Bevis, afvisning.
| Sagsnummer: | 353 /1994 |
| Dato: | 09-03-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Bevis, afvisning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På grundlag af en beregning vedrørende låneomlægning udarbejdet af en ejendomsmægler den 21. juni 1993 indledte klageren i september 1993 drøftelser med indklagede om omlægning af et eksisterende 9% kontantlån i Nykredit med en obligationsrestgæld på 1.653.306,74 kr. og en restløbetid på 28½ år.
Nykredit fremsendte den 10. december 1993 tilbud på omlægning til et 30-årigt kontant annuitetslån på 1.688.000 kr. og den 22. s.m. tilbud på omlægning til et 30-årigt 7% obligations annuitetslån på 1.763.000 kr. I det sidstnævnte tilbud var kursen på obligationer angivet til 95,65.
Den 10. januar 1994 underskrev klageren og dennes ægtefælle de for omprioriteringen nødvendige dokumenter, herunder udbetalingsanmodning til Nykredit, hvorefter lånet gennem indklagede ønskedes udbetalt ved overførsel af obligationerne til en vp-konto.
Under korrespondance vedrørende klagerens engagement hos indklagede anførte klageren i skrivelse af 19. januar 1994 til indklagede bl.a.:
"Som kurserne udvikler sig på obligationer, behøver jeg endnu engang din vejledning. Er 6% nu så attraktiv, at vi bør hjemhente tilbud?"
I skrivelse af 27. januar 1994 meddelte klageren, at han havde besluttet sig for 7% lånet og bad om "omgående omlæggelse".
Ved skrivelser af 31. januar 1994 fra indklagede blev 2 efterstående panthavere med sædvanlig omprioriteringsklausul anmodet om at respektere det nye lån.
Den 22. februar 1994, hvor indklagede havde modtaget rykningstilsagn fra de efterstående panthavere, og kreditforeningspantebrevet var tinglyst, fik klageren meddelelse om, at lånet var klar til udbetaling, og at det ville blive hjemtaget, så snart han havde givet besked herom. Indklagede oplyste samtidig, at dagens kurs var 89,2. Under en telefonsamtale den følgende dag blev det konstateret, at indklagede ved en fejl havde opgivet kursen for 6% obligationer i stedet for 7% obligationer, for hvilke kursen var 98,15. Ifølge indklagede blev det under telefonsamtalen aftalt, at obligationerne skulle hjemtages og indlægges i klagerens depot med henblik på senere salg. Dette bestrides af klageren.
Lånet blev hjemtaget den 1. marts 1994 ved udlevering af obligationer.
Ifølge klageren blev han den 3. marts 1994 kontaktet af den ekspederende medarbejder, der da var tilbage fra ferie. På baggrund af medarbejderens oplysning om stigende kurser ultimo marts 1994 som følge af stor omsætning på obligationsmarkedet blev det aftalt at udskyde salget af obligationerne til dette tidspunkt.
Salg af obligationerne fandt ikke sted. På klagerens anmodning blev obligationerne tilbageført til Nykredit til indfrielse af omprioriteringslånet den 19. maj 1994.
Umiddelbart efter blev indklagede anmodet om at overføre klagerens engagement til et andet pengeinstitut.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 76.000 kr. som erstatning for tabt kursgevinst og 25.000 kr. i erstatning for lånesagens omkostninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede på grund af langsommelig sagsbehandling og utilstrækkelig, ukorrekt og tilfældig rådgivning er ansvarlig for hans tab i forbindelse med lånesagen. Han anmodede om iværksættelse af konverteringssag i september måned 1993, men modtog først i december måned et lånetilbud. Lånetilbudet var forkert, idet han havde anmodet om et obligationslån, mens indklagede havde indhentet tilbud på kontantlån. Trods hans ønske om at gennemføre konverteringen straks var de fornødne dokumenter først på plads ved et møde den 11. januar 1994. På mødet anmodede han om fastkursgaranti, til hvilket indklagede oplyste, at en sådan garanti først kunne stilles på det tidspunkt, hvor der forelå et tinglyst pantebrev. Det blev samtidig oplyst, at der ikke var grund til at tænke på kurserne, idet markedet var yderst positivt. Han fik oplyst en kurs på 99,55. Han har efterfølgende erfaret, at kurssikring kunne være foretaget i hvert fald den 27. januar 1994, hvor kursen var 99,75, og hvor han skriftligt anmodede om omgående omlægning. Selv om indklagede således var bekendt med hans ønske om kurssikring, blev han ikke på noget tidspunkt efterfølgende foreslået nogen form for kurssikring, selv om der var rig lejlighed hertil. Til trods for hans anmodning om omgående omlægning den 27. januar 1994 modtog han først den 23. februar 1994 meddelelse om, at lånet var klar til udbetaling. I skrivelsen var angivet en forkert kurs. Det er ikke korrekt, at han i den forudgående periode havde været i løbende kontakt med indklagede. På grund af den ekspederende medarbejders ferie modtog han ingen rådgivning før 3. marts 1994, hvor det blev oplyst, at han burde afvente salg af obligationerne. Efterfølgende har han erfaret, at kursen i perioden 7. til 18. marts 1994 var højere end kursen den 22. december 1993, hvor lånetilbud forelå. Samtidig med kursernes fortsatte fald blev det fra et andet pengeinstitut oplyst, at han havde mulighed for at indfri det nyoptagne lån.
Indklagede har anført, at lånesagen blev ekspederet så hurtigt som muligt. Der forløb ca. 2½ mdr. fra indsendelse af låneansøgning til lånet var klar til udbetaling. Ekspeditionstiden skal ses i sammenhæng med, at der på det pågældende tidspunkt skete en væsentlig forøgelse af sagsmængden hos såvel kreditforeningerne som på tinglysningskontorerne. På møder hos indklagede den 16. december 1993 og den 11. januar 1994 blev konverteringssagens forløb drøftet med klageren. På begge møder blev klageren oplyst om muligheden for at foretage kurssikring. Det er ikke korrekt, at indklagede skulle have oplyst, at kurssikring først kunne ske, når pantebrevene var tinglyst. Garantistillelse blev nævnt som en mulighed for at hjemtage lånet før tinglysning af pantebrevet. I perioden frem til den 22. februar 1994 var indklagede i løbende kontakt med klageren vedrørende kursudviklingen og muligheden for at kurssikre. På baggrund af indklagedes rådgivning og klagerens egen forventning til kursudviklingen besluttede klageren ikke at kurssikre. Klageren rådførte sig med indklagede og andre vedrørende kursudviklingen med henblik på at opnå den mest optimale kurs ved hjemtagelsen og indfrielsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har bl.a. anført, at indklagede på mødet den 11. januar 1994 oplyste, at kurssikring ikke var mulig, før pantebrevet var tinglyst, og at indklagede uden aftale herom hjemtog obligationerne og indlagde dem i depot med henblik på senere salg. Indklagede har bl.a. anført, at klageren bl.a. på mødet den 11. januar 1994 blev vejledt om muligheden for at kurssikre, men at han på grundlag af indklagedes og egne forventninger til kursudviklingen undlod dette, og at det under telefonsamtalen den 23. februar 1994 blev aftalt, at obligationerne skulle hjemtages med henblik på senere salg. Da der således bl.a. på disse væsentlige punkter er uoverenstemmelse mellem parternes opfattelse af de faktiske forhold, finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.