Indsigelse imod kautionsforpligtelse. Underretning om restance.
| Sagsnummer: | 245 /2003 |
| Dato: | 17-12-2003 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Ole Simonsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41a |
| Ledetekst: | Indsigelse imod kautionsforpligtelse. Underretning om restance. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelser imod en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 26. oktober 1998 ydede indklagede sin kunde, A, et billån på 57.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr.
Indklagede har anført, at klageren kautionerede for lånet. Klageren har bestridt dette. Klageren har oplyst, at A er hans forhenværende samlever. Samlivsforholdet ophørte for mere end fem år siden.
Den 2. december 1999, hvor restgælden på billånet var 46.024,82 kr., underskrev A et nyt gældsbrev til indklagede vedrørende billånet, hvorved A opnåede henstand med én ydelse og ydelsesfritagelse i fire måneder.
Den 10. januar 2000 underskrev klageren en erklæring til indklagede om selvskyldnerkaution for A's forpligtelser i henhold til "kr. 57.000,00 billån nr. …" og "kr. 6.200,00 Danske Privat nr. …".
Indklagede har anført, at ydelsesfritagelsen var et led i en sanering af A's engagement. Som led heri kautionerede klageren for et overtræk på klagerens lønkonto på 6.200 kr., ligesom han accepterede ydelsesfritagelsen. Lønkontoen er i dag udgået, og klageren er derfor frigjort for denne del af kautionsforpligtelsen.
I august 2002 ydede indklagede A et blankolån på 4.500 kr., som blev anvendt til dækning af A's manglende betaling af ydelser i juni, juli og august 2002. De 4.500 kr. blev den 13. august 2003 krediteret på billånet. Der blev herefter ikke indbetalt yderligere på billånet.
Ved skrivelse til A af 20. november 2002 opsagde indklagede billånet, som pr. samme dato havde en restgæld på 17.749,29 kr. Indklagede fremsendte en kopi af opsigelsesskrivelsen til klageren.
Indklagede overgav sagen til inkasso hos en advokat, som ved skrivelse af 18. december 2002 anmodede klageren om at indfri gælden. Klageren gjorde indsigelse imod kravet.
Den 6. juni 2003 udtog indklagede stævning mod klageren om betaling af 17.468,09 kr. med tillæg af rente 11,75 % p.a. fra den 1. oktober 2002.
Den 2. juli 2003 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Parternes påstande.
Den 4. august 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde, subsidiært nedsætte kravet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det bestrides, at han kautionerede for lånet i forbindelse med etableringen af dette i 1998, hvilket indklagede heller ikke har været i stand til at dokumentere.
Kautionen af 10. januar 2000 vedrørte således gammel gæld. Kautionsforpligtelsen bør derfor tilsidesættes, jf. aftalelovens § 36, jf. §§ 38 a - 38 c.
Indklagede har ikke opfyldt sin pligt til at give meddelelse om A's misligholdelse af lånet, jf. bank- og sparekasselovens § 41 a, stk. 1., ligesom indklagede har bevilget A henstand med ydelser.
Det er åbenbart, at hans regreskrav herved er blevet forringet. Indklagede bærer bevisrisikoen herfor. Indklagede har selv opgivet at inddrive sit tilgodehavende hos A.
Det var ikke tilstrækkeligt, at indklagede, da misligholdelse havde foreligget gennem længere tid og henstand havde været meddelt, fremsendte en kopi af engagementsopsigelsen. På dette tidspunkt var skaden sket og uoprettelig.
Da der er tale om kaution for gammel gæld, og da bank- og sparekasseloven ikke er overholdt, må indklagedes krav anses for tabt. Subsidiært må der ske en væsentlig reduktion af kravet i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 a, stk. 2 og 3.
Indklagede har anført, at billånet blev bevilget på betingelse af, at klageren kautionerede for det fulde beløb. Den oprindelige kautionserklæring blev erstattet af kautionen af 10. januar 2000, hvor klageren gav sit samtykke til saneringen af A's engagement.
Lånet blev nedskrevet med ydelserne frem til og med august 2002.
Klageren har ikke godtgjort, at hans regresmulighed er blevet forringet, hvilket er en forudsætning for, at kautionsforpligtelsen kan bortfalde i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 a, stk. 3.
Kautionserklæringen af 10. januar 2000 er ikke udtryk for, at klageren påtog sig en ny kautionsforpligtelse for billånet. Erklæringen var bekræftelse på, at klageren accepterede overspringelsen af fire låneydelser samt henstand med en enkelt ydelse på billånet.
Ved fremsendelsen af en kopi af opsigelsesskrivelsen til klageren den 20. november 2002 har man opfyldt informationspligten efter bank- og sparekasseloven.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er fast antaget i Ankenævnets praksis, at en kautionist i almindelighed må kunne forudsætte, at provenuet af et kautionssikret lån stilles til låntagers disposition, således at pengeinstituttet forud må underrette kautionisten, såfremt det ikke er tilfældet.
Tre medlemmer - John Mosegaard, Ole Simonsen og Karin Duerlund - udtaler:
Indklagede har i denne sag anført, at kautionserklæringen af 10. januar 2000 var en videreførelse af en tidligere kautionserklæring fra billånets etablering i 1998. Klageren, der var bekendt med debitors økonomiske situation, påtog sig således ikke en ny kautionsforpligtelse.
Klageren har bestridt at have kautioneret for lånet i 1998. Kautionen vedrører "gammel gæld" og bør derfor tilsidesættes.
Også for det tilfælde, at indklagede ikke kan godtgøre, at der var tale om videreførelse af en tidligere kautionserklæring finder vi, at denne sag ikke kan afgøres uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer vedrørende spørgsmålet om klagerens kendskab til den tidligere samlevers økonomi. Det er således i en situation, hvor pengeinstituttet ikke har underrettet kautionisten om, at der ikke blev stillet yderligere midler til rådighed for debitor, afgørende, at klageren ikke på anden måde var bekendt hermed, jf. forudsætningsvis Ankenævnets sag nr. 246/1989. Da bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene, stemmer vi derfor for, at sagen afvises efter § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
To medlemmer - Kåre Klein Emtoft og Poul Erik Tobiasen - udtaler:
Indklagede har bevisbyrden for, at kautionserklæringen var en videreførelse af en kautionserklæring fra 1998. Vi finder ikke, at indklagede mod klagerens benægtelse har løftet denne bevisbyrde og har herved navnlig lagt vægt på, at indklagede ikke har kunnet fremlægge skriftligt grundlag for en kautionserklæring i 1998. Indklagede har herefter i overensstemmelse med det anførte om Ankenævnets praksis tillige bevisbyrden for, at klageren før afgivelsen af kautionserklæringen af 10. januar 2003 var klar over, at der ikke blev stillet yderligere midler til rådighed for debitor. Vi finder ikke, at indklagede har løftet denne bevisbyrde og har herunder lagt til grund, at emnet ikke har været drøftet. Vi stemmer derfor for, at klagerens påstand tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorfor
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.