Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for merudgifter som følge af, at det ikke som forudsat ved indgåelsen af en renteswapaftale var muligt at optage et Cibor6 realkreditlån.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører, om Spar Nord Bank har pådraget sig et erstatningsansvar for klagerens merudgifter som følge af, at det ikke som forudsat ved indgåelsen af en renteswapaftale mellem klageren og banken var muligt at optage et Cibor6 realkreditlån.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er en andelsboligforening.

I 2007 havde foreningen i Nykredit et F10 realkreditlån, som skulle refinansieres pr. den 31. december 2008.

Foreningen drøftede forskellige lånemuligheder med først Nykredit og senere Spar Nord Bank. Under sagen er der fremlagt plancher med informationsmateriale udarbejdet af henholdsvis Nykredit (26 sider) og Spar Nord Bank (15 sider). Materialet vedrører navnlig muligheden for at indgå en renteswapaftale.

På baggrund af bankens drøftelser med dels foreningens bestyrelse, dels på et møde med de øvrige andelshavere, blev der den 29. august 2007 indgået en renteswap­aftale mellem foreningen og Spar Nord Bank på grundlag af en hovedstol på 4.550.000 kr. Med startdato den 2. januar 2009 skulle foreningen betale en fast rente på 4,9 %, mens banken skulle betale en variabel rente svarende til Cibor6. Løbetiden var 10 år.

Renteswapaftalen blev indgået på baggrund af en samtidig rammeaftale om handel med finansielle instrumenter. Heraf fremgik blandt andet, at banken havde mulighed for at lukke foreningens forretninger helt eller delvist i tilfælde af, at visse grænser for tab eller forretningsomfang blev overskredet.

Hovedparten af foreningens eksisterende F10 lån, svarende til hovedstolen i swapaftalen, skulle omlægges til et Cibor6 realkreditlån i december 2008. Efter det oplyste blev der imidlertid i december 2008 ikke udbudt Cibor6 lån af hverken Nykredit eller andre realkreditinstitutter, hvilket skyldtes den generelle finansielle situation i efteråret 2008.

Efter rådgivning fra banken optog foreningen i stedet et F1 lån. Banken har oplyst, at lånet kunne fortsætte på det eksisterende pantebrev, og at foreningen herved blev sparet for omkostninger ved omlægningen.

Under sagen er der fremlagt en håndtegnet skitse vedrørende rentebetalingerne på renteswapaftalen og et F1 lån i Nykredit. Skitsen er efter det oplyste udarbejdet af bankens medarbejder under et møde, der blev afholdt mellem parterne den 17. december 2008.

Pr. den 31. december 2008 havde swapaftalen en markedsværdi på 389.443 kr. i foreningens disfavør.

For kalenderåret 2009 blev renten på F1 lånet fastsat til 5,0505 %.

I første halvår af 2009 blev Cibor6 renten, som foreningen skulle modtage af banken, fastsat til 4,9433 %. I andet halvår af 2009 var Cibor6 rentesatsen 2,3517 %. Da bankens betaling ifølge renteswapaftalen var for lille til at udligne foreningens renteudgift på F1 lånet, blev foreningen pålagt en samlet renteudgift, der oversteg den faste rente på 4,90 % ifølge renteswapaftalen.

I januar 2010 blev F1 lånet omlagt til et Cibor3 lån i Nykredit. Foreningen har opgjort de samlede omkostninger ved omlægningen til 47.340,43 kr. Samtidig blev renteswapaftalen omlagt fra Cibor6 til Cibor3. Omlægningen af renteswapaftalen skete efter det oplyste uden omkostninger for foreningen.

Ved brev af 3. februar 2010 gjorde foreningen indsigelse mod forløbet og rejste krav om en erstatning, der blev opgjort således:

"…

…"

Ved brev af 17. februar 2010 afviste banken kravet.

Parternes påstande.

Den 3. marts 2010 har foreningen indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale 106.256,17 kr.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Foreningen har anført, at de indgik renteswapaftalen i tillid til bankens oplysning om, at renten var fastlåst til 4,9 % i 10 år.

Foreningen var tilfreds med rentesatsen på 4,9 %, idet rentesatsen var lavere end den hidtidige rente på 5,8668 % på F10 lånet.

Banken nævnte ikke på noget tidspunkt ordet risiko i forbindelse med renteswappen. Banken vidste, at foreningen ikke ønskede at spekulere, men kun var interesseret i at kende rentesatsen de næste 10 år.

Da det viste sig, at Nykredit ikke længere udbød Cibor6 lån, og foreningen i stedet måtte optage et F1 lån, var de usikre på konsekvenserne. Banken beroligede dem med, at der kunne være små udsving hen over året, men at foreningen set over hele perioden aldrig ville komme til at betale mere end 4,9 % i rente.

Spar Nord Bank har anført, at foreningens beslutning om at indgå renteswapaftalen skete på et velinformeret og fyldestgørende beslutningsgrundlag. Foreningen havde både i Nykredit og i banken fået gennemgået indholdet og risikoen ved en renteswap.

Foreningen besluttede at benytte muligheden for at fastlægge renten allerede i sommeren 2007. Foreningen var bekendt med, at renteudviklingen indtil omlægningstidspunktet kunne ændre sig således, at det senere kunne vise sig at være endnu mere fordelagtigt at have afventet omlægningen.

