Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier til kapitalpension i 2005 i strid med 20 %-reglen i puljebekendtgørelsen, køb af Roskilde Bank aktier i 2001 eller før, krav om yderligere erstatning efter indgåelse af forlig vedrørende "Aktiv Boliginvest" samt spørgsmål om forældelse.

Sagsnummer: 48/2011
Dato: 09-06-2015
Ankenævn: John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Forældelse - rådgivning
Kapitalpensionskonti - 20%-reglen
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier til kapitalpension i 2005 i strid med 20 %-reglen i puljebekendtgørelsen, køb af Roskilde Bank aktier i 2001 eller før, krav om yderligere erstatning efter indgåelse af forlig vedrørende "Aktiv Boliginvest" samt spørgsmål om forældelse.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier til kapitalpension i 2005 i strid med 20 %-reglen i puljebekendtgørelsen, køb af Roskilde Bank aktier i 2001 eller før, krav om yderligere erstatning efter indgåelse af forlig vedrørende "Aktiv Boliginvest" samt spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klagerne i sagen er H og M, der var kunder i den daværende Roskilde Bank, hvor M blandt andet havde et opbevaringsdepot og et kapitalpensionsdepot.

Af M’s årsopgørelse for 2001 fra banken fremgik blandt andet, at M havde 20 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 15.073,20 kr. i opbevaringsdepotet. Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 indeholdt depotet 100 styk Roskilde Bank aktier.

Finansiel Stabilitet har oplyst, at der blev købt 98 styk Roskilde Bank aktier til M’s kapitalpension den 7. september 2005 for 99.372 kr.

Af M’s årsopgørelse for 2005 fra banken fremgik blandt andet, at M havde 100 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 98.982 kr. i opbevaringsdepotet og 98 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 97.002,36 kr. i sit kapitalpensionsdepot. Den 30. december 2005 udgjorde den samlede værdi af kapitalpensionen inklusiv kontantbeholdningen ca. 377.000 kr.

Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 indeholdt opbevarings- og kapitalpensionsdepotet henholdsvis 200 styk og 196 styk Roskilde Bank aktier.

Af M’s årsoversigt for 2006 fremgik, at M’s opbevaringsdepot ultimo december 2006 indeholdt 200 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 130.282 kr., og at M’s kapitalpensionsdepot ultimo december 2006 indeholdt 196 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 127.676,36 kr. Af årsoversigterne for 2007 og 2008 fremgik, at M’s opbevaringsdepot og kapitalpensionsdepot uændret indeholdt henholdsvis 200 styk og 196 Roskilde Bank aktier ultimo december 2007 og 2008.

I juni 2007 rettede klagerne henvendelse til Roskilde Bank, da de ønskede at optage et tillægsrealkreditlån på 250.000 kr. til 300.000 kr. Banken anbefalede klagerne at optage et større lån til blandt andet køb af investeringsbeviser via investeringsproduktet "Aktiv Boliginvest", hvor en kunde ved belåning af friværdien i sin faste ejendom investerede i BankInvest Højrentelande investeringsbeviser. På anbefaling af Roskilde Bank optog klagerne herefter et realkreditlån med et provenu på i alt ca. 600.000 kr., hvoraf 279.966 kr. blev brugt til køb af BankInvest Højrentelande investeringsbeviser den 5. oktober 2007.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 2. december 2010 rejste klagerne indsigelse mod rådgivningen i forbindelse med deres investering via "Aktiv Boliginvest" samt købet af aktier til M’s kapitalpensionsdepot. Klagerne opgjorde tabet i forbindelse med lån til køb af investeringsbeviser til 38.629 kr. baseret på kursværdien pr. 22. november 2011. Klagerne stillede krav om en erstatning på 263.027 kr. mod tilbagelevering af investeringsbeviserne. Den 21. december 2010 afviste banken klagernes indsigelser.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 4. januar 2011 indgav klagerne en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning for køb af Roskilde Bank aktier. Klagen omfattede endvidere klagernes køb af i investeringsbeviser via "Aktiv Boliginvest".

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af Forbrugerombudsmandens undersøgelse.

I et brev af 25. oktober 2011 til klagerne tilbød Finansiel Stabilitet et forlig til fuld og endelig afgørelse af klagesagen vedrørende Aktiv Boliginvest. Ifølge forligstilbuddet ville klagerne modtage en erstatning på 184.350,74 kr. mod at overføre deres resterende BankInvest Højrentelande investeringsbeviser til Finansiel Stabilitet. Den 13. december 2011 meddelte Finansiel Stabilitet Ankenævnet, at klagen vedrørende Aktiv Boliginvest var forligt.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ..

...

7. Suspension af forældelse

Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet har forud for denne aftale indgået en suspensionsaftale med tillæg, jf. bilag 7. For alle kunder, som er omfattet af suspensionsaftalen, er det aftalt, at alle frister for forældelse, passivitet og reklamation suspenderes yderligere i 24 uger efter denne aftales underskrivelse og i øvrigt på de i suspensionsaftalen anførte vilkår. Det gælder både for kunder, som tilbydes erstatning, og for kunder, som ikke tilbydes erstatning i medfør af denne aftale. ...”

Af den som bilag 7 til forligsaftalen vedlagte suspensionsaftale af 17. december 2010 fremgår blandt andet:

”… 2. Ny Roskilde Bank erklærer herved over for Forbrugerombudsmanden, at alle frister for forældelse og passivitet, herunder i relation til eventuel manglende reklamation, suspenderes indtil den 1. januar 2012 for private kunders krav om erstatning, tilbagebetaling og andre beføjelser, der udspringer af Gammel Roskilde Banks salg af egne aktier, herunder i forbindelse med Gammel Roskilde Banks administration af kunders midler, i perioden 1. januar 2006 til den 24. august 2008 …”

Suspensionsaftalen blev løbende forlænget.

