Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om afregning af valutahandel, om ansvar for manglende gennemførelse af ønsket valutahandel og om godtgørelse for tidsforbrug.

Sagsnummer: 978/2009
Dato: 13-12-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg
Klageemne: Valuta - øvrige spørgsmål
Valuta - fejlagtig omvekslingskurs
Ledetekst: Spørgsmål om afregning af valutahandel, om ansvar for manglende gennemførelse af ønsket valutahandel og om godtgørelse for tidsforbrug.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører, om Danske Bank har afregnet en valutahandel i overensstemmelse med en telefonisk aftale, om banken har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagernes telefoniske henvendelser vedrørende en ønsket valutahandel og om banken er pligtig at yde godtgørelse for klagernes tidsforbrug i forbindelse med klagen.

Sagens omstændigheder.

Klagerne M og H var i 2008 kunder i Danske Bank.

Af bankens meddelelse af 18. december 2008 til H fremgår, at hun solgte 51.107 USD (amerikanske dollar) til banken for 259.873,98 kr. svarende til en kurs på 508,49. M har anført, at kursen telefonisk blev aftalt til 518,41, hvilket bestrides af banken. Banken har oplyst, at kursen i løbet af dagen havde et spænd mellem 505,91 og 525,11.

M har anført, at han den 19. december 2008 foretog 6 opkald til banken for at købe USD. Banken har anført, at den ikke modtog ordre fra M om køb af USD. Klagerne har fremlagt udskrifter vedrørende foretagne telefonopkald.

Af M’s mail af 23. december 2008 kl. 01:19 til en medarbejder i banken fremgår:

"…

Jeg har fået din e-mail adresse af [en medarbejder] i Farum afdeling.

Han har diskuteret handlen fra sidste torsdag med dig, vedrørende afvigelsen m.h.t. kurs, som jeg er sikker på, at vi kan løse ved en drøftelse, men en anden meget vigtig sag var, at jeg ønskede at købe USD tilbage igen straks fredag morgen og fortsatte med at forsøge hele fredagen (jeg fik lagt mange beskeder i Farum Afdeling, idet folk, der besvarede mine opkald, ikke kunne finde nogen, der kunne hjælpe mig, og sagde, at nogen nok skulle ringe tilbage!!) Trods alle mine opkald og beskeder var der ingen, der ringede tilbage, og dermed gik dagen, uden at jeg fik købt nogen USD!!!! Jeg er stadig i samme situation (ingen USD hos Danske Bank), hvilket jeg er meget utilfreds med.

…"

Af bankens meddelelse af 23. december 2008 til H fremgår, at hun købte 48.657,25 USD af banken for 260.000 kr. svarende til en kurs på 534,35.

Ved brev af 4. januar 2009 klagede M og H bl.a. over, at valutahandlen den 18. december 2008 ikke var blevet afregnet til den aftalte kurs. De anmodede banken om at godtgøre dem 5.069,82 kr. Klagerne anførte, at de den 19. december 2008 i et andet pengeinstitut havde kunnet gennemføre et køb af USD til kurs 510,69. Hvis købet af USD i Danske Bank den 23. december 2008 havde været gennemført til denne kurs, ville saldoen på deres valutakonto i Danske Bank være blevet 2.254,26 USD større, hvilket klagerne anmodede banken om at korrigere.

Ved brev af 26. februar 2009 afviste banken klagen. I den følgende korrespondance henholdsvis fastholdt M samt H klagen og banken afvisningen heraf.

Parternes påstande.

Klagerne har den 3. september 2009 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Danske Bank skal tilpligtes at betale klagerne 5.069,82 kr. og 2.254,26 USD samt yde godtgørelse for tidsforbrug i forbindelse med behandlingen af klagen.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har bl.a. anført, at valutahandlen den 18. december 2008 ikke er afregnet af banken i overensstemmelse med den kurs, som blev telefonisk aftalt med M. Handlen er derfor gennemført uden bemyndigelse. M informerede banken, så snart han blev opmærksom på fejlen.

M ringede 6 gange til banken den 19. december 2008 med en samlet opkaldstid på 55 minutter. Der var ikke nogen medarbejder, der kunne gennemføre den ønskede valutahandel, som ringede tilbage. Banken kunne ikke i løbet af en hel dag finde en medarbejder, som kunne hjælpe. Det er ikke acceptabel forretningspraksis for køb og salg af valuta, som banken reklamerer med at tilbyde.

M har handlet valuta gennem banken mange gange. Det er første gang, at han har haft sådanne problemer.

Tabene kan henføres direkte til bankens handlinger.

De har ret til godtgørelse for deres tidsforbrug i forbindelse med klagen.

Danske Bank har bl.a. anført, at klagernes salg af USD den 18. december 2008 skete til den kurs, som M telefonisk accepterede.

Banken modtog ikke ordre fra klagerne om køb af USD den 19. december 2009.

Det påhvilede klagerne at kontakte banken på anden vis, hvis det var afgørende for dem at købe USD den pågældende dag.

Klagerne har ikke lidt noget erstatningsberettiget tab.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Klagerne har ikke krav på godtgørelse for tidsforbrug i forbindelse med sagen.

2 af M’s opkaldsforsøg den 19. december 2008 skete kl. 15:29 og 15:52, hvorfor det er muligt, at M ikke kom i kontakt med en rådgiver på grund af travlhed lige før lukketid inden weekenden. De 2 sidste opkald blev foretaget kl. 16:12 og 16:20, hvilket er efter afdelingens lukketid.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I overensstemmelse med bankens oplysninger lægger Ankenævnet til grund, at kursen i løbet af den 18. december 2008 havde et spænd mellem 505,91 og 525,11.

Under hensyn hertil påhviler det klagerne at bevise, at der blev aftalt en højere kurs med banken end den opnåede kurs. Da klagerne ikke har løftet denne bevisbyrde, kan der ikke gives klagerne medhold.

Klagerne har erkendt, at der ikke blev indgået en aftale om køb af USD den 19. december 2009, og banken er derfor ikke erstatningsansvarlig, fordi en handel ikke blev gennemført den dag.

Det forhold, at klagerne ikke som ønsket kunne gennemføre en handel den 19. december 2008 udløser således ikke erstatningspligt.

Der er endvidere ikke grundlag for at pålægge banken at yde klagerne godtgørelse for tidsforbrug i forbindelse med klagen.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.