Afgørelse

Forrentning af indekskonti.

Indledning.

Denne sag vedrører forrentningen af indekskonti.

Sagens omstændigheder.

Klageren har oplyst, at han i 1967 oprettede 6 indekskontrakter, som gennem årene har været ført i flere forskellige pengeinstitutter.

Nordea Bank har oplyst, at klagerens indekskonto har været ført i Unibank (nu: Nordea) i årene 1978 - 1994 og i Nordea fra april 2006.

Af klagerens mail af 2. marts 2009 til Nordea fremgår:

"…

Udbetaling fra min indeks[konto] starter om få måneder og i den forbindelse læste jeg i går aftalen om kontoen igennem. Til min store forundring indeholder aftalen den bestemmelse at … kontoen forrentes til enhver tid med pengeinstituttets højeste indlånsrente, eventuelt med tillæg af en overrente…

Er I også forundrede over denne bestemmelse eller mener I, at I har overholdt denne bestemmelse?

…"

Af bankens svar af 11. marts 2009 fremgår:

"…

Jeg kan se at din indeksaftale er med fast rente. Det vil sige at du har indgået en aftale fra d. 24.04.2006, om at få en fast rente på 3,25 % p.a.

…"

Af klagerens svar herpå fremgår:

"…

Mit problem er ikke så meget den nuværende forrentning af indekskontoen, men at jeg mener, at Nordea og de øvrige banker, som har forvaltet kontoen igennem mange år IKKE har fulgt aftalen om at ’Indekskontoen forrentes til enhver tid med pengeinstituttets HØJESTE INDLÅNSRENTE, eventuelt med tillæg af en OVERRENTE.’

…"

I den følgende korrespondance med banken fastholdt klageren, at hans indekskonto ikke var blevet korrekt forrentet.

Af klagerens brev af 5. maj 2009 til banken fremgår:

"…

Jeg er klar over at problemstillingen omkring forrentningen af indekskonti har været behandlet af pengeinstitutankenævnet adskillige gange, at ankenævnet ikke har givet klagerne medhold.

Efter at have sat mig lidt nærmere ind i sagerne er det imidlertid min mening, at ankenævnets afgørelse hverken er i overensstemmelse med lovens bogstav eller lovens ånd. Det er derfor min agt at gå videre med sagen.

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 29. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ankenævnet skal genoverveje sine afgørelser vedrørende forrentning af indekskonti og erkende, at den hidtidige praksis ikke er korrekt. En ændret holdning fra Ankenævnets side vil have økonomiske konsekvenser for klageren og andre, men nævnet skal ikke tage stilling hertil, men i stedet informere om ændringen af praksis til relevante myndigheder såsom Økonomistyrelsen, Finansstyrelsen og Forbrugerombudsmanden, der så kan tage stilling til, hvorledes oprydningen skal foregå.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at han ikke er enig med Ankenævnet i, at lovens krav om at indekskonti skal forrentes med pengeinstituttets til enhver tid højeste indlånsrente kan/skal fortolkes som, at renten blot skal sættes lig pengeinstituttets rente på indskud på længste opsigelse uden særvilkår.

Han er ikke enig i, at der overhovedet er behov for en fortolkning af begrebet "højeste indlånsrente". Begrebet er jo helt præcist i sig selv. Begrebet "indlånsrente" er således veldefineret, og alle pengeinstitutter offentliggør oven i købet løbende oversigter over deres forskellige indlånsrenter. Begrebet "højeste" giver jo heller ikke nogen fortolkningsproblemer.

Det er rigtigt, at da indekskonti blev indført for ca. 50 år siden var en konto med indlån på længste opsigelse faktisk en højrentekonto med en beskeden renteforskel til obligationer. Der var således i mange tilfælde overensstemmelse med renten på denne kontotype og pengeinstituttets højeste indlånsrente.

Siden hen har pengeinstitutterne på eget initiativ omlagt deres rentepolitik. Almindelige indlånskonti med længste opsigelse er således gået fra at være en højrentekonto til at være en lavrentekonto med en kraftig renteforskel til obligationer. Andre kontotyper fra dengang såsom f.eks. børneopsparingskonti har ikke mistet så meget status og har dermed i dag en meget højere rente end indlånskonti på længste opsigelse. Desuden har pengeinstitutterne opfundet en række nye kontotyper, der typisk også har en højere rente end indlån på længste opsigelse.

I ingen af Ankenævnets afgørelser har man prøvet at sammenligne renten på indekskonti med renten på børneopsparingskonti. Det sætter ellers tingene i relief. Kontotyperne har ganske mange lighedspunkter.

Umiddelbart skulle man tro, at renten på indekskonti mindst ville være lige så stor som renten på børneopsparingskonti, men som følge af Ankenævnets praksis er det ikke sådan.

Den fortolkning af begrebet "højeste indlånsrente", som Ankenævnet har valgt, har helt absurde konsekvenser.

Forrentningen af hans indekskonto er gennem årene blevet lænket til forrentningen af almindelig opsparing på længste opsigelse uden særvilkår, hvilket er blevet en decideret lavrentekonto. Indekskontoen er ikke blevet forrentet med "højeste indlånsrente".

Fastrenteaftalen med Nordea fra 2006 har alene betydning for dét, som loven kalder for overrenten.

Nordea Bank Danmark har bl.a. anført, at klagen for Nordeas (tidligere Unibanks) vedkommende må forstås således, at den drejer sig om forrentningen af klagerens indekskonto i perioden 1978 – 1994.

Forrentningen af kontoen har været korrekt efter den fortolkning, som er anlagt af Ankenævnet.

Ankenævnets praksis bør ikke ændres.

Ifald klageren måtte have et rentekrav mod banken - på baggrund af en ændret forståelse af rentebestemmelsen - er kravet forældet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at det af klagerens aftale om indekskontrakter fremgår, at kontoen skal forrentes med pengeinstituttets højeste indlånsrente med tillæg af en variabel overrente.

Klageren har anført, at han ikke ønsker, at Ankenævnet skal tage stilling til sagens økonomiske konsekvenser.

Ankenævnet bemærker, at nævnets kompetence alene omfatter formueretlige tvister, dvs. civilretlige krav.

Ankenævnet finder herefter, at klagen ikke angår en konkret formueretlig tvist, hvorfor nævnet ikke kan behandle sagen.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.