Spørgsmål om forrentning af almindelig indlånskonto med større indestående.
| Sagsnummer: | 173/2004 |
| Dato: | 19-10-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Peter Stig Hansen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forrentning af almindelig indlånskonto med større indestående. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om rentekompensation vedrørende en almindelig indlånskonto hos indklagede, hvor der i perioder har været større indestående.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 29. marts 2004 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende forrentning af sin konto "plus privat". Klageren fandt, at forrentningen i en årrække havde været for lav under hensyn til indeståendet. Klageren kritiserede endvidere, at indklagede på intet tidspunkt havde taget kontakt til hende med henblik på rådgivning om beløbets placering.
Ved skrivelse af 25. maj 2004 meddelte indklagede, at kontoen havde været forrentet efter indklagedes rentevilkår for pågældende kontotype. Indklagede oplyste endvidere, at et alternativ til den aktuelle konto kunne være en obligationskonto, for hvilken indklagede vedlagde en beskrivelse af vilkårene. Indklagede afviste at have pådraget sig et erstatningsansvar.
Under sagen er der fremlagt kopi af årsoversigter ultimo 1992, 1994, 1996-2003, hvoraf følgende fremgår om kontoen:
Ultimo år | Rentesats | Saldo |
1992 | 4,577% | 35.384 kr. |
1994 | 2,269% | 25.070 kr. |
1996 | 1,004% | 40.666 kr. |
1997 | 1,004% | 36.022 kr. |
1998 | 0,501% | 57.726 kr. |
1999 | - | 84.191 kr. |
2000 | - | 108.275 kr. |
2001 | 0,125% | 87.492 kr. |
2002 | - | 115.826 kr. |
2003 | - | 116.302 kr. |
Under sagen er der fremlagt kopi af kontoudtog, hvoraf kontoens aktuelle rente fremgår.
Det fremgår, at kontoens rentesats i de seneste år har bestået af en knækrente (rentetrappe) med stigende rentesats afhængig af indeståendets størrelse. Indklagede har pr. 12. juli 2004 oplyst, at renten for "plus privat" er 0,125% p.a. for indestående over 3.000 kr. og 0,375% p.a. for indestående over 15.000 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. juni 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at på baggrund af størrelsen af kontoens indestående burde det have stået indklagede klart, at hun havde et udpræget behov for rådgivning om den mest hensigtsmæssige anbringelse af midlerne.
Hun har siden 1992 haft et indestående på mellem 45.000 kr. og 191.000 kr., eller gennemsnitligt 115.000 kr. på konti hos indklagede, herunder på en budgetkonto. Det kan ikke have nogen betydning, om kontoen er en "budgetplus" eller en "privatplus".
Hun bestrider, at indklagede har opfordret hende til at flytte midlerne. Dette er først sket efter, at hun rettede henvendelse i foråret 2004. Indklagede har bevisbyrden for, at relevant rådgivning om placering af hendes midler har fundet sted. Denne bevisbyrde er ikke løftet.
Indklagede har jævnligt skriftligt meddelt, at hun havde fået "ny rådgiver". Hun forstår ikke baggrunden herfor, hvis der som anført af indklagede ikke består nogen rådgivningsforpligtelse for indklagede.
Hun har som såkaldt "pluskunde" haft den vildfarelse, at hun som en selvfølge fik den bedst opnåelige rente i markedet.
Indklagede har anført, at klagerens indestående er blevet forrentet med indklagedes almindelige indlånssats, som har været faldende siden 1992 som følge af renteudviklingen på rentemarkedet.
Klageren er gennem årene informeret om renteudviklingen via kontoudtog, ligesom renten fremgår af indklagedes prisliste.
En betydelig del af klagerens indlån står på budgetkonto, hvilket anses for kort tidsindlån, da der er tale om beløb, der anvendes til betaling af regninger.
Selv om man i den konkrete sag ikke har en rådgivningsforpligtelse, har man desuagtet ved flere lejligheder opfordret klageren til at flytte midlerne med henblik på at opnå et større afkast. Man har bl.a. tilrådet, at klageren indsatte beløbet på en obligationskonto, hvor forrentningen er højere end indklagedes almindelige rente på indlånskonti.
Klageren har imidlertid tilkendegivet, at hun ikke var interesseret heri, men blot var interesseret i en rentegodtgørelse samt en højere indlånsrente på de nuværende konti. Dette har man ikke kunne imødekomme. Man har endvidere henvist hende til at overføre kontoen til en anden bank i indklagedes koncern.
Klageren har ikke lidt noget tab
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at klagerens indlånskonti til stadighed har været forrentet med indklagedes sædvanlige rente for konti af den pågældende art. Det må endvidere lægges til grund, at rentesatsen er fremgået af de kontoudskrifter, som mindst en gang årligt er fremsendt til klageren. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagen til følge, hverken helt eller delvist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.