Krav om tilbagebetaling af leje for lejlighed i udlandet betalt med MasterCard. Spørgsmål om mangel eller ikke levering.
| Sagsnummer: | 42/2022 |
| Dato: | 04-10-2022 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Bjarke Svejstrup, George Wenning, Jacob Ruben Hansen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Krav om tilbagebetaling af leje for lejlighed i udlandet betalt med MasterCard. Spørgsmål om mangel eller ikke levering. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbagebetaling af leje for lejlighed i udlandet betalt med MasterCard. Spørgsmål om mangel eller ikke levering.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto med et tilhørende MasterCard Direct.
Den 27. oktober 2021 betalte klageren 24.990,65 kr. med sit MasterCard Direct til A, der var en onlinemarkedsplads for udlejning og booking af overnatningsmuligheder, hvor private udlejer lejligheder. Betalingen vedrørte leje for en lejlighed i London, som klageren sammen med en ledsager skulle leje i perioden fra den 14. november 2021 til den 1. december 2021.
Klageren har oplyst, at da han sammen med sin ledsager kom til lejligheden, viste det sig, at lejligheden lå på en anden adresse, end han havde fået oplyst fra A. Desuden havde den private udlejer ikke tilladelse til at fremleje lejligheden.
Klageren har endvidere oplyst, at han og hans ledsager ”efter påklage” indleverede nøgler den 18. november 2021, dvs. efter fire dages indkvartering, og flyttede på hotel. A/den private udlejer krævede fortsat fuld betaling for lejemålet.
Klageren gjorde efterfølgende indsigelse over for både den private udlejer og A. Disse indsigelser blev afvist, dog således at A tilbød klageren et gavekort på 50 GBP som kompensation. I en mail af 14. december 2021 til klagerens ledsager anførte A blandt andet:
”As we reviewed, unfortunately, the claim really cannot be considered since it doesn't qualify to the guest refund policy as [navn på mearbejder] explained to you, and also we consider the severity of the mentioned issues as something that are minor and some of it can be expected as well.”
Ved en tro- og loveerklæring af 30. december 2021 gjorde klageren over for banken indsigelse mod betalingen. Indsigelsesårsagen var: ”Varen eller ydelsen, som jeg har modtaget, er defekt eller mangelfuld.” I feltet ”Beskriv forskellen mellem det du købte og det, du har modtaget.” anførte han:
”Det viste sig, lejligheden vi havde lejet, var ulovligt fremlejet via [A]; hverken udlejer eller [A] har ønsket og/eller været i stand til at mod[be]vise denne påstand. Upåagtet medfører adfærden ansvar ved passivitet.”
I en efterfølgende mail af 4. januar 2022 til banken anførte klageren blandt andet:
”…
Det ses af mailen af 27. oktober, at man påstår adressen som værende [adresse registreret hos A]. I korrespondancen den 14. november med [værten] oplyser man [anden adress/andet nummer på samme gade] - men først da vi er på vej fra Heathrow. Dette oplyser man om uopfordret - man må have været helt klar over, adressen oplyst på [A] ikke var korrekt.
I lejligheden var fremlagt en vejledning, hvori man instrueres i ikke at oplyse, at man er gæster via [A]; 'Please do not share details of your visit with anyone - if necessary you can say your a guest of mine'. Således synes det åbenlyst, at man ikke har tilladelse til at fremleje lejligheden, man dermed må udleje ulovligt. Hverken vært eller [A] har været i stand til at tilbagevise denne påstand.
Af screenshot den 4. januar 2022 er adressen stadig registreret som [adresse registreret hos A]. Det er altså ikke en hændelig fejl, der siden blev rettet, da man blev gjort opmærksom på problemet, men kan derimod kun være forsætlig og fortsat maskering af oplysninger omkring lejemålets faktiske adresse.
[A] har heller ikke - på trods af løfte herom i korrespondancen den 1. december - rettet eller fjernet den forkerte adresse; 'And I will assure you that once we have confirmed this we will definitely remove the listing right away'.
