Afgørelse

Spørgsmål vedrørende indgåelse af aftale om renteswap. Rådgivning om risiko, herunder omkostninger ved udtræden.

Medhold klager

Indledning.

Denne sag vedrører, om klagerne i efteråret 2008 indgik en renteswapaftale med Fionia Bank samt bankens rådgivning om risikoen ved en renteswap, herunder om omkostninger ved udtræden.

Sagens omstændigheder.

Klagerne, M og H, der er ægtefæller, købte en ejerlejlighed med overtagelse den 1. oktober 2008. Finansieringen af ejerlejlighedskøbet blev drøftet på et møde den 5. september 2008 i den daværende Fionia Bank, senere Nova Bank Fyn, nu FS Finans A/S, hvor M og H var kunder. Banken har anført, at der på mødet blev indgået en mundtlig aftale om en renteswap. M og H har bestridt dette.

Ved brev af 11. september 2008 til klagerne meddelte banken, at der "i henhold til aftale" var indgået en renteswapaftale mellem M og banken. Ifølge aftalen skulle M med virkning fra den 15. december 2008 og 8 år frem betale en fast rente på 4,93% p.a. af en hovedstol på 3.277.000 kr. Banken skulle i samme periode og af samme hovedstol betale en variabel rente "DKK-CIBOR-12M/3M". Handelsdatoen var den 5. september 2008 kl. 16.00.

Banken har anført, at man i forlængelse af mødet sendte en "Rammeaftale for finansielle renteswaps, - caps og – floors" til klagerne til underskrift. Klagerne har bestridt dette og har anført, at de ikke blev præsenteret for aftaledokumentet før i november 2009, hvor de havde skiftet pengeinstitut. Af bilag 5 til et ikke-underskrevet eksemplar af aftalen, der er fremlagt under sagen, fremgår blandt andet:

"…

Renteswap

En renteswap er en aftale om at bytte en variabel rente for en fast rente. Der aftales eksempelvis en fast rente, der i hver periode betales til banken samtidig med, at banken betaler en variabel rente tilbage – det er kun netto betalingen, der faktisk betales. Det er en enkel og effektiv måde at få den ønskede risikoprofil. En renteswap kan således anvendes til at gå fra fast til variabel rente eller omvendt.

…

Ricisi

Risikoen er at de rentebetalinger (faste eller variabel), der skel betales til banken, samlet set bliver større end de betalinger, der modtages. Den samlede risiko for et lån med variabel rente plus en tilknyttet renteswap, hvor der betales med fast rente, er den samme som et lån med fast rente.

…"

Den 16. september 2008 hjemtog banken et 30-årigt afdragsfrit Totalkreditlån med en hovedstol på 3.277.000 kr. til klagerne. Lånet var med ét-årig rentetilpasning. Den aktuelle rentesats var 5,3982.

Den 11. december 2008 sendte banken en meddelelse til klagerne om "Fastsættelse af rentesats på renteswapaftale". For perioden 15. december 2008 til 16. marts 2009 blev den variable rente, som banken skulle betale, fastsat til 5,425 %.

Den 3. februar 2009 underskrev klagerne i pengeinstituttet P, en anmodning om overførsel af deres engagement med banken.

Den 12. marts 2009 sendte banken en ny meddelelse til klagerne om "Fastsættelse af rentesats på renteswapaftale", idet aftalen ikke var blevet overført til P. For perioden 16. marts 2009 til 15. juni 2009 var den variable rente, som banken skulle betale, uændret 5,425 %. Banken afregnede samtidig en rentebetaling på 4.100,35 kr. til klagerne. Beløbet var renten for det seneste kvartal af hovedstolen på 3.277.000 kr. med en rentesats pr. år svarende til forskellen mellem den faste rente på 4,93 %, som klagerne skulle betale, og den aktuelle variable rente på 5,425 %, som banken skulle betale. Henholdsvis den 12. juni og 11. september 2009 fik klagerne tilsvarende meddelelser og afregninger.

