Udlån. Løbetid.
| Sagsnummer: | 119/1994 |
| Dato: | 31-08-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån. Løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 27. marts 1990 tilbød indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 108.192 kr. til køb af en bil. Lånebeløbet inkluderede en etableringsprovision på 2.165 kr. samt etableringsomkostninger på 6.027 kr. Det tilbudte lån skulle "afvikles over ca. 48 mdr. med kr. 2.703,00 månedlig, første gang den 90.06.01". Ifølge gældsbrev vedrørende lånet forrentedes dette med den af indklagede "til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 13,4% p.a." Det fremgik endvidere af gældsbrevet
"[Indklagede] forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende."
Klageren gjorde i maj måned 1993, hvor restgælden var ca. 48.000 kr., indklagede opmærksom på, at lånet ikke som forudsat ville kunne være færdigbetalt til 1. maj 1994. Primo januar 1994 anmodede klageren indklagede om en forklaring, og indklagede anførte herefter i skrivelse af 15. februar 1994, at klageren ved lånets optagelse havde valgt at få etableringsomkostningerne tillagt lånet, hvilket sammen med den aktuelle renteudvikling havde forlænget løbetiden.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet vil være indfriet ved betaling af den fastsatte ydelse i 48 måneder, dog med forbehold for den forlængelse af løbetiden, der skyldes rentestigninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har fremlagt en beregning, hvorefter lånet ved en uændret rente på 13,4% p.a. og med en ydelse på 2.703 kr. månedligt ville have en løbetid på 54 måneder. På baggrund af en række tidligere sager vedrørende lignende lån ydet af samme finansieringsselskab, herunder sag 169/1993, har Ankenævnet forespurgt indklagede, om denne afvigelse fra den angivne løbetid på ca. 48 måneder beror på, at der ved fastsættelsen af ydelsens størrelse ikke er taget hensyn til etableringsomkostningerne på 8.192 kr. Indklagede har svaret, at "afvigelsen i afviklingsperioden ikke skyldes manglende hensyntagen til omkostninger m.v."
Klageren har anført, at lånets løbetid blev aftalt til 48 måneder, og forlængelse alene bør ske som følge af renteforhøjelser, når ydelsen har været fast. Indklagede har formentlig "glemt" at medregne stiftelsesomkostninger ved beregning af lånets ydelse. Han har lidt et tab som følge af den forlængede løbetid. Havde ydelsen været korrekt beregnet, havde han formentlig ikke valgt indklagede som långiver.
Indklagede har anført, at løbetidsforlængelsen bl.a. skyldes rentereguleringer, men ikke manglende hensyntagen til omkostninger m.v. Hertil kommer, at løbetiden alene var angivet som "ca." 48 måneder, og at klageren ikke er påført noget tab.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af den fremlagte beregning, at løbetiden for det omhandlede lån på 108.192 kr. ved en månedlig ydelse på 2.703 kr. og en uændret rente på 13,4% p.a. ville være 54 måneder. På baggrund af indklagedes skrivelse af 15. februar 1994 og sit kendskab til en række tidligere sager vedrørende tilsvarende lån ydet af indklagede lægger Ankenævnet til grund, at denne afvigelse i forhold til en løbetid på 48 måneder beror på, at indklagede ved fastsættelsen af lånets ydelse undlod at tage hensyn til de samlede omkostninger på 8.192 kr.
Tre medlemmer - Peter Blok, Søren Geckler og Lars Pedersen - udtaler:
Vi finder, at klageren på grundlag af indklagedes skrivelse af 27. marts 1990 måtte gå ud fra, at indklagede ville fastsætte ydelsen således, at lånet inklusive det samlede omkostningsbeløb på 8.192 kr. ved uændret rente ville være afviklet over 48 måneder, alene med forbehold for mindre afvigelser som følge af afrunding eller lignende. Det må således anses for en fejl, at indklagede ved fastsættelsen af den månedlige ydelse ikke tog hensyn til omkostningsbeløbet. Vi finder, at indklagede som konsekvens af denne fejl bør kreditere lånet med 8.192 kr. med tillæg af renter fra etableringstidspunktet.
To medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Under hensyn til, at klageren ikke har lidt noget tab, at løbetiden alene er angivet som "ca. 48 måneder", og at den manglende medregning af omkostningsbeløbet ved fastsættelsen af den månedlige ydelse kun har medført en mindre forlængelse af løbetiden, finder vi ikke grundlag for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger nedsætte restgælden på klagerens lån i overensstemmelse med det foran af flertallet anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.