Indsigelse imod fordring fastslået ved dom i 1993. Senere optagelse af lån i koncernforbundet realkreditselskab.
| Sagsnummer: | 26/2004 |
| Dato: | 19-10-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Tina Dhanda, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Forældelse - udlån Passivitet - hæftelse Inkasso - passivitet |
| Ledetekst: | Indsigelse imod fordring fastslået ved dom i 1993. Senere optagelse af lån i koncernforbundet realkreditselskab. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om klagerne berettiget kunne forvente, at indklagede havde frafaldet et krav i henhold til en dom afsagt i 1993.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
I en retssag anlagt af indklagede blev M ved udeblivelsesdom af 17. marts 1993 dømt til at betale 71.817,98 kr. med tillæg af renter 15,25 % p.a. fra den 31. juli 1992 samt 3.900 kr. i sagsomkostninger.
Indklagede fremsendte hvert år pr. den 31. december en saldomeddelelse til M. Af meddelelserne fremgår:
"Deres gæld til banken på den nævnte konto var på den anførte dato
76.071,98 kr.
Heri er ikke medregnet renter og provision, som banken forbeholder sig ret til at opkræve.
Vi beder Dem snarest muligt bekræfte rigtigheden af denne opgørelse ved at underskrive den vedhæftede blanket.
Vi beder Dem endvidere sende blanketten til banken pr. post i vedlagte frankerede kuvert.
Hvis gælden ikke er i overensstemmelse med Deres noteringer, beder vi Dem venligst give skriftlig meddelelse direkte til ovennævnte afdeling snarest muligt.
Hvis De ikke allerede har indgået en afviklingsaftale, beder vi Dem kontakte banken for at få en drøftelse af Deres muligheder for en aftale om gældens tilbagebetaling."
Der blev ikke foretaget skattemæssig indberetning af gælden.
Ved skrivelser af henholdsvis 11. december 1996 og 13. januar 1997 opfordrede indklagede M til at indgå en aftale om afvikling af gælden.
I 1999 købte klagerne en ejendom. Købet blev finansieret via realkreditselskabet A.
I 1999 købte M i forbindelse med sit daværende ansættelsesforhold nogle medarbejderaktier, som blev deponeret hos indklagede med en bindingsperiode på fire år.
I 2003 solgte klagerne deres daværende ejendom og købte en anden ejendom med overtagelse den 1. november 2003. Ejendomskøbet blev formidlet af ejendomsmæglerfirmaet B og finansieret med et realkreditlån i realkreditinstituttet C. Både B og C er koncernforbundet med indklagede.
Ved skrivelse af 8. oktober 2003 til M genoptog indklagede sagen om gælden på 76.071,98 kr., som med tillæg af renter fra den 8. oktober 1998 på i alt 73.741,84 kr. blev opgjort til i alt 149.813,82 kr. Såfremt gælden ikke var betalt inden 14 dage, ville indklagede uden yderligere varsel sende sagen til retslig inkasso.
Ved skrivelse fremsendt samme måned meddelte indklagede, at de båndlagte medarbejderaktier ville blive frigivet pr. den 2. januar 2004. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Samme dag ændrer vi depotet til et almindeligt opbevaringsdepot, som De frit kan disponere over.
…
Ønsker De imidlertid at ophæve depotet og overføre aktierne til et andet depot, skal De allerede nu udfylde den vedlagte blanket og sende den retur til os via Deres pengeinstitut.
…
Vi gør opmærksom på, at vi ikke kan overføre eller handle aktierne, hvis tredjemand anmelder et retskrav - det kan f.eks. være et udlæg - i aktierne. "
Indklagede overgav fordringen til inkasso hos en advokat, som ved skrivelse af 31. oktober 2003 opgjorde kravet til 148.129,65 kr. svarende til hovedstolen på 76.071,98 kr. med tillæg af renter 13,25 % p.a. i fem år, 68.867,67 kr., og inkassosalær på 3.190 kr.
Ved skrivelse af 10. december 2003 gjorde M via sin advokat indsigelse imod kravet, som efter M's opfattelse var bortfaldet som følge af passivitet. Indklagede fastholdt kravet.
Den 2. januar 2004 blev der ved Københavns Byret på begæring af indklagede foretaget udlæg i M's medarbejderaktier, som samme dag blev overført fra depotet hos indklagede til et depot i et andet pengeinstitut, P. I depotet var der tillige aktier tilhørende H.
I forbindelse med udlægsforretningen blev der foretaget spærring af såvel M's som H's værdipapirer i depotet hos P.
