Spørgsmål om ansvar for manglende fradragsret for "kursplejedel" på valutapuljelån.
| Sagsnummer: | 498/1996 |
| Dato: | 10-06-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - skatteforhold
Rente - udlandslån |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for manglende fradragsret for "kursplejedel" på valutapuljelån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren optog i september 1990 gennem indklagede et udlandslån på 289.000 DEM, hvis provenu klageren anvendte til at indfri pantegæld i en fast ejendom. I forbindelse med låneoptagelsen underskrev klageren et dokument benævnt "Valutapuljelån fuldmagt", hvoraf fremgår:
"Undertegnede navn: [klager] gade/vej: postnr./by/land: giver herved låneformidlende institut: [indklagede]
herefter kaldet låneformidler, fuldmagt til på mine/vore vegne at optage valutalån hos en udenlandsk bank (herefter kaldet långiver) efter låneformidlers valg, samt til at underskrive alle dokumenter i den anledning
indtil et beløb stor i alt DKK 1.100.000,00 skriver: enmillionethundredetusinde 00/100
med tillæg af renter, omkostninger etc. som måtte påløbe i henhold til låneaftaler, som vil blive indgået i denne anledning.
Lånets løbetid: fra den 20/9-90 til den 20/9-91
.......
Valutalånet ønskes optaget gennem en puljelånsordning, der administreres af långiver med det formål, at forsøge at få gjort låneomkostningerne så lave som muligt for mig/os.
Jeg/vi giver i den anledning långiver fuldmagt til for min/vor regning og risiko og uden ansvar for långiver, at træffe alle dispositioner på valutalånet. Långiver kan herunder foranledige lånet kurssikret, rentesikret gennem en aftale om fast rente, prolongeret og/eller omlagt til anden valuta ved renteterminer eller via terminsforretninger eller valutaoptioner. Endvidere er jeg/vi indforstået med, at långiver herudover kan indgå rentearbitrageforretninger op til tre gange omstående lånebeløb, med det formål at søge mine/vore låneomkostninger nedbragt mest muligt. Ved rentearbitrageforretninger forstås en terminsforretning, som er indgået med det formål, at udnytte renteforskellen mellem to forskellige valutaer, normal en højt- og en lavtforrentet. En sådan forretning er forbundet med en vis risiko, det kan derfor forekomme, at den ikke har den ønskede effekt. Jeg/vi er således indforstået med at långiver foretager disse forretninger uden forudgående drøftelse med mig/os og med samme retsvirkninger som var de foretaget af mig/os, alt efter långivers frie skøn. Långiver er uden ansvar for eventuelle kurstab, omkostninger, udgifter, skatter eller afgifter af nogen som helst art som følge af, at långiver udøver den herved tildelte beføjelse og skønsret.
Hvis en eventuel kurssikring medfører at modværdien af det valutalån, der er oprettet i henhold til denne fuldmagt, overstiger det ovennævnte maksimum, vil jeg/vi være indforstået med at hæfte som låntager/garantirekvirent for det overstigende beløb.
Jeg/vi er endvidere indforstået med, alene at modtage afregning vedrørende henholdsvis den direkte rente og resultatet af långivers kurspleje, der tilsammen udgør den effektive rente på lånet, ved renteperiodens udløb."
Lånet blev optaget gennem indklagedes datterbank i Luxembourg.
I september 1991 blev lånet forlænget med et år til den 21. september 1992. Den 30. april 1992 indfriede klageren lånet.
Indklagede har om lånets administration oplyst, at der for en række valutapuljelån aftaltes ens betingelser med hensyn til rente, løbetid, valuta m.v. Indklagede servicerede de pågældende valtutapuljelån med henblik på at sikre, at den samlede udgift for puljedeltagerne (valutakurstab og rente) blev minimeret over lånets løbetid. Denne servicering blev administreret gennem en kursplejeaftale fælles for en given valutapulje, hvor indklagede løbende i henhold til fuldmagten fra puljedeltagerne indgik valutaterminsforretninger med det formål at søge puljedeltagernes låneomkostninger nedbragt. Afkastet fra forretningerne (positivt eller negativt) overførtes fuldt ud og forholdsmæssigt til deltagerne i valutapuljen alene med fradrag af indklagedes omkostninger. Afregning skete i forbindelse med betaling af renter på valutalånet og indfrielse.
