Tredjemandspant. Pantsætters krav på oplysninger. Erstatning. Forældelse.
| Sagsnummer: | 564a/1993 |
| Dato: | 23-03-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Forældelse - øvrige spørgsmål
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Tredjemandspant. Pantsætters krav på oplysninger. Erstatning. Forældelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1982 bevilgede indklagede klagerens bror en kassekredit med et kreditmaksimum på 200.000 kr. Til sikkerhed for denne kredit gav klageren indklagede håndpant i kreditforeningsobligationer. Kreditten blev senere flere gange forhøjet og forlænget, hvilket blev tiltrådt af klageren som håndpantsætter. Efter den seneste forhøjelse i maj 1986 var kredittens maksimum 400.000 kr.
Af de for kreditten gældende lånebetingelser fremgår bl.a. følgende:
For perioden 3. februar 1982 - 8. februar 1984:
"Kautionisterne og pantsætterne er berettiget til at blive gjort bekendt med debitors konto i [indklagede]."
For perioden 9. februar 1984 - 1. april 1988:
"[Indklagede] er berettiget til at meddele kautionister og håndpantsættere alle oplysninger om debitors engagementer med [indklagede]."
Den 29. juli 1988 realiserede indklagede en så stor del af de håndpantsatte obligationer, som var nødvendig til dækning af gælden i henhold til kassekreditkontrakten, der på dette tidspunkt udgjorde 360.362,47 kr.
Klageren gjorde indsigelse herimod, og med henblik på en vurdering af kravets berettigelse anmodede klagerens advokat i september 1988 indklagede om at besvare en række spørgsmål vedrørende broderens engagementer med indklagede samt at udlevere alle kontoudskrifter vedrørende kassekreditten, idet broderen nægtede at udlevere disse.
Da indklagede afviste at fremkomme med de ønskede oplysninger, blev spørgsmålet af klageren indbragt for Finanstilsynet og senere Industriministeriets Erhvervsankenævn, hvor klageren ikke fik medhold.
Klagerens bror døde i efteråret 1992, og i forbindelse med bobehandlingen modtog klageren i begyndelsen af 1993 fra boet de ønskede kontoudskrifter.
Efter gennemgang af disse rettede klagerens advokat henvendelse til indklagede ved skrivelse af 25. februar 1993 med kritik af indklagedes fremgangsmåde i forbindelse med broderens kassekredit og klagerens håndpantsætning. Indklagede afviste at have begået fejl, ligesom man afviste advokatens forslag indeholdt i en skrivelse af 19. marts 1993 om at indgå en aftale om suspension af forældelsesfrister for at undgå udtagelse af stævning.
Ved klageskema af 12. oktober 1993 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale principalt 360.362,47 kr. med tillæg af procesrente fra den 29. juli 1988 til betaling sker, subsidiært et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har bl.a. anført følgende: Hendes sikkerhedsstillelse udløb den 1. april 1988, hvorfor indklagede ikke har været berettiget til efterfølgende at realisere hendes depot. Indklagede havde kendskab til hendes ønske om at blive frigjort fra forpligtelsen for kassekreditkontrakten og burde på denne baggrund i forbindelse med en forlængelse den 20. februar 1986 have oplyst om, at kontoen var i kredit. Forhøjelserne i 1982 og 1986 skete delvis til sikkerhed for gammel gæld, hvilket hun ikke fik oplyst. Vedrørende spørgsmålet om forældelse har klageren anført, at hun først har kunnet begrunde sit krav efter udleveringen af kontoudskrifterne i forbindelse med broderens død. Hun blev nægtet adgang til de oplysninger, der danner grundlag for kravet, og hun har således været i utilregnelig uvidenhed om dette.
Indklagede har anført, at klageren for at afværge forældelse efter forældelsesloven af 1908 måtte anlægge sag ved de almindelige domstole og under retssagen fremprovokere de ønskede oplysninger. Indklagede har endvidere anført, at sagen forudsætter en bevisførelse, som gør den uegnet til behandling for Ankenævnet, og at sagen derfor bør afvises. Indklagede har forbeholdt sig at fremkomme med yderligere anbringender, såfremt forældelsesindsigelsen ikke tages til følge.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerens krav udspringer af en aftale, hvorved klageren håndpantsatte værdipapirer til sikkerhed for en kredit ydet af indklagede til klagerens broder. Et sådant krav falder ikke ind under nogen af de fordringer, der er opregnet i § 1, stk. 1, i forældelsesloven af 1908. Kravet kan derfor ikke anses for omfattet af denne lovs femårige forældelsesfrist og er således alene omfattet af den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lovs 5-14-4. Allerede af denne grund er kravet ikke forældet.
Sagen udsættes herefter med henblik på yderligere indlæg vedrørende de øvrige spørgsmål, i første omgang fra indklagedes side.
Som følge heraf
Indklagedes indsigelse om, at klagerens krav skal anses for forældet, tages ikke til følge. Sagen udsættes med henblik på yderligere indlæg vedrørende de øvrige spørgsmål, i første omgang fra indklagedes side.