Ved brev af 9. november 2009 til klagerne sendte banken "Rammeaftale for finansielle renteswaps, - caps og - floors", som fortsat ikke var underskrevet af klagerne.

Den 13. december 2009 afregnede banken på ny en rentebetaling på 4.100,35 kr. til klagerne.

For perioden 15. december 2009 til 15. marts 2010 blev den variable rente, som banken skulle betale, fastsat til 1,545 %. Rentedifferencen var derfor i klagernes disfavør, svarende til cirka 28.000 kr. for kvartalet.

Med henvisning til et brev af 27. november 2009 fra klagernes advokat fastholdt banken renteswapaftalen ved brev af 12. januar 2010 til advokaten. Banken forbeholdt sig endvidere at iværksætte inkasso, hvis klagerne undlod at betale de renter, der ville blive opkrævet som følge af faldet i den variable rente.

Pr. den 9. februar 2010 beregnede banken, at en opgørelse af renteswapaftalen ville koste 363.285,58 kr.

Den 11. marts 2010 blev klagerne opkrævet et rentebeløb på 27.731,61 kr. For pe-rioden 15. marts til 15. juni 2010 blev den variable rentesats fastsat til 1,845 %.

Parternes påstande.

Den 4. marts 2010 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skal holde dem skadesløse for tabet på renteswappen.

FS Finans A/S har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de efterspurgte et lån med fast ydelse en del år frem. Banken foreslog et rentetilpasningslån med tilhørende renteswap. De havde intet kendskab hertil og kunne derfor ikke tage stilling til forslaget. Under mødet med banken blev deres revisor ringet op på opfordring fra banken. Efter kort tid overtog bankens medarbejder samtalen med revisoren. De havde intet kendskab til renteswap og fik ikke nogen form for rådgivning af banken, der henviste dem til at kontakte revisoren.

Det bestrides, at de som anført af banken skulle være blevet rådgivet om alternativt at optage et F8 lån.

De modtog brevet af 11. september 2008, hvoraf der intet fremgår om produktet eller konsekvenserne herved.

Der blev hverken på mødet eller efterfølgende indgået en renteswapaftale.

De fik ikke nogen tilbagemelding fra banken om, at der skulle indgås/underskrives en rammeaftale for finansielle renteswaps.

På baggrund af de tilsendte rentenotaer henvendte de sig gentagne gange til banken, da de ikke var klar over hvilken aftale, der dannede grundlag herfor.

Bankens manglende besvarelse af deres henvendelser var hovedårsagen til, at de skiftede pengeinstitut.

I forbindelse med overførslen anbefalede P, at de undersøgte deres status hos banken. I den forbindelse konstaterede de, at der ifølge banken skulle være indgået en renteswapaftale, og at det ville koste ca. 150.000 kr. at komme ud af aftalen. Dette var baggrunden for, at renteswapaftalen blev nævnt i forbindelse med overførselsanmodningen.

Som følge af manglende aftalegrundlag og manglende rådgivning bør banken holde dem skadesløse for tabet ved renteswappen, som pr. den 9. februar 2010 udgjorde 363.285,58 kr.

Det bestrides, at de efterfølgende stiltiende skulle have tiltrådt rammeaftalen for finansielle renteswaps. De er heller ikke på noget tidspunkt blevet rådgivet om de risici, der er forbundet med en sådan aftale.

Bankens forsøg i november 2009 på at indhente deres underskrifter på en aftale viser vigtigheden af et skriftligt aftalegrundlag.

FS Finans A/S har anført, at renteswapaftalen blev indgået mundtligt på mødet den 5. september 2008 og bekræftet skriftligt ved bankens fremsendelse af rammeaftalen og brevet af 11. september 2008. Klagerne burde have reklameret i umiddelbar forlængelse heraf, hvis de ikke ønskede at være bundet af aftalen.

Aftalen blev indgået på grundlag af sædvanlig god rådgivning fra bankens side dels mundtligt på mødet dels ved det eftersendte skriftlige materiale, herunder rammeaftalen, der indeholder en produktbeskrivelse.

