Regresmulighed forringet.
| Sagsnummer: | 113/1993 |
| Dato: | 12-11-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Regresmulighed forringet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med at klagernes datter og dennes daværende samlever i 1988 købte et kolonihavehus, ydede indklagedes Falkoner Allé afdeling ved gældsbrev af 7. december 1988 datteren og samleveren et boliglån på 86.600 kr. og et personligt lån på 56.000 kr. Til sikkerhed for lånene afgav klagerne selvskyldnerkautionserklæring, ligesom adkomstdokumentet til kolonihavehuset blev håndpantsat til sikkerhed for lånene. Det var i lånedokumenterne anført, at det personlige lån skulle afvikles med en månedlig ydelse på 910 kr., første gang den 1. januar 1989, og at boliglånet skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 2.165 kr., første gang den 11. marts 1989.
Den 11. december 1989 kom boliglånet i restance med ydelsen på 2.165 kr. I januar 1990 tilbød indklagede som følge af bortfald af renteafgiftsloven, at boliglånet omlagdes til et annuitetslån med samme restløbetid. Ved skrivelse af 31. oktober 1990 rettede samleveren henvendelse til afdelingen og anmodede om at få omlagt de to lån, da han som følge af en papirløs skilsmisse ikke så sig i stand til at indbetale de fastsatte ydelser. Indklagede meddelte, at lånene kunne omlægges til et samlet lån med en månedlig ydelse på 2.000 kr. med klagernes tiltrædelse heraf. Den 27. marts 1991 rykkedes samleveren for en restance på boliglånet på 9.914,25 kr. og den 28. juni 1991 for en restance på 13.335,01 kr. Klagerne blev ikke gjort bekendt med restancerne.
Det personlige lån blev afviklet regelmæssigt frem til 1. marts 1992, hvorefter ydelserne den 1. marts, 1. maj, 1. juni og 1. juli 1992 ikke blev betalt.
Den 29. juli 1992 blev klagerne rykket for betaling af en restance på boliglånet på 32.434 kr. og ved skrivelse af samme dag for betaling af en restance på det personlige lån på 3.640 kr.
I august 1992 tilbød indklagede debitorerne ydelsesfritagelse på lånene for månederne august, september og oktober. Ved skrivelse af 10. september 1992 meddelte indklagede datteren, at man satte ekspeditionen af en retslig inkassosag i bero, således at kolonihaven eventuelt kunne sælges, og provenuet afskrives på lånet; klagerne modtog orientering herom. Den 6. oktober 1992 meddelte indklagede datteren, at et ejendomsmæglerfirma havde oplyst, at det næppe ville være muligt at opnå en salgspris på 100.000 kr. for havelodden. I november 1992 oplyste indklagede klagerne, at et salg af havelodden havde "lange udsigter".
Under en efterfølgende korrespondance mellem datteren, klagerne og indklagede tilbød indklagede, at de to lån kunne sammenlægges til et lån. I den forbindelse blev restgælden pr. 17. december 1992 på lånene opgjort til 99.574,44 kr. og 53.212,54 kr. Indklagede tilbød, at tidligere tilskrevne morarenter på 3.632,50 kr. blev tilbageført, og at der ikke ville påløbe morarenter som følge af de manglende terminsbetalinger, ligesom der ikke ville blive beregnet gebyr for omlægning til et nyt lån. Restgælden, der skulle indfries, udgjorde herefter 149.154,48 kr. Da indklagede alene var indstillet på at yde et samlet lån på 140.000 kr., skulle der ske ekstraordinær indbetaling af 9.154,48 kr. Det var samtidig en betingelse, at klagerne afgav kautionserklæring dog således, at forpligtelsen var begrænset til at udgøre 100.000 kr. Den 17. december 1992 underskrev datteren gældsbrevet. Klagerne afviste at afgive kautionserklæring, hvorefter indklagede ved skrivelse af 26. februar 1993 til klagerne meddelte, at indklagede så sig nødsaget til at opsige det samlede engagement med deraf følgende retslig inkasso, såfremt klagerne ikke afgav kautionserklæring, eller provenuet ved et eventuelt salg af kolonihaven ikke nedbragte engagementet.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede ikke har overholdt sin underretningspligt i medfør af bank- og sparekasselovens § 41, hvorved klagernes regreskrav mod debitorerne er blevet forringet. Datterens samlever har haft fast indtægt frem til 1992, og såfremt klagerne på et tidligere tidspunkt var blevet gjort bekendt med misligholdelsen, kunne klagerne have rettet krav mod samleveren. Klagerne finder det uden betydning, at de som kautionister har haft ret til at indtræde i den stillede sikkerhed, idet kolonihavehuset ved et eventuelt tvangssalg maksimalt vil kunne indbringe 90.000 kr., hvorefter restgælden stadig vil udgøre 50.000 kr.
Indklagede har anført, at det personlige lån optaget af datteren og samleveren blev afviklet planmæssigt frem til marts 1992. Klagerne blev orienteret om restancerne den 29. juli 1992, ca. fem måneder efter første restances opståen, hvorfor fristen i bank- og sparekasselovens § 41 er overholdt for så vidt angår dette lån. For så vidt angår boliglånet afvikledes dette planmæssigt frem til 1989, hvorefter der opstod restancer. Indklagede har for så vidt angår dette lån ikke opfyldt kravet i bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede har ved bevillingen af dette lån lagt vægt på sikkerheden i form af håndpanteret i adkomstdokumentet i kolonihavehuset, idet værdien af denne sikkerhed efter indklagedes opfattelse kunne dække lånet. Undladelse af at give klagerne meddelelse om restancerne kan ikke føre til, at kautionen skal nedsættes eller bortfalde, idet klagernes eventuelle regresmulighed overfor debitorerne ikke er blevet forringet. Indklagede har, i forbindelse med at klagernes datter underskrev det ny gældsbrev den 17. december 1992, nedsat renten for hele engagementet til den lavere rentesats for boliglån. Nedsættelsen er effektueret på trods af dels, at de to kautionister ikke har accepteret den nye låneaftale, og dels, at indklagedes krav om den ekstraordinære indbetaling på 9.454,48 kr. endnu ikke er opfyldt.
Ankenævnets bemærkninger:
For så vidt angår det personlige lån findes fristen i bank- og sparekasselovens § 41 at være overholdt af indklagede. Der er derfor ikke grundlag for at fritage klagerne for kautionsforpligtelsen for så vidt angår dette lån.
For så vidt angår boliglånet bemærkes, at indklagede har oplyst, at man ved bevillingen af dette lån skønnede, at værdien af sikkerheden i havelodden ville kunne dække lånet. Indklagede har endvidere oplyst, at en ejendomsmægler i efteråret 1992 har skønnet, at det ikke vil være muligt at opnå en salgspris på 100.000 kr. for havelodden. Som sagen herefter foreligger oplyst, finder Ankenævnet det antageliggjort, at klagernes muligheder for at få dækket et eventuelt regreskrav gennem realisering af sikkerheden er blevet væsentligt forringet ved indklagedes særdeles betydelige oversiddelse af fristen i bank- og sparekasselovens § 41. Ankenævnet finder som følge heraf, at klagerne bør være fritaget for kautionsforpligtelsen for så vidt angår boliglånet, hvorfor
Indklagede bør anerkende, at klagerne er frigjorte for kautionsforpligtelsen for så vidt angår boliglånet. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.