge af indklagedes manglende oplysning herom.

Selv om hun og S i sin tid havde købt fast ejendom i fællesskab, har hun ikke haft indsigt i S' økonomi.

Indklagede har anført, at S drev virksomhed i personligt regi. Angivelse af virksomhedens art på dokumenterne er uden betydning for H's forpligtelse som pantsætter, idet kreditten blev ydet til S som privatperson.

Det afvises, at H var uden indsigt i S' økonomi, idet klagerne og S boede under samme tag og havde købt ejendom sammen, ligesom M havde fuldmagt til kreditten.

I forbindelse med, at H købte ejendommen sammen med S, blev der optaget et lån, for hvilket der blev stillet sikkerhed ved pant i ejendommen. Det kan derfor ikke være ukendt for H, hvad en pantsætning måtte indebære, hvis det pantsikrede lån blev misligholdt.

II

Den 20. september 1996 underskrev M og H et særskilt kautionsdokument vedrørende S' forpligtelser i henhold til et billån på 182.800 kr.

I forbindelse med S' udskiftning af bilen i 1998 ydede indklagede et nyt lån på 230.289,90 kr., hvoraf 151.289,90 kr. anvendtes til indfrielse af det tidligere billån. Indklagede fik via et ejerpantebrev sikkerhed i bilen.

Klagerne afgav kautionserklæring for det nye billån.

I forbindelse med S' konkurs blev bilen solgt via en bilauktion. Provenuet udgjorde 105.406,25 kr., som kurator den 28. september 2001 fremsendte til indklagede. Indklagede indsatte provenuet på billånet, hvis saldo herefter var 55.341,81 kr.

Af sagen fremgår, at M havde rettet henvendelse til indklagede med henblik på at overtage den pantsatte bil, men at indklagede ikke ønskede at finansiere overtagelsen.

Klagerne har anført, at kautionsforpligtelsen for billånet principalt bør bortfalde, subsidiært nedsættes, idet kautionen vedrører en byttepris på en bil på 73.000 kr. samt en tidligere stiftet gæld på ca. 151.000 kr.

De blev ikke oplyst om, at kautionsforpligtelsen også skulle omfatte et bestående gældsforhold.

Det strider mod god bankpraksis og de etiske regler at lade dem kautionere for et beløb på ca. 230.000 kr.

I forbindelse med konkursen varetog indklagede ikke deres interesser, idet man afslog at lade M overtage bilen for restgælden på lånet. Indklagedes sikkerhed ville ikke være blevet forringet herved. Afslaget var derfor usagligt

Indklagede har anført, at i forbindelse med etableringen af lånet på 230.000 kr. blev ca. 151.000 kr. anvendt til indfrielse af det lån, for hvilket klagerne allerede kautionerede. Klagernes kautionsforpligtelse vedrørte således ikke forpligtelser for gæld, som de ikke allerede hæftede for.

Bilen blev under bobehandlingen solgt til vurderingsprisen, hvorfor klagerne ikke er berettiget til at gøre indsigelse herimod. Indklagede ønskede ikke at finansiere M's overtagelse af bilen.

Parternes påstande.

Klagerne har den 5. december 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at H ikke er bundet af håndpantsætningserklæringen fra 1994 og at deres kautionsforpligtelsen vedrørende billånet bør bortfalde eller nedsættes.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

H pantsatte i 1994 ejerpantebrevet på 60.000 kr. til sikkerhed for en kassekredit på 25.000 kr., som indklagede ydede til hendes søn S, der drev virksomhed i personligt regi. Den omstændighed, at S efterfølgende ændrede forretningsområde, findes ikke at kunne medføre, at pantsætningen er bortfaldet. Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan begrunde, at H ikke er bundet af pantsætningen.

M og H påtog sig i september 1996 at kautionere for et billån på 182.800 kr. ydet til S. I forbindelse med, at S udskiftede bilen i 1998, kautionerede klagerne for et nyt lån på ca. 230.000 kr., hvoraf ca. 151.000 kr. blev anvendt til indfrielse af det i 1996 ydede lån. Ved kautionen for det nye lån var der således ikke tale om, at klagerne kautionerede for ældre gæld, som de ikke allerede hæftede for. Ankenævnet finder heller ikke godtgjort andre grunde, der kan føre til bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.

Indklagede var berettiget til at afslå M's anmodning om at overtage den pantsatte bil, idet M ikke tilbød at indfri billånet, men alene at overtage dette som debitor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.