Gyldighed. Begrænset kaution eller delkaution? Kaution for ældre gæld.
| Sagsnummer: | 573/1993 |
| Dato: | 03-06-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Gyldighed. Begrænset kaution eller delkaution? Kaution for ældre gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved særskilt kautionserklæring underskrevet af klageren den 26. november 1987 indestod klageren for et lån på 350.000 kr. ydet af indklagede til to debitorer. Af erklæringen fremgik, at kautionen var gældende "for et beløb indtil 100.000,00". Af erklæringens fortrykte tekst fremgår, at:
"Undertegnede kautionist har modtaget en kopi af det (de) af kautionen omfattede dokument(er) eller på anden på anden måde gjort bekendt med det af kautionen omfattede engagement."
Af gældsbrev vedrørende kautionslånet fremgår:
"Stempelmærker overført fra [fem kontonumre] dvs nyt lån 50.000,00."
Af en oversigt over lånets afvikling fremgår, at lånet afvikledes planmæssigt frem til og med ydelsen den 31. juli 1990. Ydelsen pr. 31. august 1990 er tilbageført samme dag, ligesom ydelserne pr. 31. oktober, 30. november, 31. december 1990 og 31. januar 1991 er tilbageført.
Ved skrivelse af 26. februar 1991 anmodede indklagede klageren om at foranledige indbetaling af en restance på 32.570 kr. på kautionslånet.
Ved skrivelse af 10. juni 1991 til klageren oplystes, at debitor havde stillet forslag om, at lånet fremtidigt afvikledes med en månedlig ydelse på 2.200 kr., hvilket ville betyde, at der ikke skete nogen afvikling af lånet, da en sådan ydelse alene ville dække rentetilskrivningen. Klageren anmodedes om at tiltræde den ændrede afvikling. Klageren underskrev kopi af erklæringen i juli måned 1991.
I august 1991 underskrev debitorerne nyt gældsbrev med en restgæld på 157.892,74 kr., indeholdende de ændrede afviklingsbestemmelser. Den 29. august 1991 underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvori kautionslånets restgæld var oplyst til 157.892,74 kr.
Af en skrivelse fra klageren, som er udateret, men ifølge klageren sendtes til indklagede i forbindelse med underskrivelsen af den ny kautionserklæring, fremgår, at denne blev underskrevet under protest, idet klageren var af den opfattelse, at hans kautionsforpligtelse var bortfaldet, efter at debitorernes lån var nedbragt til under 250.000 kr.
Kautionslånets ydelse på 2.200 kr. betaltes ikke, og lånet blev opsagt den 30. december 1991. Den 6. februar 1992 underskrev klageren et gældsbrev, hvorefter indklagede ydede klageren et lån til indfrielse af kautionsforpligtelsen med 100.000 kr. Lånet udgjorde incl. omkostninger 103.412 kr. og skulle tilbagebetales med 1.600 kr. om måneden, 1. gang den 30. april 1992.
Ved klageskema af 12. oktober 1993 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for lånet oprettet i februar 1992 samt tilpligtes at tilbagebetale betalte ydelser. Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at hans hæftelse ifølge lånet nedsættes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han ved etableringen af kautionslånet fik at vide, at der skulle ske en udvidelse af engagementet fra 250.000 kr. til 350.000 kr., og at han alene skulle kautionere for udvidelsen. Han fik at vide, at hans hæftelse derfor ville bortfalde, når lånets gæld var nedbragt til 250.000 kr. Var han blevet gjort bekendt med, at hans kaution var gældende for 100.000 kr. indtil hele lånets afvikling, ville han ikke have kautioneret. Hertil kommer, at kautionen alene burde være på 50.000 kr. svarende til den reelle udvidelse. Han har ikke modtaget underretning om restancer, heller ikke om ændringer i debitorernes forhold (skilsmisse, salg af hus, fængselsophold, salg af bil m.v.). I forbindelse med omlægningen af lånet i sommeren 1991 underskrev han under protest, og han accepterede ikke hermed sin hæftelse; indklagede truede ham med registrering i RKI og fogedforretning. I forbindelse med kautionens indfrielse og oprettelsen af lånet på 100.000 kr. blev han igen truet hertil og bl.a. frarådet at søge advokatbistand; Ankenævnets eksistens blev ikke nævnt i denne forbindelse.
Indklagede har bestridt, at det aftaltes, at klagerens kautionsforpligtelse skulle bortfalde, når kautionslånet var nedbragt til 250.000 kr. Dette stemmer ikke overens med kautionserklæringens indhold og heller ikke med det forhold, at kreditten alene blev udvidet med 50.000 kr. Der foreligger således kaution for hele lånet på 350.000 kr., men begrænset til 100.000 kr. Indklagede har overholdt fristen i bank- og sparekasselovens § 41, idet meddelelse blev sendt til klageren den 26. februar 1991 og således inden for seks måneder i forhold til restancen pr. 31. august 1990. Indklagede bestrider at være forpligtet eller berettiget til at give klageren oplysninger om debitorernes personlige forhold. Det bestrides, at klageren blev truet til at underskrive ny kautionserklæring i sommeren 1991 eller gældsbrev om etablering af lånet til afvikling af kautionsforpligtelsen. Lånets oprettelse skete efter klagerens eget forslag. Man har ikke frarådet klageren at anlægge sag eller fremsat trusler om registrering som dårlig betaler, og ydelserne på dette lån er blevet betalt uden indsigelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Kautionserklæringen af 26. november 1987 er ikke ganske klart udformet, men det er dog mest nærliggende at forstå den således, at der - i overensstemmelse med, hvad der sædvanligvis er tilsigtet i tilfælde af denne art - var tale om kaution for hele lånet på 350.000 kr., men begrænset på den måde, at klagerens forpligtelse ikke kunne overstige 100.000 kr. (kaution med 100.000 kr. for 350.000 kr.). Det findes ikke godtgjort, at klageren i modstrid hermed har fået oplyst, at han alene hæftede for den del af gælden, der oversteg 250.000 kr. Hertil kommer, at klageren - efter det oplyste ganske vist under protest - har underskrevet såvel en ny kautionserklæring som et lånedokument til afløsning af kautionsforpligtelsen, efter at debitorernes lån var nedbragt til under 250.000 kr. På denne baggrund findes klagerens principale påstand ikke at kunne tages til følge.
Klageren kunne, da han påtog sig kautionsforpligtelsen i 1987, med føje forudsætte, at indklagede i denne forbindelse ydede debitorerne yderligere kredit af mindst samme størrelse som det beløb på 100.000 kr., med hvilket han påtog sig at hæfte. Dette var imidlertid ikke tilfældet, idet der alene blev ydet en yderligere kredit på 50.000 kr. Det er ikke godtgjort, at indklagede oplyste klageren herom, eller at denne i øvrigt var bekendt hermed. Klagerens kautionsforpligtelse findes herefter alene at have været gyldigt stiftet for så vidt angår 50.000 kr. Det må lægges til grund, at klageren først under klagesagen er blevet bekendt med det heromhandlede forhold, og han findes derfor ikke at være afskåret fra at påberåbe sig dette som følge af, at han senere har underskrevet en ny kautionserklæring og et lånedokument til afløsning af kautionsforpligtelsen.
Efter det anførte findes klagerens gæld ifølge lånedokumentet af 6. februar 1992 at burde nedsættes med 51.706 kr. med valør den 6. februar 1992.
Som følge heraf