Det afvises, at klagerne alene blev henvist til rådgivning hos egen revisor. Revisoren blev kontaktet under mødet, således at man kunne rådføre sig om de skattemæssige konsekvenser af at indgå aftalen. Revisoren mente, at rente swapaftalen var en udmærket idé. På mødet blev der også drøftet andre låntyper, herunder fx F8 lån.

Hvis klagerne som alternativ havde valgt et F8 lån ville dette i relation til markedsværdi på den finansielle forretning være meget lig grundet samme løbetid og aftaletidspunkt.

I perioden efter mødet modtog klagerne notaer på aftalen.

Af overførselsanmodningen fra P fremgår tydeligt, at der er kendskab til renteswapaftalen. Renteswapaftalen blev ikke drøftet i forbindelse med bankskiftet. Det blev blot noteret, at aftalen skulle forblive i banken.

Det bestrides, at klagerne henvendte sig om aftalen før i november 2009, hvor der i en anden sammenhæng blev afholdt et møde. Banken konstaterede, at klagerne ikke havde underskrevet rammeaftalen. Henset til klagernes ønske om at udtræde af aftalen – og til den særlige omstændighed at aftalen i den næste periode sandsynligvis ville betyde, at klagerne skulle indbetale til aftalen – ønskede banken via klagernes underskrifter på aftalen at få bekræftet en aftalevedståelse. Dette var baggrunden for, at aftalen blev genfremsendt til klagerne.

Klagerne har ikke reklameret over hverken rådgivningen eller aftalens indhold før de på et tidspunkt, hvor aftalen udviklede sig til ugunst for dem, forsøgte at udtræde af aftalen.

Klagernes tab er udokumenteret og opgjort uden hensyn til tabsbegrænsningspligt.

Klagernes henvendelser om aftalen har alene drejet sig om omkostningerne ved at udtræde af aftalen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

For så vidt angår omkostningerne ved eventuelt at udtræde af aftalen før dennes udløb finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at klagerne som alternativ til renteswapaftalen ville have valgt et F8 lån, og at klagerne i forhold hertil ikke vil blive pålagt meromkostninger ved udtræden.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at den omstridte renteswapaftale blev indgået mellem parterne på mødet den 5. september 2008, og at aftaleindgåelsen skete i tilknytning til optagelsen af realkreditlånet i Totalkredit, der havde samme hovedstol som renteswapaftalen, og som var afdragsfrit.

Det lægges til grund, at formålet med renteswapaftalen var at sikre klagerne mod stigende boligudgifter som følge af renteudviklingen.

Udviklingen i renten på realkreditlånet i Totalkredit er uoplyst. Det fremgår imidlertid, at rentebetalingerne på realkreditlånet ikke svarer til bankens betalinger i henhold til renteswapaftalen. Klagernes reelle renteudgifter kan således variere i forhold til den aftalte faste rentesats på 4,93 %. Ankenævnet finder derfor, at aftalen ikke opfylder ovennævnte formål.

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Maria Hyldahl og Rut Jørgensen – udtaler:

Efter det foreliggende findes det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at klagerne blev rådgivet på fyldestgørende måde i forbindelse med indgåelsen af renteswapaftalen, herunder hverken om konsekvenserne, hvis renten skulle falde, eller om de særlige vilkår der var forbundet med at udtræde af renteswapaftalen før dens udløb, hvilket reelt betød, at klagernes realkreditlån blev inkonverterbart.

Vi har herved lagt vægt på, at swapaftaler i et ikke-erhvervsforhold er et nyt og komplekst finansielt produkt.

Vi finder herefter, at banken skal holde klagerne skadesløse for eventuelle tab som følge af forskellen i renten på realkreditlånet og bankens betalinger i henhold til renteswapaftalen.

To medlemmer – Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler herefter:

På baggrund af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder vi, at det beror på en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer om klagerne blev rådgivet på fyldestgørende måde. En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene. Vi stemmer derfor for, at sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

FS Finans A/S skal acceptere at holde klagerne skadesløse som ovenfor anført.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.