Foreningen var endvidere bekendt med forudsætningen om, at renten på det nye lån ved refinansieringen skulle matche den rente, der var aftalt på renteswappen.

At Nykredit eller andre kreditforeninger i slutningen af 2008 viste sig ikke at udstede disse låntyper, kunne banken ikke have forudset. Der var tale om en helt usædvanlig finansiel situation i slutningen af 2008.

Banken havde ikke garanteret foreningen, at denne låntype ville findes på omlægningstidspunktet og havde heller ikke i sommeren 2007 haft grund til særligt at påpege denne risiko for foreningen.

Det var bankens vurdering, at det ikke ville være økonomisk fordelagtigt at ophæve swapaftalen, da denne havde en negativ markedsværdi på 389.443 kr. pr. 31. december 2008. F1 lånet var det lån, der rentemæssigt lå nærmest et Cibor6 lån.

Foreningen blev gjort opmærksom på, at de to dele, som skulle udligne hinanden (udgiften til Nykreditlånet og indtægten fra den ene del af swappen) ikke passede sammen. Der ville således kunne opstå en forskel i udligningen indtil foreningen kunne omlægge realkreditlånet til netop et Cibor6 lån.

Årsagen til foreningens tab er ikke den indgåede swapaftale men alene det forhold, at Nykredit ikke kunne tilbyde Cibor6 lån, da foreningen havde brug for denne låntype. Det kan ikke bebrejdes banken, at man ikke kunne forudsige, at Nykredit stoppede udstedelse af den pågældende låntype.

Foreningens tab for så vidt angår omkostningsposten på 47.340,43 bestrides, idet foreningen i sommeren 2007 havde accepteret, at der skulle ske en omlægning af F10 lånet til et Cibor6 lån. Denne omlægning ville under alle omstændigheder have medført omkostninger svarende til de omkostninger, som foreningen nu medtager i tabsopgørelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det lægges til grund, at formålet med renteswapaftalen var at sikre andelsboligforeningen mod stigende boligafgift som følge af renteudviklingen.

Dette formål blev opfyldt ved den ordning, der blev drøftet i sommeren 2007, hvor rentebetalingerne på et forudsat Cibor6 realkreditlån blev udlignet ved bankens betalinger (Cibor6) i henhold til en renteswapaftale. Foreningens reelle renteudgift udgjorde herefter den faste rente ifølge renteswapaftalen.

Ved indgåelsen af renteswapaftalen af 29. august 2007, hvor foreningen med virkning fra den 2. januar 2009 over en løbetid på 10 år skulle betale en fast rentesats på 4,9 %, mens banken skulle betale en variabel rente svarende til Cibor6, var det forudsat, at foreningens eksisterende F10 lån i december 2008, kunne erstattes af et Cibor6 lån i Nykredit.

Forudsætningen blev ikke opfyldt, idet Nykredit og efter det oplyste de øvrige realkreditinstitutter som følge af den finansielle uro i efteråret 2008, ikke udbød Cibor6 lån i december 2008, hvor foreningens eksisterende F10 lån skulle omlægges.

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Maria Hyldahl og Rut Jørgensen – udtaler:

Vi finder, at det i forbindelse med indgåelsen af renteswapaftalen den 29. august 2007 påhvilede banken som den professionelle part at fremhæve konsekvenserne, hvis F10 lånet ikke som forudsat ville kunne omlægges til et Cibor6 lån i december 2008. Vi har herved lagt vægt på, at swapaftaler i et ikke-erhvervsforhold er et nyt og komplekst finansielt produkt.

Vi finder, at Spar Nord Bank er nærmest til at bære risikoen for, at forudsætningen om Cibor6 lånet ikke holdt. Vi finder derfor, at det påhvilede banken at holde foreningen skadesløs for tabet herved.

I den konkrete sag lykkedes det efter cirka ét år at opnå en ordning, hvorved foreningen blev stillet som oprindeligt forudsat, idet renten på realkreditlånet (Cibor3) nu udlignes af bankens betalinger i henhold til renteswapaftalen (Cibor3). Foreningens reelle renteudgift udgør herefter den faste rente (4,9 %) ifølge renteswapaftalen. Tabet er derfor begrænset til foreningens merrenteudgifter i 2009, som efter det oplyste opgøres til 58.915,74 kr. (59.906,28 ÷ 990,54 kr.). Omkostningerne ved omlægningen i januar 2010 udgør ikke et erstatningsberettiget tab, idet der reelt er tale om, at omkostningerne ved omlægningen af det oprindelige F10 lån blev udskudt i ét år.

Vi stemmer herefter for, at Spar Nord Bank skal betale foreningen 58.915,74 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 3. marts 2010 til betaling sker.

To medlemmer – Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler herefter:

Vi finder, at det ikke kan bebrejdes banken, at den ikke forudså eller rådgav om risikoen for, at det eksisterende F10 lån ikke kunne blive erstattet af et Cibor6 lån.

Da der herefter ikke foreligger noget ansvarsgrundlag, finder vi, at klagen ikke bør tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Spar Nord Bank skal inden 30 dage til klageren betale 58.915,74 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 3. marts 2010.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.