Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et kontantlån baseret på 6% obligationer i foråret 1995.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et kontantlån på basis af 30-årige 6% obligationer i klagerens ejendom i foråret 1995.

Sagens omstændigheder.

Ved købsaftale af 4. december 1994 købte klageren og dennes ægtefælle en fast ejendom med overtagelse den 1. april 1995. Købesummen på 995.000 kr. skulle berigtiges ved bl.a. hjemtagelse af et kontantlån i Realkredit Danmark på 782.000 kr. baseret på 30-årige 6% obligationer.

Den 15. december 1994 underskrev klageren og ægtefællen et pantebrev til Danske Kredit, nu Realkredit Danmark, vedrørende et 30-årigt kontantlån på 783.000 kr. Af pantebrevet fremgår blandt andet:

"Hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af pantebrevet skal foretages enten ved aflevering til Danske Kredit Realkreditaktieselskab af en til restgælden svarende andel af de i anledning af lånet udstedte obligationer eller kontant med det beløb, der er nødvendigt til opkøb til markedskurs henholdsvis indfrielse til en udtrækningstermin ved udtrækning til kurs 100 af de nævnte obligationer."

Lånet blev den 30. marts 1995 afregnet på grundlag af 30 årige 6% obligationer til kurs 73,42713, svarende til en obligationsgæld på 1.066.363,35 kr.

Parternes påstande.

Den 15. juli 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en kompensation for overkursen ved indfrielse af lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han som førstegangskøber henvendte sig til indklagede om finansiering af ejendomshandlen. Indklagede etablerede det omhandlede lån, og han blev tilmeldt konverteringsservice med henblik på eventuel omlægning. Indklagede blev gjort opmærksom på, at der skulle bruges penge til udbygning af ejendommen, og var således bekendt med, at lånet skulle laves om inden for kort tid. Lånet burde derfor ikke have været hjemtaget på grundlag af obligationer med lav kurs.

Han blev ikke vejledt om konsekvenserne i forbindelse med låneoptagelsen og konstaterede derfor først efterfølgende, at det ville koste ham ca. 200.000 kr. at omlægge lånet.

Som følge af indklagedes dårlige rådgivning vil han således i forbindelse med en omprioritering komme til at betale overpris for en lavere rente. Indklagede bør yde en kompensation herfor.

Indklagede har anført, at der ikke nu - mere end otte år efter låneoptagelsen - findes mødereferater, sagskommentarer eller andet, som beskriver det konkrete rådgivningsforløb. Medarbejderne var dog dengang som nu instrueret i indgående at oplyse kunderne om fordele og ulemper ved de forskellige lånetyper, herunder muligheder og konsekvenser i forbindelse med en eventuel senere omprioritering. Det må derfor antages, at klageren også blev rådgivet herom.

Det fremgår af pantebrevet, at førtidig indfrielse alene kan ske ved erlæggelse af obligationsrestgælden.

På daværende tidspunkt var det sædvanligt, at kontantlån blev optaget på grundlag af obligationer med lav obligationsrente, idet man dermed opnåede en lavere ydelse end ved valg af en høj obligationsrente. Det blev lagt til grund som en typeforudsætning, at låntagers væsentligste interesse var at opnå den lavest mulige ydelse.

Klageren har gentagne gange henvendt sig med henblik på at undersøge, hvorvidt det kunne betale sig at omlægge kontantlånet til et nyt lavt forrentet lån. Henset til den lave udbetalingskurs og dermed høje obligationsgæld har man anbefalet klageren at beholde sit nuværende lån.

Indklagede er uden ansvar for, at renten har udviklet sig i en for klageren ugunstig retning i relation til førtidig indfrielse af lånet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må anses for uafklaret, om klageren i forbindelse med låneoptagelsen blev rådgivet om fordele og ulemper ved at hjemtage kontantlånet på basis af 30-årige 6% obligationer fremfor på grundlag af obligationer med en højere kuponrente.

Det må imidlertid lægges til grund, at det i foråret 1995, da det omhandlede realkreditlån blev optaget, var sædvanligt, at kontantlån blev optaget på grundlag af obligationer med en lav kuponrente, idet der herved opnås en lavere låneydelse end ved valg af en høj kuponrente, og idet det i penge- og realkreditinstitutter blev lagt til grund som en typeforudsætning, at låntagernes væsentligste interesse var at opnå den lavest mulige ydelse. Det var således på daværende tidspunkt ikke sædvanligt i forbindelse med optagelse af kontantlån at rådgive om, at der ved valg af en høj kuponrente - mod betaling af en "præmie" i form af en højere ydelse - kan skabes mulighed for en senere fordelagtig "nedkonvertering" i tilfælde af efterfølgende rentefald.

Det forhold, at klageren måtte have oplyst indklagede om, at ejendommen skulle udbygges, kan efter Ankenævnets opfattelse ikke begrunde, at indklagede - uanset den nævnte typeforudsætning - burde have rådgivet klageren til at hjemtage lånet på grundlag af obligationer med en høj kuponrente, idet finansieringen af en eventuel udbygning af ejendommen ikke i sig selv ville nødvendiggøre en omlægning af ejerskiftelånet.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.