Ved lov nr. 394 af 6. juni 1991 gennemførtes en ændring af kursgevinstloven, hvor der indførtes generelle regler for beskatning af finansielle kontrakter, såsom terminskontrakter. Reglerne, der fremgår af kursgevinstlovens §§ 8C-G, fik virkning for kontrakter erhvervet den 1. juli 1991 eller senere.
Af meddelelser til klageren om debitering af renteudgiften på lånet fremgår, at rentebeløbet frem til september 1991 blev angivet med et nettobeløb, efter at der var korrigeret for kursgevinst/tab på kursplejeaftalen. Meddelelsen om rentebetalingen pr. 20. marts 1992 var specificeret således, at denne indeholdt et rentebeløb samt et (negativt) beløb for udfaldet af kursplejeaftalen.
I forbindelse med indkomstansættelsen for indkomståret 1992 rejste skattemyndighederne over for klageren spørgsmål om fradragsretten for klagerens tab på ca. 77.000 kr., som skattemyndighederne ikke anså for fradragsberettiget. Gennem sin revisor førte klageren en længere korrespondance med skattemyndighederne og indklagede om spørgsmålet.
Ved skrivelse af 20. oktober 1995 meddelte skattemyndighederne klageren, at man under henvisning til en landsskatteretskendelse fra august 1995 ikke fandt at kunne godkende det omstridte beløb som fradrag.
Klageren anmodede gennem sin revisor indklagede om at støtte ham med henblik på at få hans skattesag igennem klagesystemet og videre for domstolene. Dette afslog indklagede.
Klageren har den 13. december 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 38.730 kr. med tillæg af omkostninger til revisor og advokat gennem tre år, minimum 50.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at valutapuljelånet af indklagede blev solgt med den udtrykkelige forudsætning for kunden, at kursregulering på valutapuljelånet samt rente og provisioner kunne fratrækkes skattemæssigt, ligesom eventuelle kursgevinster skulle beskattes. Klageren har i denne forbindelse henvist til en af ham indhentet erklæring af 19. august 1996 fra en tidligere direktør hos indklagede. Indtil vedtagelsen af ændringerne i kursgevinstloven i sommeren 1991 blev rente og kursplejedel angivet som et samlet beløb i forbindelse med beløbenes betaling. Uden forudgående orientering ændrede indklagede fra foråret 1992 holdning til spørgsmålet, idet man uanset hans revisors protester og advarsler følte sig nødsaget til ved afregningen den 20. marts 1992 at specificere renten og den negative kurspleje i særskilte poster. Indklagede har ikke på noget tidspunkt i sagsforløbet gjort sine kunder opmærksom på den mulige opståede usikkerhed vedrørende den skattemæssige behandling hos kunderne af kursplejedelen, såfremt denne blev negativ. Indklagede burde have adviseret kunderne om denne usikkerhed, således at kunderne kunne have valgt fra efteråret 1991 at udtræde af valutapuljelånsordningen. Når dette ikke skete, skyldes det formentligt, at indklagede havde den opfattelse, at en eventuel negativ kursplejedel for den enkelte kunde ikke relaterede sig til eventuelle underliggende finansielle kontrakter, herunder valutaterminsforretninger m.v., men havde direkte relation til udlandslånet, således at de negative kurspleje uændret ville være skattemæssigt fradragsberettiget.
Indklagede har anført, at den skattemæssige behandling af de i forbindelse med valutapuljelånet foretagne dispositioner, herunder valutaterminsforretningerne, alene er kundens risiko. Af den underskrevne fuldmagt vedrørende lånets optagelse fremgår, at indklagede er uden ansvar for bl.a. skatter eller afgifter, der måtte blive pålagt kunden. Indklagede har gennem hele sagsforløbet afvist, at man ved salget af lånene gav kunderne forventning om et bestemt skattemæssigt resultat, herunder at tab på kursplejedelen kunne fratrækkes skattemæssigt. Et løfte om et bestemt skattemæssigt stilling er på intet tidspunkt afgivet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede over for klageren har tilsikret, at denne kunne opnå fradragsret for eventuelt tab på kursplejedelen af klagerens udlandslån, og finder heller ikke, at indklagede på andet grundlag kan pålægges at godtgøre klageren noget beløb i anledning af de efter lånets optagelse gennemførte regler om beskatning af finansielle kontrakter.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.