Man erklærer derudover den 14. december, at man anser problemet for at være 'minor and to be expected', hvilket naturligvis er helt utilstædeligt henset til alvoren af dette forhold.
[A] medvirker i kraft af ovenstående til at kunder uforvarende afgiver ukorrekt adresse omkring et ulovligt udlejet lejemål til de britiske myndigheder. Dette kan føre både til nægtelse af indrejse samt i princippet strafferetlige sanktioner. Dette blev vi informeret om via Passenger Locator Form hotline, da vi ringede op for at undersøge vores retsstilling; de britiske myndigheder var ubetinget af den opfattelse, at dette alene var den tilrejsendes ansvar upåagtet at man havde handlet i god tro. [A] og værtens adfærd kan såldes kun være svært ansvarspådragende.
At [A] ikke har varetaget deres pligt til at indhente dækkende dokumentation for lovligheden af lejemålets udlejning hos værten, kan man dog næppe fortænke dem i at forsøge at slippe udenom. Desværre leder denne adfærd således ultimativt til denne indsigelse, jeg håber man kan se det rimelige i at efterkomme sagens forhold in mente.”
Banken afviste at tilbageføre beløbet til klageren.
Parternes påstande
Den 4. februar 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank principalt skal tilbageføre den fulde leje på 24.990,65 kr., subsidiært et forholdsmæssigt beløb svarende til fire ud af de 18 dages leje.
Danske Bank har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at A formidlede et lejemål, der tilsyneladende var ulovligt udlejet i London. Han indleverede efter påklage nøgler og flyttede på hotel. A krævede fuld betaling for lejemålet. A var ude af stand til at tilbagevise påstand om ulovlig udlejning og beskrev i stedet forholdet som trivielt og uvæsentligt.
Udlejer har fremlejet en lejlighed, han ikke har haft ret til og har med forsæt oplyst falsk adresse. Det er ikke 'minor' - det er bedrageri.
At bo i et ulovligt lejemål i London - og have opgivet falsk adresse på Passenger Locator Form til de britiske myndigheder; upåagtet god tro eller ej - kunne både have ført til nægtelse af indrejse og efterfølgende indrejseforbud samt bøde. Det må formodes, at der foreligger en særlig forpligtelse for udlejer til at oplyse korrekt adresse, når der foreligger tungtvejende myndighedskrav omkring at oplyse opholdssted for indrejsende. Udlejer og/eller A forårsagede ved sin adfærd, at han opgav forkerte oplysninger til de britiske myndigheder; det er absolut ikke 'minor'.
At A har lovet at berigtige "fejlen" og efterfølgende undladt dette synes at bestyrke påstanden om, at A og/eller udlejer har handlet svigagtigt i dette forhold.
Udlejer ”forespurgte” desuden selv at modtage nøgle efter fire dage – men nægtede at refundere restbeløbet for de følgende 14 dages overnatning. A og/eller udlejer har således fortsat med at opkræve betaling for en ydelse, man ikke har leveret.
Han var tvunget til at forlade lejemålet vidende, at det var uretmæssigt udlejet - dette var ikke frivilligt. Man kan ikke blive boende i en ulovligt udlejet lejlighed; det kunne både have haft konsekvenser i form af at blive udsat af lejligheden af myndighederne uden varsel, udvisning samt strafferetligt. Alligevel påstår både udlejer og banken, at man på trods af dette oppebærer ret til fuld betaling for denne såkaldte "ydelse" - selv efter at have modtaget nøgle retur efter blot fire dage.
Selv i lyset af disse alvorlige forhold nægter banken at optage sagen til behandling. At den ikke vil sagsbehandle tyder på, at den ukritisk lægger en stor virksomhed som A’s opfattelse til grund.