Den 23. januar 2004 kærede M udlægget til landsretten, og H anmodede om at indtræde til støtte for kæremålet under henvisning til, at udlægget stred mod hendes rettigheder.
Den 26. januar 2004 indgav klagerne klage til Ankenævnet over udlægget i værdipapirdepotet og kravet om betaling af ca. 150.000 kr.
Ved skrivelse af 9. februar 2004 til landsretten meddelte indklagede, at man frafaldt udlægget. Indklagede nedsatte endvidere sit krav mod M til 130.479,10 kr. svarende til domsbeløbet på 71.817,98 kr. med tillæg af fem års renter 15,25 % p.a., 54.761,12 kr. samt omkostninger på 3.900 kr., hvilket var i overensstemmelse med en opgørelse udarbejdet af M's advokat.
Vedrørende indklagedes nu nedsatte krav blev der berammet et fogedretsmøde den 9. marts 2004 ved retten i Helsingør, hvor M fremkom med sine indsigelser og begærede sagen henvist til Ankenævnet.
Den 23. marts 2004 blev sagen af fogedretten udsat på behandling i Ankenævnet.
Ved kendelse af 1. april 2004 afviste landsretten i kæresagen H's indtræden som part under kæremålet og pålagde indklagede at betale 3.000 kr. i omkostninger til M.
Parternes påstande.
Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at indklagede skal frafalde kravet mod M, subsidiært nedsætte kravet til 71.817,98 kr. med tillæg af renter 15,25 % p.a. fra den 8. oktober 2003.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede har udvist passivitet ved at undlade at gøre kravet gældende i 10 år efter afsigelsen af udeblivelsesdommen, og at indklagede har bibragt dem en berettiget forventning om, at kravet var bortfaldet. Indklagede bør derfor frafalde kravet. Indklagede bør i hvert fald frafalde renter af kravet fra før den 8. oktober 2003.
Gælden blev ikke indberettet til skattemyndighederne, og indklagede har ikke gjort noget konkret for at inddrive sit tilgodehavende. Saldomeddelelserne, hvoraf M kun erindrer at have modtaget én eller to, var ikke tilstrækkelige til at fastholde kravet. M underskrev ingen saldoanerkendelse, idet han ikke mente, at han stadig skyldte pengene.
Siden 1999 har M haft aktier i depot hos indklagede og været medejer af en fast ejendom uden, at dette gav anledning til nogen henvendelser fra indklagede om gælden.
Indklagede kunne på et langt tidligere tidspunkt have meddelt, at han på grund af mellemværendet ikke kunne få rådighed over aktierne. Ifølge skrivelsen af oktober 2003 blev aktierne frigivet til fri disposition. Der tages ikke forbehold for indklagedes krav men alene eventuelle krav fra tredjemand.
Ejendomskøbet i 2003 blev uden forbehold formidlet og finansieret via henholdsvis B og C, der er koncernforbundet med indklagede. Der er identitet mellem indklagede, B og C, idet der er tale om en finansiel koncern, der tilbyder alle former for lån, herunder belåning af fast ejendom samt udbyder fast ejendom til salg i den forbindelse. De blev herved bibragt en berettiget forventning om, at kravet i henhold til dommen ikke ville blive gjort gældende af indklagede.
Ifølge Realkreditankenævnets praksis bortfalder en gammel fordring i tilfælde, hvor der efterfølgende ydes nyt lån eller bevilges gældsovertagelse til skyldneren, uden at der tages forbehold om den gamle fordring.
Det var indklagede, der uden forbehold henviste dem til at få ejendomskøbet finansieret via C. Såfremt de var blevet gjort bekendt med, at indklagede fortsat var berettiget til at gøre kravet i henhold til dommen gældende, ville de ikke have købt ejendommen.
Gælden fremgik hverken af de skattemæssige registreringer eller indklagedes årsopgørelser, som dannede grundlag for finansieringen ved deres ejendomskøb.
Indklagede gjorde først sit krav gældende, da frigivelsen/overførslen af depotet og ejendomskøbet var en realitet.
Som følge af sagsforløbet er de blevet påført unødige omkostninger. De 3.000 kr., som M blev tilkendt i kæresagen, er utilstrækkelige til at dække de reelle omkostninger.
Selvom kravet vedrører M, fastholdes H som medklager, oprindelig som følge af fogedsagen ved Københavns Byret og fordi hun er medejer af ejendommen.
