Ikke bevis for forringet regresmulighed.
| Sagsnummer: | 49/1993 |
| Dato: | 20-09-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Ikke bevis for forringet regresmulighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 7. september 1989 bevilgede indklagede en kassekredit på 30.000 kr. til et anpartsselskab. Klageren ejede samtlige anparter i selskabet og afgav samme dag særskilt selvskyldnerkaution vedrørende kassekreditten. Anpartsselskabet var oprettet af klageren og en bekendt i april 1989.
I februar 1990 anmodede klageren telefonisk indklagede om at spærre kassekreditten som følge af, at hendes bekendte havde bedraget hende i forbindelse med selskabet. Klageren oplyste samtidig at have solgt anparterne i selskabet.
Under et møde den 7. marts 1990 med klageren meddelte indklagede, at man ikke var indstillet på at frigive klagerens kautionsforpligtelse. Klageren foreviste i denne forbindelse salgskontrakt af 24. september 1989, hvorefter klageren overdrog samtlige anparter til en tredie person samt erklæring, hvorefter denne og klagerens bekendte erklærede at hæfte for kassekreditten hos indklagede.
Da klageren ønskede at blive frigjort fra kautionsforpligtelsen, foranledigede indklagede efter henvendelse til klagerens bekendte og den person, som havde overtaget anparterne, at en aftale kom i stand, hvorefter kassekreditten skulle afvikles med 1.000 kr. månedligt første gang 30. maj 1990, således at kreditten skulle indfries senest 31. december 1991, såfremt klageren kunne tiltræde dette. Ved skrivelse af 6. april 1990 anmodede indklagede klageren om at tiltræde afviklingsaftalen, idet det samtidig anførtes, at for at aftalen "kan blive gyldig, beder vi Dem underskrive vedlagte allonge til kassekredit som kautionist, og returnere allongen i vedlagte kuvert." Ved skrivelse af 19. april 1990 meddelte klagerens advokat, at klageren ikke kunne tiltræde afviklingsaftalen.
Indklagede har oplyst, at bortset fra et mindre overtræk på 998,07 kr., som blev inddækket primo maj 1990, var der ikke overtræk på kassekreditten frem til rentetilskrivningen pr. 31. december 1991. Ved rykkerskrivelser af 15. januar, 27. marts og 9. april 1992 rykkede indklagede anpartsselskabet for overtræk på kassekreditten pr. 9. april 1992 opgjort til 2.057,19 kr.
Ved skrivelse af 17. juli 1992 stilet til anpartsselskabet og fremsendt til klageren meddeltes, at selskabets engagement var opsagt til indfrielse pr. 27. juli 1992, pr. hvilken dag kassekreditten kunne indfries med 34.151,56 kr. Skrivelsen returneredes af postvæsenet, og den 11. august 1992 modtog indklagede fra folkeregisteret oplysning om, at klagerens adresse var beskyttet.
Den 28. august 1992 overførte indklagede klagerens indestående på en anden konto hos indklagede på 10.500 kr. til selskabets kassekredit. Klageren orienteredes herom ved skrivelse af samme dag og anmodedes om at indfri kassekredittens saldo opgjort til 24.619,96 kr. Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede, og en afviklingsordning drøftedes.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen på 10.500 kr. samt anerkende, at klageren er frigjort i henhold til sin kautionsforpligtelse.
Indklagede har under klagesagens behandling nedsat klagerens resthæftelse vedrørende kautionen til 19.500 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hendes daværende advokat i april 1990 oplyste, at det var uden betydning, om hun tiltrådte afviklingsordningen vedrørende kassekreditten. Som følge heraf gik hun ud fra, at kassekreditten blev indfriet. Indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41. Hendes regresmulighed er blevet forringet, idet den tidligere bekendte har nedlagt anpartsselskabet og er flyttet til en ukendt adresse.
Indklagede har anført, at man ikke på noget tidspunkt har givet udtryk for, at klageren var frigjort fra kautionsforpligtelsen eller givet debitor henstand. Indklagede har heller ikke givet klageren en forventning om, at man ville stille krav om kassekredittens afvikling overfor debitor. Med hensyn til afviklingsaftalen, som forsøgtes indgået i april 1990, tilkendegav indklagede i sin skrivelse af 6. april 1990 til klageren, at det var en betingelse, at klageren tiltrådte afviklingsaftalen, hvilket klageren afslog. Det erkendes, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet meddelelse om restance først blev fremsendt til klageren den 17. juli 1992, uagtet sidste frist herfor var 30. juni 1992. Klagerens regresmulighed er imidlertid ikke blevet forringet herved. Med hensyn til den foretagne modregning har samtlige betingelser for denne været til stede. Da klageren ikke hæfter for overtræk på kassekreditten, udgør den resterende kautionsforpligtelse efter modregningen 19.500 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det beklageligt, at indklagede i denne sag ikke overholdt tidsfristen i bank- og sparekasselovens § 41. Det findes imidlertid ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at indklagede først den 17. juli 1992 gav klageren meddelelse om den skete misligholdelse af selskabets engagement, har forringet klagerens regresmuligheder. Klageren ses heller ikke på andet grundlag at være frigjort for kautionsforpligtelsen. Den skete modregning findes herefter at have været retmæssig. Herefter tages indklagedes påstand til følge som nedenfor bestemt, således at det
Indklagede bør anerkende, at klagerens resterende hæftelse vedrørende den i sagen omhandlede kautionsforpligtelse udgør 19.500 kr. Klagen tages ikke i øvrigt til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.