Han har ligeledes anmeldt forholdet til sin rejseforsikring, der har meddelt, at hans rejseforsikring ikke dækker i et tilfælde som det foreliggende. Forsikringsselskabet har i stedet anbefalet ham at kontakte sin bank for at gøre indsigelse mod transaktionen.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren anerkender at have foretaget betalingen selv, hvorfor sagen skal behandles efter betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2.
Bankens forpligtelse til at tilbagebetale klageren i henhold betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2 gælder alene, hvis den bestilte vare (lejligheden) ikke leveres/ikke stilles til rådighed. Betalingen gik igennem, hvorfor banken har leveret den ydelse, som banken var forpligtet til, og klageren fik i øvrigt adgang til lejligheden, som klageren dog selvstændigt valgte at fraflytte. Klagere fik således leveret/fik adgang til den bestilte vare (lejligheden).
Lejligheden var muligvis behæftet med mangler, men i så fald er det en tvist mellem klageren, A og udlejer, idet betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2, ikke finder anvendelse på mangler.
A har undersøgt omstændighederne ved lejemålet og lejeforholdet og herefter vurderet, at klageren ikke var berettiget til tilbagebetaling, blandt andet fordi A anså de forhold, som indsigelserne angik, som værende ”minor”, jf. mail af 14. december 2021 fra A til klageren.
Klageren gjorde brug af lejligheden i fire dage og valgte selvstændigt at fraflytte lejligheden, hvorfor klageren de facto fik adgang til lejligheden, der således kunne anvendes til det forudsatte formål (logi).
Eventuelle mangler ved lejligheden kan ikke sidestilles med ikke-levering, og banken har således løftet bevisbyrden i henhold til betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en undersøgelse af, hvorvidt lejligheden var behæftet med mangler, herunder om eventuelle mangler kan sidestilles med ikke-levering, kræver en nærmere bevisførelse, f.eks. parts- og vidneafhøring, der ikke kan ske ved Ankenævnet, og Ankenævnet bør derfor afvise sagen under henvisning til § 5, stk. 3, nr. 4 i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto med et tilhørende MasterCard Direct.
Den 27. oktober 2021 betalte klageren 24.990,65 kr. med sit MasterCard Direct til A, der var en onlinemarkedsplads for udlejning og booking af overnatningsmuligheder, hvor private udlejer lejligheder. Betalingen vedrørte leje for en lejlighed i London, som klageren sammen med en ledsager skulle leje i perioden fra den 14. november 2021 til den 1. december 2021.
Klageren har oplyst, at da han sammen med sin ledsager kom til lejligheden, viste det sig, at lejligheden lå på en anden adresse, end han havde fået oplyst fra A. Desuden har klageren anført, at den private udlejer ikke havde tilladelse til at fremleje lejligheden.
Klageren har endvidere oplyst, at han og hans ledsager ”efter påklage” indleverede nøgler den 18. november 2021, dvs. efter fire dages indkvartering, og flyttede på hotel. A/den private udlejer krævede fortsat fuld betaling for lejemålet.
I en mail af 14. december 2021 til klageren anførte A, at han ikke var berettiget til tilbagebetaling af lejen, blandt andet fordi ”we consider the severity of the mentioned issues as something that are minor and some of it can be expected as well”.
Det følger af betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2, at banken er forpligtet til at tilbageføre lejen til klageren, hvis den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret.
Da klageren fik adgang til lejligheden den 14. november 2021 og fraflyttede lejligheden på grund af de af klageren anførte forhold, finder Ankenævnet, at klageren fik leveret den bestilte vare (lejligheden), men at den eventuelt var behæftet med mangler. Ankenævnet finder ikke, at de af de eventuelle mangler kan sidestilles med ikke- levering.
Da betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2, ikke finder anvendelse på mangler, finder Ankenævnet ikke, at klageren kan gøre et krav gældende mod banken som kortudsteder i henhold til betalingslovens § 112.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Det må herefter alene være et forhold mellem klageren som lejer, A og den private udlejer, om der var tale om mangler ved lejligheden, som klageren kan kræve erstattet af A og/eller den private udlejer.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.