Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med placering af låneprovenu i BankInvest Højrentelande.

FONT-SIZE: 10pt">Medhold klager

Indledning

Sagen vedrører, om FS Finans (Roskilde Bank) har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med rådgivning om placering af klagerens låneprovenu i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er gårdejer og født i 1975, var kunde i Roskilde Bank, hvor han bl.a. havde et opsparingsdepot (-951) og et ratepensionsdepot (-080).

Af depotoversigt af 29. december 2006 fremgår:

Opsparingsdepot (-951)

Ratepension (-080)

Af skatteregnskaber for 2006 og 2007 fremgår bl.a., at klageren i 2006 havde en samlet indkomst på ca. 1,15 mio. kr. og en formue på ca. 9,5 mio. kr. I 2007 var den samlede indkomst på ca. 700.000 kr. og formuen på ca. 8,6 mio. kr.

I februar 2007 drøftede klageren produktet Aktiv Boliginvest med banken og en repræsentant for BankInvest. Aktiv Boliginvest var et investeringskoncept udbudt af det nu tidligere Roskilde Bank, hvor investor skulle optage lån i sin faste ejendom og investere provenuet i investeringsforeningen BankInvest Højrentelande.

I den forbindelse optog klageren den 20. februar 2007 et afdragsfrit 10-årigt variabelt forrentet 5,5% såkaldt "Værdipapirlån" i banken med en hovedstol på 10 mio. kr. Det blev efter bankens anbefaling aftalt at placere provenuet fra lånet i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

Den 21. februar 2007 købte klageren 104.000 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande (uden udbytte for 2006) til en pris af 9.989.200,00 kr. (kurs 96,05). Investeringsbeviserne blev lagt i bankens sikkerhedsdepot (-179) til sikkerhed for lånet.

Den 13. december 2007 underskrev klageren et oplysningsskema om sin investeringsprofil. Det fremgår heraf bl.a., at klageren havde kendskab og evt. erfaringer med aktier, obligationer og investeringsforeningsbeviser, at klageren havde kendskab og erfaring med komplekse produkter som aktier, garantiobligationer, futures, terminer, optioner og SWAPS, at klageren foretog 0 – 10 værdipapirhandler på et år, at nettoformuen var mellem 5 – 10 mio. kr., at klagerens beskæftigelse/uddannelse ingen relevans havde for investeringsprofilen, at formålet var opsparing af frie midler og ratepension, at tidshorisonten var 10 år for opsparingen og 40 år for ratepensionen og at klagerens risikovillighed var 10, der svarer til høj risiko.

Under "Underskrift" er anført:

"…

Du/I bekræfter at være blevet gjort opmærksom på at der altid er risiko forbundet med at investere i værdipapirer, og at banken ikke påtager sig at indestå for at det forventede afkast rent faktisk kan realiseres eller tab kan undgås.

…"

Af depotoversigt af 28. december 2007 fremgår, at klageren henholdsvis d. 8. januar og 14. september 2007 solgte aktier for en samlet kursværdi på 217.491,60 kr.

Den 26. marts 2008 gennemførte banken klagerens salg af alle investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande for 9.854.000,00 kr. (kurs 94,75).

Samme dato købte klageren 114.593 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande (uden udbytte for 2007) til en kursværdi af 9.453.922,50 kr. (kurs 82,50) Efter det oplyste skete salg og genkøb af skattetekniske grunde.

Klageren har oplyst, at det overskydende beløb ved salg og køb (ca. 400.000 kr.) blev anvendt til betaling af en del af renterne på Værdipapirlånet.

Den 21. april 2009 modtog klageren udbytte på 802.151,00 kr. Klageren har oplyst, at udbytte for 2010 var på samme beløb. Beløbene blev anvendt til delvis betaling af tilskrevne renter på lånet.

Den 20. december 2009 anmodede klageren banken om at lade den indgåede aftale gå tilbage uden tab.

Af depotoversigt af 30. december 2009 fremgår, at investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande havde en kursværdi af 8.114.341,78 kr. (kurs 70,81)

I februar 2010 blev klagerens engagement med banken overført til en anden bank, N. Klageren har oplyst, at han indfriede lånet i banken via et lån optaget i N mod tilsvarende sikkerhed i investeringsbeviserne.

Den 5. maj 2010 afviste banken klagerens krav med henvisning til, at han i december 2007 fik udarbejdet en investeringsprofil med høj risikovillighed.

