Afgørelse

Låneudmålingsgrundlag

Klageren købte i september 1994 til overtagelse den 1. december 1994 et fritidshus, som var under opførelse. Der skulle ydes 1 års håndværkergaranti fra overtagelsesdagen og indtil 14 dage efter overtagelsen tilbageholdes 50.000 kr. til eventuelle fejl og mangler. Ved købet skulle der optages et ejerskiftelån hos det indklagede realkreditinstitut. Den 27 november 1994 underskrev klageren skøde og gældsovertagelseserklæring vedrørende ejerskiftelånet. Instituttet udbetalte den 30. november 1994 ejerskiftelånet til sælgeren i henhold til en fastkursaftale. Kommunen meddelte i marts 1995 klageren, at byggeriet ikke kunne BBR-registreres, idet bl.a. færdigmeldingen manglede. Meio marts 1995 bad klageren instituttet om kopi af sælgerens regnskabsdokumentation og oplyste, at byggeriet ikke var færdiggjort, og at der ikke var udstedt ibrugtagningstilladelse. Instituttet meddelte i april 1995 klageren, at der ikke kunne fremsendes ibrugtagningstilladelse, idet en sådan ikke udstedes i fritidshuse, og instituttet ikke i ejendomme opført med salg for øje skulle have forevist regninger, men alene underskrevet slutseddel eller skøde som sket. Klageren protesterede mod, at lånet var udbetalt, inden byggeriet var færdigt, og uden at der forelå færdigmelding fra kommunen. Ifølge en syns- og skønsrapport fra juli 1995 var der fejl og mangler for ca. 203.000 kr. I august 1995 oplyste kommunen til klageren, at der ikke kunne udarbejdes BBR-meddelelse, idet byggeriet ikke var færdigmeldt.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ved låneudbetalingen havde handlet ansvarspådragende og var erstatningspligtig. Instituttet påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Nævnet bemærkede, at formålet med reglerne i realkreditlovgivningen om værdiansættelse m.v. ikke er at tilvejebringe en ejendomsmæglervurdering til brug for handelspartnere, men navnlig er at varetage obligationsejernes interesser, så der stedse er den i loven anførte sikkerhed for obligationerne. Andre rettighedshavere kunne ifølge Nævnet i almindelighed ikke blot med henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af reglerne eller en fejlagtig værdiansættelse, gøre et erstatningsansvar gældende mod et realkreditinstitut. Nævnet ville dog ikke udelukke dette under visse særlige omstændigheder. Uanset om værdiansættelsesreglerne måtte være overtrådt i den aktuelle sag, fandt Nævnet det ikke godtgjort, at instituttet havde pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren. Nævnet lagde herved vægt på, at klageren, der var repræsenteret ved advokat og løbende havde fulgt byggeriet, havde haft mulighed for på sædvanglig måde at varetage sine interesser som køber i forhold til sælgeren. Som følge heraf frifandt Nævnet instituttet.