Tilbagekaldelse af lånetilbud.
| Sagsnummer: | 9510062 /1996 |
| Dato: | 29-01-1996 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Bent Olufsen, Keld Christiansen, Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Lånetilbud - bortfald
|
| Ledetekst: | Tilbagekaldelse af lånetilbud. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede institut fremsendte i marts 1995 et ejerskiftelånetilbud til en ejendomsmægler. Tilbudet indeholdt forbehold for resultatet af en forureningsundersøgelse samt for bekræftelse af værdiansættelsen ved en efterfølgende besigtigelse, hvorom man ville høre nærmere senest 5 arbejdsdage fra tilbudsdatoen, hvis den gav anledning til bemærkninger. Der blev i marts 1995 indgået købsaftale, hvoraf det fremgik, dels at det var en forudsætning for køberne, at ejerskiftelånet kunne bevilges, dels at køberne skulle erhverve ejendommen, hvis resultatet af en forureningsundersøgelse viste, at der ikke var forurening af miljømæssig betydning, eller hvis resultatet i øvrigt var tilfredsstillende for køberne. Amtet fremsendte i april 1995 en undersøgelsesrapport, hvori amtet konkluderede, at der var tale om en svag forurening, hvis koncentration og omfang ikke gav anledning til yderligere foranstaltninger, og at amtet ville fjerne grunden fra listen over potentielt forurenede grunde. Embedslægerne afgav i maj 1995 en udtalelse til forureningsundersøgelsen, hvori det konkluderedes, at småbørn ikke burde lege i jorden, at rodfrugter skulle skrælles eller skylles grundigt, inden de spistes, og at man skulle undgå hudkontakt med slaggelaget. I april og maj 1995 korresponderes mellem handelsparternes advokater om handlens opfyldelse, idet køberne som følge af forureningen afviste at vedstå denne. Efter at have modtaget forureningsrapporten fra køberne meddelte instituttet ejendomsmægleren, at værdiansættelsen ikke havde kunnet bekræftes, og annullerede lånetilbudet. Den 1. juni 1995 afviste klagerens advokat, at tilbagekaldelsen af tilbudet var sket rettidigt. Instituttet fastholdt annullationen af lånetilbudet med henvisning til forureningen og beklagede at have anvendt et forkert standardbrev til afslaget. Indirekte foranlediget af instituttet indhentede klageren en ny udtalelse fra embedslægerne, hvoraf det fremgik, at det generelt måtte frarådes at spise jord, og at lade småbørn lege i jord, samt at rodfrugter altid burde skrælles eller skylles grundigt, inden de spistes. På baggrund af den nye udtalelse meddelte instituttet, at man kunne yde 70 pct. belåning under forudsætning af, at køberne skrev under på at være bekendt med embedslægerapporterne.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde 80 pct. belåning efter sædvanlige principper og se bort fra forureningsrapporten og embedslægeudtalelserne, og at instituttet skulle erstatte klagerens tab. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at instituttet med henvisning til betingelsen i tilbudet om resultatet af forureningsundersøgelsen havde været berettiget til at afslå at yde lån og ikke havde afskåret sig herfra ved i første omgang at afslå at yde lån med en anden begrundelse. Allerede som følge heraf blev instituttet frifundet.