Banken har under sagen fremlagt et generelt notat til brug for Ankenævnets behandling af klager over Roskilde Banks rådgivning vedrørende BankInvest Højrentelande. Notatet tager udgangspunkt i dels Roskilde Banks generelle forretningsgange for rådgivning om investering i BankInvest Højrentelande, og dels disses forretningsganges overensstemmelse med god skik bekendtgørelsen. Der redegøres ligeledes bl.a. for risikoklassificeringen af BankInvest Højrentelande.

Parternes påstande

Klageren har den 18. august 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand:

FS Finans A/S skal erstatte klageren følgende mod tilbagelevering af 114.593 stk. BankInvest Højrentelande:

"DKK 9.453.933,50 svarende til købesummen for de tilbageleverede investeringsbeviser

DKK 160.037,80 svarende til tabet på tidligere erhvervede og solgte 104.000 stk. tilsvarende investeringsbeviser

Optjent udbytte

Renter, eventuelle bidrag og stiftelsesomkostninger, som klager har betalt på sit lån indtil endelig indfrielse ved FS Finans’ tilbagebetaling".

FS Finans har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke underskrev nogen aftale om Aktiv Boliginvest. Han modtog intet skriftligt materiale om investeringen, men fik alene præsenteret produktet som lav risiko af banken.

Uanset om det lægges til grund, at han investerede i konceptet Aktiv Boliginvest eller ej, blev produktet BankInvest Højrentelande præsenteret for ham som en sikker investering.

Banken anbefalede ham at investere i BankInvest Højrentelande på hvilken baggrund han optog Værdipapirlånet på 10 mio. kr. Beløbet svarede til hans daværende nettoformue, som i dag er ca. 0 kr.

Han ønskede en sikker investering, hvor risikoen for tab var lav og accepterede, at muligheden for gevinst var tilsvarende lavere.

Før investeringen i BankInvest Højrentelande havde han solgt nogle aktier og andre "usikre papirer", da han ikke længere ønskede at løbe nogen risiko for beskattede midler.

Investeringsbeviserne blev dengang markedsført som lav risiko, hvilket harmonerede med hans ønske om risiko. Banken solgte produktet nærmest risikofrit og oplyste om, at "intet kan gå galt". Han opfattede risikoen som lige så lav som ved statsobligationer.

Det har senere vist sig, at investeringen var høj risikabel, hvilket BankInvest har anerkendt i sin efterfølgende markedsføring af produktet.

Banken oplyste ham om, at renten på lånet var 5 %, og at udbyttet af investeringsbeviserne udgjorde fast 7 %. Han blev ikke oplyst om, at hvis der ikke var overskud, ville udbyttet blive udbetalt ved at nedskrive investeringsforeningens egenkapital, hvorfor investeringsbevisernes handelsværdi ville falde.

Investeringsbeviserne kan i dag ikke sælges uden væsentlige tab. Hans økonomi er låst som følge af lånet og det store tab på investeringsbeviserne, som er til sikkerhed for lånet. Hvis handelsværdien fortsætter med at falde, vil han komme i misligholdelse, da der ikke vil være tilstrækkelig sikkerhed for lånet.

Banken udfyldte dokumentet om hans investeringsprofil med høj risiko. Han godkendte dette efter, at banken havde oplyst, at investeringsprofilen alene var gældende for fremtidige forhold, herunder evt. investering via pensionsmidler. Han vil gerne løbe en risiko i ubeskattede, opsparede pensionsmidler, men ikke når der er tale om beskattede, lånte midler.

Banken overholdt ikke god skik bekendtgørelsen.

Bankens rådgivning var mangelfuld og ansvarspådragende, da man ikke undersøgte hans risikoprofil på investeringstidspunktet, hans økonomi ved tab, herunder navnlig mulighed for at indfri lånet ved fald i handelsværdien. Ligeledes undlod banken at rådgive om den reelle risiko ved produktet, herunder den forøgede risiko ved at investere i et enkelt investeringsbevis.

Han har lidt et tab som følge af væsentligt fald i investeringsbevisernes handelsværdi. Tabet skyldes en investering for lånte midler, som han foretog alene på baggrund af bankens mangelfulde rådgivning.

Bankens rådgivning var udtryk for en salgsproces frem for egentlig rådgivning. Formålet var at skaffe provisions- og gebyrindtægter samt volumen til bankens samarbejdspartnere.

For så vidt angår bankens generelle notat gøres det gældende, at der er tale om et ensidigt indhentet partsindlæg, der bestrides efter sit indhold.

FS Finans har bl.a. anført, at investeringen ikke kan karakteriseres som en investering i Aktiv Boliginvest. Sagen adskiller sig fra Aktiv Boliginvest-sagerne, dels fordi der ikke blev optaget et realkreditlån, dels fordi investeringsbeviserne blev pantsat til banken. Banken fik derimod ikke pant i klagerens faste ejendom. Investeringen må derfor betragtes som en almindelig investering i BankInvest Højrentelande.