I et brev af 24. februar 2014 til klagerne meddelte Finansiel Stabilitet, at M ikke blev tilbudt erstatning i medfør af forligsaftalen, da M’s køb af aktier faldt uden for de i forligsaftalen nævnte perioder.

Parternes påstande

tab-stops:0cm 42.55pt 3.0cm 127.6pt 170.15pt 212.7pt 255.25pt 297.75pt 340.3pt 382.85pt 425.4pt">Klagerne har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal erstatte dem tabet ved køb af aktierne i Roskilde Bank samt 38.629 kr. vedrørende tab i forbindelse med lån til køb af investeringsbeviser.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de fik dårlig rådgivning af Roskilde Bank i forbindelse med lånefinansierede investeringer. De ønskede et lån med et provenu på ca. 250.000 kr. til 300.000 kr., men blev af banken rådet til at optage et lån med et provenu på ca. 600.000 kr. Differencen blev efter råd fra banken brugt til lånefinansierede investeringer i investeringsbeviser og Roskilde Bank aktier i efteråret 2007. De er som minimum berettiget til en erstatning på 38.629 kr.

M har endvidere krav på erstatning for tabet på Roskilde Bank aktierne i hans kapitalpensionsdepot.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at der er indgået forlig for så vidt angår den lånefinansierede investering i BankInvest Højrentelande investeringsbeviser. Roskilde Bank handlede ikke ansvarspådragende i forbindelse med bevilling af lånet. Det må lægges til grund, at lånet blev optaget efter klagernes vilje og ønske. Klagerne har ikke redegjort for hvilke forhold, der kan bebrejdes Finansiel Stabilitet i forbindelse med lånesagen i juni 2007, og som skulle medføre et erstatningsansvar for Finansiel Stabilitet. Klagerne opfordres til nærmere at redegøre og præcisere, hvilke fejl og forsømmelser i forbindelse med bevilling af lånet, der kan begrunde et erstatningsansvar.

Klagerne har ikke foretaget køb af Roskilde Bank aktier i 2007. Af årsopgørelserne fremgår, at der ikke er foretaget køb i 2007. Klagerne opfordres til at dokumentere, at de har købt Roskilde Bank aktier i 2007.

Af Finansiel Stabilitet’s IT system fremgår, at købet til M’s kapitalpension blev foretaget den 7. september 2005. Finansiel Stabilitet er ikke i besiddelse af nærmere oplysninger om baggrunden for investeringen.

Klagerne har ikke løftet bevisbyrden for, at Finansiel Stabilitet har pådraget sig et erstatningsansvar. Klagerne har ikke dokumenteret eller redegjort for hvilke forhold, der kan bebrejdes Finansiel Stabilitet i forbindelse med aktiekøbet, og som kan begrunde et erstatningsansvar. Klagerne opfordres til nærmere at redegøre og præcisere, hvilke fejl og forsømmelser fra Roskilde Banks side, som kan begrunde et erstatningsansvar.

Et eventuelt krav vedrørende købet af Roskilde Bank aktier i september 2005 er endvidere forældet. Kravet er ikke omfattet af aftalen om suspension mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne og Finansiel Stabilitet har under klagesagen indgået forlig vedrørende den lånefinansierede investering i BankInvest investeringsbeviser (Aktiv Boliginvest) i henhold til Finansiel Stabilitets tilbud af 25. oktober 2011. Ankenævnet lægger til grund, at Finansiel Stabilitet herved har ydet erstatning, som Finansiel Stabilitet var forpligtet til ifølge nævnets praksis, jf. for eksempel Ankenævnets afgørelse i sag nr. 343/2010.

Det må på baggrund af M’s årsopgørelse for 2001 fra banken lægges til grund, at købet af Roskilde Bank aktierne til M’s opbevaringsdepot skete senest i 2001. Der skete endvidere køb af Roskilde Bank aktier til M’s kapitalpension i 2005.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning i forbindelse med køb af Roskilde Bank aktier. M kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier og måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde.

Fire medlemmer – John Mosegaard, Anna Marie Schou Ringive, Jan Staal Andersen og Michael Reved – udtaler:

Der blev i 2005 købt for 99.372 kr. Roskilde Bank aktier til M’s kapitalpension, der ved udgangen af 2005 havde en samlet værdi på 377.000 kr. Der er på den baggrund spørgsmål om manglende iagttagelse af grænserne i den dagældende puljebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 679 af 30. juni 2005) ved bankens rådgivning af M.

Vi finder, at et erstatningskrav i den anledning var forældet ved klagens indgivelse til Ankenævnet den 4. januar 2011, jf. forældelseslovens § 3, og stemmer derfor for, at M allerede af den grund ikke får medhold.

Et medlem – Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Jeg finder ikke grundlag for at antage, at klager tre år før klagens indgivelse til Ankenævnet var blevet bekendt med, eller burde være blevet bekendt med, et eventuelt erstatningsansvar som følge af bankens manglende iagttagelse af grænserne i den dagældende puljebekendtgørelse. Jeg finder derfor ikke, at et erstatningskrav i den anledning er forældet og finder, at banken ved sin rådgivning af klager begik en ansvarspådragende fejl. Jeg stemmer derfor for at klager skal have medhold i denne del af klagen.

Efter stemmeflertal får klagerne i det hele ikke medhold.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.