Indklagede har anført, at kravet hverken er forældet eller bortfaldet som følge af passivitet. Der blev i 1993 opnået dom for 71.817,98 kr. og omkostninger på 3.900 kr. Ved opgørelsen af renterne er der taget højde for forældelsesfristen på fem år i medfør af forældelsesloven af 1908.
Hvert år er der blevet fremsendt en saldomeddelelse til M sammen med årsopgørelsen. Endvidere er der rettet henvendelse til M om gælden i 1996 og 1997.
Det er efter indklagedes praksis helt sædvanligt, at der ikke foretages indberetning af gæld til skattevæsenet, hvis fordringen regnskabsteknisk er afskrevet - men ikke opgivet - idet den automatiske renteberegning er standset, og der derfor ikke er renter at indberette.
Det bestrides, at indklagede har bibragt klagerne en berettiget forventning om, at kravet var bortfaldet.
Indklagede har ikke medvirket til klagernes ejendomskøb. I juni og september 2003 blev en anmodning herom fremsat af henholdsvis klagerne og B afvist. Klagerne blev ikke af indklagede henvist til selvstændigt at rette henvendelse til C. Det kan imidlertid ikke afvises, at man har gjort B opmærksom på muligheden for lån i C.
B er et datterselskab af indklagede, men den enkelte mægler er del af en franchisekæde. C er koncernforbundet med indklagede, men et selvstændigt juridisk selskab. Et lånetilsagn fra C kan ikke være medvirkende til at give klagerne en berettiget forventning om, at indklagedes krav skulle være bortfaldet. Hverken B eller C havde eller har, jf. lovgivningen om udveksling af personoplysninger, nogen mulighed for at kende klagernes forhold til indklagede og lade disse oplysninger spille nogen rolle for låneoptagelse eller rådgivning. Realkreditankenævnets praksis kan derfor ikke overføres og anvendes til en vurdering af nærværende sag. Det ville være urimeligt, hvis optagelse af et lån i C skulle medføre, at indklagedes krav bortfaldt, hvilket heller ikke kan antages at være hensigten bag Realkreditankenævnets praksis.
Det forhold, at man har undladt at forsøge kravet inddrevet, selv om klagerne i 1999 købte fast ejendom og fik medarbejderaktier, kan heller ikke tillægges betydning for en vurdering af, om kravet er bortfaldet. Det må i det konkrete tilfælde overvejes, om et inddrivelsesforsøg kan forventes at føre til, at kravet rent faktisk bliver inddrevet eller blot medfører udgifter.
Klagerne kunne til enhver tid få afklaret eventuelle spørgsmål om mellemværendet ved forespørgsel herom.
Det er klagernes egen risiko, såfremt de reelt ikke havde råd til det aktuelle ejendomskøb i 2003.
Da H er medejer af ejendommen, vil man for kravet mod M i givet fald kun gøre udlæg i M's ideelle anpart af ejendommen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagedes fordring mod M i henhold til dommen af 17. marts 1993 er alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er derfor ikke forældet. Indklagede har ved de årlige saldomeddelelser og ved skrivelserne af 11. december 1996 og 13. januar 1997 mindet klageren om gælden, hvorved den 20-årige forældelse løbende er blevet afbrudt.
Renter af gælden er omfattet af den femårige forældelse i medfør af forældelsesloven af 1908, jf. dennes § 1, stk. 1, nr. 2., hvilket der er taget hensyn til ved opgørelsen af kravet. Det bemærkes, at forældelsen af renterne må anses for afbrudt ved indgivelsen af anmodningen om udlæg til retten i Helsingør, jf. retsplejelovens § 527 og den 25. februar 2004, da Ankenævnet modtog indklagedes svarskrift med påstand om frifindelse, jf. Ankenævnets kendelse af 30. november 1998 i sag nr. 169/1998.
Indklagedes fordring og krav på renter er herefter ikke forældet.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede ved at undlade at tage forbehold om at søge sig fyldestgjort i medarbejderaktierne ved bindingsperiodens udløb har bibragt klagerne en berettiget forventning om, at fordringen ikke ville blive gjort gældende. Ankenævnet finder heller ikke, at indklagede ved at undlade at tage forbehold eller foretage konkrete skridt til inddrivelse af fordringen i forbindelse med ejendomskøbene i 1999 og 2003 har fortabt sin ret til at gøre fordringen gældende.
Indklagede har således heller ikke udvist retsfortabende passivitet.
Omkostningsspørgsmålet vedrørende udlægsforretningen er afgjort af landsretten, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klagerne yderligere omkostninger. Det bemærkes herved, at det følger af Ankenævnets vedtægter § 16, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.