Rådgivningen af klageren er sket i overensstemmelse med bankens forretningsgang og den uddannelse, som den enkelte rådgiver har modtaget, og som er gennemgået i det fremlagte notat.Bankens interne forretningsgange har været i overensstemmelse med god skik bekendtgørelsen.

Bankens rådgivning i forbindelse med investering i BankInvest Højrentelande har været fyldestgørende og tilstrækkelig. Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Faktaarket om BankInvest Højrentelande, som sammen med bl.a. oplysningerne i prospektet har dannet grundlag for den konkrete rådgivning, indeholder en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen. Risikoen ved investeringen er ikke nedtonet i faktaarket.

Hverken banken eller BankInvest burde have forudset de store kursfald i BankInvest Højrentelande som har vist sig under finanskrisen.

Risikoklassificeringen af BankInvest Højrentelande som lav var korrekt i perioden fra 2004 frem til finanskrisens start i 2008/2009. På tidspunktet for investeringen var det derfor korrekt at klassificere risikoen ved BankInvest Højrentelande som lav.

Det må lægges til grund, at klageren på investeringstidspunktet havde en høj risikovillighed, og at investeringen ikke var i strid med klagerens personlige og økonomiske forhold. Det forhold, at investeringsprofilen er underskrevet ca. 9 ½ måned efter investeringen blev foretaget, er irrelevant, da det må formodes, at klageren også på investeringstidspunktet havde en høj risikovillighed.

Klageren havde tidligere haft ikke uvæsentlige aktiebeholdninger og investeret store beløb for at opnå gevinst, men med risiko for tab med tilføjelse af, at han ønskede mere aggressive investeringsforslag med risiko for væsentlige tab. Han havde på investeringstidspunktet en formue på 5 – 10 mio. kr.

Der foreligger aktuelt ikke et tab ved investeringen, idet den nuværende kursværdi med tillæg af udbyttebetalinger overstiger den oprindelige anskaffelsessum. Den isolerede værdi af investeringen kan i dag opgøres til ca. 10,3 mio. kr., hvortil kommer, at klageren i forbindelse med genkøb i 2008 undlod at reinvestere ca. 400.000 kr.

Klageren har ikke påvist, at der er begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med investeringen i BankInvest Højrentelande, herunder at der foreligger omstændigheder, der skulle have medført, at banken skulle have frarådet klageren at investere i de omhandlede investeringsbeviser med henvisning til risikoen ved investeringen.

Der henvises til Ankenævnet for Investeringsforeningers kendelse 1/2008, hvori ankenævnet bl.a. udtalte, at man ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at udsagnet i BankInvests prospekt om, at investering i Højrentelande var forbundet med lav risiko, var vildledende.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Ankenævnet lægger til grund, at klageren på bankens anbefaling optog et såkaldt "Værdipapirlån" med en hovedstol på 10 mio. kr. for at investere i BankInvest Højrentelande.

Ankenævnet finder, at der er en høj risiko forbundet med det omhandlede engagement. Denne risiko er begrundet i, at investeringen er lånefinansieret, og at hele investeringen blev foretaget i ét investeringsbevis.

Ankenævnet finder endvidere, at banken ikke i 2007, hvor investeringen blev foretaget, eller frem til april 2009 berettiget kunne anse en investering i BankInvest Højrentelande i sig selv værende forbundet med lav risiko. Det påhviler generelt et pengeinstitut at foretage en selvstændig vurdering af risici ved produkter som pengeinstituttet rådgiver om og sælger.

På tidspunktet for investeringen havde banken ikke foretaget en samlet undersøgelse af klagerens risikovillighed og investeringshorisont, idet den først blev foretaget i december 2007.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Roskilde Bank forud for klagerens investering i 2007 og 2008 rådgav klageren fyldestgørende om den høje risiko forbundet hermed samt om mulige alternative investeringer med en større risikospredning, og at klageren foretrak de foretagne investeringer samt accepterede den hermed forbundne risiko.

På baggrund heraf finder Ankenævnet, at Roskilde Bank har pådraget sig et ansvar ved rådgivning af klageren i forbindelse med hans investering i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse anmoder herom, skal FS Finans herefter inden 4 uger, mod klagerens tilbagelevering af 114.593 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande, stille klageren, som om han ikke havde investeret i BankInvest Højrentelande, herunder således at der ved opgørelsen af klagerens krav tages hensyn til de udbytter og gevinster, som klageren har oppebåret, samt de renter han har betalt på lånet.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.