Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omlægning af depot.

Sagsnummer: 408/2000
Dato: 13-03-2001
Ankenævn: Peter Blok, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - skatteforhold
Ledetekst: Omlægning af depot.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klager i forbindelse med rådgivning vedrørende omlægning af klagerens depot.

Sagens omstændigheder.

I januar 1998 døde klagerens ægtefælle. Klageren er født i 1922.

På anbefaling fra sin advokat placerede klageren i foråret 1998 sin formue i 5% obligationer med udløb 2009 samt i Carnegie Worldwide Globale aktier fordelt med ca. 300.000 kr. i obligationer og ca. 300.000 kr. i aktier.

Ved fondsnotaer af 28. april 1998 afregnede indklagede klagerens køb af nominelt 300.000 kr. 5% Realkredit Danmark 2009 til kurs 99,55 samt klagerens køb af 985 aktier i Carnegie Worldwide til kurs 302,25.

I april 1999 fremsendte indklagede en invitation til klageren til deltagelse i et investeringsmøde. Indklagede har anført, at baggrunden var, at det ved en gennemgang af klagerens depot var konstateret, at obligationerne købt i april 1998 var over kurs pari.

På et møde afholdt den 28. april 1999 hos indklagede med deltagelse af klageren og dennes datter blev klagerens depot gennemgået. På indklagedes anbefaling solgte klageren beholdningen af 5% Realkredit Danmark obligationer (restbeholdning nominelt 272.000 kr.) samt 585 Carnegie Worldwide aktier. Salget af Realkredit Danmark obligationer skete til kurs 101,1, mens aktierne blev solgt til kurs 367. Samtidig købte klageren 4.850 stk. investeringsforeningsbeviser i BG Invest Danske obligationer til kurs 102.

Ved skrivelse af 18. maj 2000 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede om omlægningen af depotet i 1999. I skrivelsen stillede advokaten på vegne klageren krav om tilbageførsel af klagerens værdipapirbeholdning til den oprindelige beholdning. Advokaten henviste til, at klageren gennem den oprindelige placering havde sikret sig en løbende indkomst over en 10-årig periode for så vidt angik halvdelen af formuen. Den anden halvdel var placeret i Carnegie Worldwide aktier på basis af en vurdering af disse aktiers hidtidige resultat, hvorefter det måtte forventes, at aktierne efter en 10-årig periode ville være fordoblet over. Advokaten anførte endvidere, at indklagedes råd om salg af aktieporteføljen ville udløse en aktieavancebeskatning.

Ved skrivelse af 30. juni 2000 afviste indklagede at retablere klagerens værdipapirdepot, men tilbød at betale klageren 9.751,50 kr., som indklagede beregnede ville være beskatningen af klagerens kursgevinst, såfremt realisation var sket mere end 3 år efter aktiernes erhvervelse.

I juni 2000 var kursen på Carnegie Worldwide aktierne steget til ca. 630.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. oktober 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at retablere indholdet af hendes depot til indholdet forud for omlægningen i april 1999.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 9.751,50 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at såfremt indklagedes medarbejder havde en fornemmelse om investering, ville han have været klar over, at sammensætningen af hendes værdipapirbeholdning kun kunne være foretaget på basis af en rådgivning. Dette burde være undersøgt nøjere, før medarbejderen gik ind i varetagelse af indklagedes interesse i køb og salg af værdipapirer.

Indklagede anbefalede salg af aktierne uden at undersøge/oplyse de skattemæssige konsekvenser. Efter det oplyste pegede medarbejderen på muligheden for en skattefri avance på obligationsbeholdningen uden at tage hensyn til, at salg af aktierne ville medføre beskatning.

Medarbejderen fortalte, at pengemarkedet nu var sådan, at kursen på hendes aktier havde toppet og kun kunne falde i kurs. Medarbejderen prøvede at overtale hende til at afhænde alle aktierne, hvilket dog hendes datter fik forpurret.

Medarbejderens forslag til investering var BG Invest og kun BG Invest. Hendes datter spurgte medarbejderen, om denne ikke skulle være upartisk henset til forholdet mellem indklagede og BG Invest. Hertil svarede medarbejderen, at det intet havde med hans ansættelse at gøre, men at dette var den bedste placering af hendes midler.

På mødet fremlagde medarbejderen ingen dokumentation eller beregninger for tab/udbytte på de omhandlede papirer. Medarbejderen havde ikke udprintet depot-oversigt. Alle spørgsmål var meget ledende, og hele tiden pegede det i samme retning nemlig salg af aktierne og køb af BG Invest papirer.

Var hun blev orienteret om, at salget af aktierne ville medføre beskatning, var aktierne ikke blevet solgt.

Indklagede har anført, at klageren på mødet blev oplyst om, at det var meget at have over 50% af formuen placeret i aktier, idet der kunne forekomme store udsving på aktiekurser, hvilket kunne resultere i større kurstab. Klageren gav herefter selv udtryk for, at det var et for stort beløb, som var placeret i aktier.

Man anbefalede at nedbringe aktieandelen og øge obligationsandelen i forholdet 23%/77%. Dette skete med udgangspunkt i klagerens konkrete forhold, hvorefter hendes horisont og risikovillighed blev afdækket.

Man anbefalede salg af realkreditobligationerne for derved at sikre en skattefri kursgevinst med henblik på placering i andre obligationer med et større afkast end 5%.

Den endelige beslutning om at omlægge depotet var klagerens.

Det blev anbefalet at investere i obligationer via en investeringsforening, da dette indebærer generelle fordele som ikke professionel investor.

Når bortses fra spørgsmålet om skat, har indklagede ikke pådraget sig erstatningsansvar i forbindelse med rådgivningen af klageren.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Indklagedes medarbejder burde - som erkendt af indklagede - på mødet den 28. april 1999 have oplyst klageren om, at salget af aktierne i Carnegie Worldwide ville medføre beskatning af avancen som kapitalindkomst. Bortset herfra finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderen begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren om omlægning af klagerens obligationer. Ved at omlægge en del af aktiebeholdningen formindskede klageren sin tabsrisiko, men - som modstykke hertil - samtidig sine gevinstmuligheder, og klageren måtte indse, at hun selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.

I anledning af den begåede fejl vedrørende skattespørgsmålet har indklagede tilbudt at yde klageren erstatning med et beløb, som klageren ikke særskilt har gjort indsigelse mod, og efter det anførte finder Ankenævnet ikke grundlag for herudover eller i stedet herfor at pålægge indklagede at reetablere klagerens oprindelige værdipapirbeholdning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.